Folkelig opbakning til EU forudsætter lydøre og folkenære EU-politikere

Engang for mange år siden var jeg med til at stemme Danmark ind som medlem af det europæiske frihandelssamarbejde, der dengang hed EF. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt, for det har været et godt valg at træffe for danskerne. Dengang var især de borgerligt liberale partier stærke fortalere for et frihandelsområde omfattende så mange europæiske lande som muligt. Mens dannelsen af den transatlantiske forsvarsalliance NATO i 1949 har været den nok stærkeste årsag til, at vi har kunnet nyde både fred og frihed i vores del af verden, så har afskaffelsen af toldmure mellem landene i det europæiske fællesskab været et godt supplement, hvortil kommer at frihandelen og det indre marked har skabt grundlaget for velstand og social tryghed.

 

Folkeligt ja til et europæisk fællesskab, men nej til en overstatslig union

 

Der er imidlertid løbet meget vand i åen, siden vi blev en del af EU. Det europæiske fællesskab (EF) er blevet til den europæiske union (EU). Selv om daværende statsminister Poul Schlüter engang tilbage i 80’erne erklærede den politiske union for stendød, så arbejdes der fremdeles på en stadig tættere integration. EU har således fået et parlament, ligesom det ene område efter det andet er blevet inddraget som en del af EU. Nationalstaterne har løbende afgivet suverænitet til det overstatslige EU. Herhjemme fik vi løfte om det modsatte i sin tid, nemlig at der var tale om et handelsmæssigt samarbejde mellem suveræne nationer. Derfor sagde et flertal af danskerne dengang ja-tak. Det gjorde de, fordi et flertal i den danske befolkning er åbne over for et internationalt samarbejde, men samtidig er vi et homogent land med en homogen befolkning rundet af vores fælles nationale historie, kultur og ånd. Det samme gælder i øvrigt alle de øvrige nationalstater i EU. Det er imidlertid en virkelighed, som den politiske elite i EU fortrænger til fordel for en multikulturel utopisk drøm, og det er denne ufolkelige tilgang til eksempelvis hele migrationsproblemet, som kaster EU ud i den ene tillidskrise efter den anden.

 

Skisma mellem EU-elitens politiske mål og den folkelige virkelighed

 

Et flertal af europæerne vil således gerne et tæt og tillidsfuldt samarbejde landene imellem, men vi ønsker ikke et føderalt Europa, hvor al magt og myndighed er samlet i et overnationalt forum i Bruxelles. Ikke desto mindre er det den vej, alt for mange EU-politikere vil. De vælger bevidst eller ubevidst at vende det døve øre til deres befolkninger for i stedet at forfølge deres egen elitære politiske vision indeholdende europæiske stormagtsdrømme. Sært nok er de tidligere skeptiske politiske partier – især i den røde lejr – vendt på en tallerken. Mens eksempelvis SF og Radikale som udgangspunkt var modstandere af Danmarks indtræden i EF og Socialdemokraterne skeptiske, så er alle disse partier i dag EU-begejstrede. Det er de, fordi de – desværre med rette (!) – ser EU som et rødt og samtidig et multikulturelt projekt, der kan gøde de socialistiske drømme om et overstatsligt centralt styret Europa med kulturrelativismen som den styrende værdi.

 

Borgerligt ønske om et stærkt, men et smallere EU

 

Den borgerlige side af det politiske billede er fortsat tilhængere af et europæisk samarbejde. Det nyvalgte medlem af EU-Parlamentet, Søren Gade fra Venstre, symboliserer imidlertid, at den borgerlige holdning til EU mere og mere hælder i retning af et stærkere, men samtidig et langt smallere EU, hvor der skal overlades mere suverænitet til nationalstaterne. Hvad ligner det f.eks., at vi her i Danmark ikke selv kan bestemme, om vi vil have kontrol ved vore ydre grænser? Den beslutning bør da ligge nationalt og ikke i Bruxelles! Det er en holdning, Søren Gade og med ham forhåbentlig også andre folkevalgte EU-politikere vil arbejde for – og hurra for det!

 

Europa har sikkerhedsmæssigt brug for USA

 

Seneste skud på stammen med en vidt forgrenet integration er ønsket om et europæisk forsvarssamarbejde. Ikke nogen Europahær, siges det fra politisk hold, men vent og se – den kommer, ligesom det var tilfældet med den fælles valuta. Læg i øvrigt mærke til, at næsten alle folkeafstemninger tegner det samme billede – nemlig af en befolkning, der ønsker et samarbejdende Europa, men ikke et føderalt Europa eller en egentlig politisk union. Problemer med den nuværende præsident i USA bør derfor ikke få europæerne til at handle uklogt. Europas plads er i NATO, og Europa har brug for USA til at garantere vores fred og frihed. Lad derfor være med at ofre store summer på et EU-forsvar, som aldrig kommer til at fungere – se blot, hvordan det er gået med blot at sikre de ydre grænser mod illegale migranter fra Mellemøsten og Afrika (!). Et godt råd fra en almindelig frihedselskende dansker: Brug i stedet pengene på at betale det fulde kontingent til NATO. Det er der langt større sikkerhed i. EU har for længst vist sin impotens, når det gælder forsvaret af de europæiske befolkninger. Eller sagt med Anders Fogh Rasmussens ord til Jyllands-Posten i denne uge: ”Danmark har en klar interesse i at styrke USA’s position som ubestridt leder af verdens frie samfund. Danmarks sikkerhed er afhængig af USA uanset navnet på den amerikanske præsident. / Ingen europæisk nation er stærk nok til at forsvare Danmark mod et angreb udefra.”

 

EU har brug for en bred folkelig opbakning – det forudsætter lydhøre og folkenære EU-politikere! De er i dag en mangelvare!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…