Selv om det i disse dage er hundekoldt og vejret ikke just opfører sig som det bør i maj, så er der alligevel gode forårsnyheder fra en af de tre beboede danske storkereder. I Gundsølille ved Roskilde, er storkeæggene klækket og den første storkeunge er kommet til verden i den gamle storkerede på gartneriskorstenen, hvor storkeparret har ruget på 6 æg.
“Øjeblikket, når der kommer storkeunger til verden, er et af forårets store highlights for storkefans. Men for storkeparret, der nu i en god måneds tid har ruget på de 6 æg, indvarsler det dog en stressende periode. Mens storkene i rugetiden har kunnet slappet af og sove dagen lang, hvis det var det de ville, vil de næste par måneder blive en evindelig kamp for at mætte de op til 6 glubske storkeungers maver”, siger storkeentusiasten Merete Carøe fra Storkene.dk, der søndag ved selvsyn kunne konstatere, at der var unger i reden. Og hun glæder sig meget over de nye storkeunger.
“Lige nu, er jeg bare glad, men jeg ved også godt, at de næste par måneder til tider bliver lidt for spændende. For hvis ikke vejret arter sig, kan ungerne dø af enten sult eller kulde og derfor kan man ikke lade være med, at holde et ekstra godt øje med vejrudsigterne her i maj og juni måned”.
Et lidt utydeligt billede, viser den første lille unge. Foto: Jess Frederiksen © storkene.dk
Klassisk dansk sommervejr er godt for storkene
Hvor mange storkeunger der kommer på vingerne, afhænger nemlig af både vejr og fødeudbud. Og de to ting er tæt forbundet.
“En sommer med en god kombination af sol og byger, er nærmest optimal for et storkepar, der skal opfostre et kuld meget forslugne storkeunger. Et storkepar skal nemlig indsamle op imod 500 kg føde til ungerne, fra de er små dunede unger som nu, til de flyver af reden i juli måned. I starten er fødeemnerne primært orme, men efterhånden som storkeungerne vokser, skal de have større emner såsom padder, mosegrise og mus”.