DF-profil: Utroligt hvad dem, der er ansvarlige for indvandringen, tillader sig at sige

Er det pænt at kalde en politisk modstander for Adolf og nazisvin? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Er det pænt i en Facebook-kommentar at antyde, at én politisk kandidat er nazist? Nej vel. Eller at få hønsenumsemund og højstemt erklære, at man får mindelser om noget fra 30’erne og 40’erne? Heller ikke, vel?

 

I det sidste snart halve hundrede år har det ikke skortet på smæderier mod dem, der opfordrede tl, at man lige tøver en kende, inden man lukker en masse fremmede mennesker ind, servicerer dem, udstyrer dem med statsborgerskab med indbygget stemmeret og valgbarhed.

 

Og nu skal vi opleve de politikere, der gav grønt lys til, at op imod en million mennesker fra fremmede kulturer opholder sig her i landet og stiller krav om samfundets indretning, se forargede ud og beklage sig over…. Nå ja ikke tonen men retorikken, mens de selv ikke holder sig tilbage med malende beskrivelser af dem, der stemmer anderledes.

 

Er der grænser for, hvad man kan tillade sig at sige? Ja, det er der. De hedder injurier og bagvaskelser, og vi har love, der tager sig af den slags.

 

Jeg er ikke særligt sart, og jeg har ikke problemer med finker, der falder af panden i en ophedet debat. Det skal man kunne tåle uanset politisk eller religiøst tilhørsforhold. Men jeg må erkende, at mine tæer tit krøller sig sammen og næste ikke kan rettes ud igen, når humanisterne har fået vinger og føler sig hævet højt over almindelig anstændighed.

 

Når man får mindelser

Racisme- og nazikortene er blevet trukket hurtigere end en kolibri kan slå med vingerne med det resultat, at ingen hærdet debattør længere lader sig påvirke, og nu går de empatiske på jagt efter smæderier, der kan erstatte de nedslidte. Mange af dem får også mindelser den ene gang efter den anden, men de er jo også på vej i mølposen. Tag bare Mimi Jakobsen, der på landsdækkende tv fik mindelser og fik dem retur i smasken hurtigere end hun kunne nå at reagere.

 

Hvis man ikke synes, det er lækkert at se på to homoseksuelle, der udveksler dybe kys og befølinger i det offentlige rum, er man homofob. Hvis man ikke synes, et er i orden, at fremmede mennesker fra fremmede kulturer, der har slået sig ned i Danmark, har en adfærd, der mest af alt minder om et mellemøstligt marked, så er man racist, nazist eller fascist.  Ikke sandt?

 

Det er helt ærligt ikke til at hole ud. Men når det er sagt, skal det også siges, at den modsatte fløj også kan være med, når et handler om fornærmelser. Rotter – både kloak- og pestudgaven – slås om pladsen med aber, amøber, åndssnot og andre malende betegnelser. Og nej, det er heller ikke til at holde ud.

 

Den lille forskel

Men der er nu alligevel en nuanceforskel. Alle dem fra medierne, de intellektuelle, kunstnerne og dem, der bare vil ligne, ved udmærket, hvad de har gang i. Om de alle sammen har været på det samme kursus, ved jeg ikke, men de lyder alle sammen betænkeligt ens.

 

De får mindelser om noget, de ikke selv har oplevet, de refererer til Hitler som den eneste historiske person, de lige kan komme i tanke om De slår ud med arme og ben og afslører, at der ikke er et eneste lille hul i uvidenheden om islam, dens opståen og udbredelse, de tror, korstogene blev sendt afsted for at irritere muslimer, de er sikre på, at jøder, kristne og muslimer levede i solbestrålet harmoni og gik i armkrog, mens de sang fællessange i den muslimske periode på Den Iberiske Halvø, og de er sikre på, at det var jøderne, der stod bag 11. september for at gengælde alt ondt, som den nation, der har behandlet jøder bedst til alle tider – måske bortset fra Israel.

 

Den anden fløj, der sværger til rotter, aber, svin og snotklatter som gode fornærmelser, har ofte ikke ordet i deres magt som deres modstandere har. Så derfor sprutter og hvæser de voldsomt, når de skal udtrykke deres utilfredshed med tingenes tistand.

 

Det er dem, der mister jobbet, det er deres børn, der ikke får den undervisning og uddannelse, de burde kunne få, fordi fællesnævneren bliver mindre og mindre. Tag nu bare en historie, der dukkede op vistnok i sidste uge.

 

På nogle skoler er der større og større grupper, der rent fagligt ikke kan rykkes fra nulte til første klasse. Hovedagligt fordi de ikke forstår dansk godt nok til at kunne tilegne sig viden. Vi er nogle der undgå dødsspiralen ved at sende vores børn i private skoler.

 

Der er vist ikke noget lettere end at have sit på det tørre og så lave en Mimi med dobbelt skrue og baglæns salto til tonerne af Imagine. Det er straks noget mere besværligt at skulle leve med de virelighedsfjernes beslutninger.

 

Hvis man sætter sig godt til rette som en tennisdommer hævet over balladen og bare betragter balladen, så er min konklusion, at kampen om tonen er tæt på at være uafgjort.

 

Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…