Flygtningehjælper fortæller om dybe frustrationer over arbejdet med migranter, som ikke vil have vores værdier, men gerne vil forsørges

Gabriela B

Gabriela B. har i fem år arbejdet som frivillig flygtningehjælper i sin kommune i det centrale Tyskland (Hessen). Hun har tidligere været ansat i kriminalforsorgen.

 

I avisen Die Welt har hun skrevet om sine erfaringer fra arbejdet med flygtninge. Hun startede i en idealistisk og euforisk stemning over at kunne hjælpe de tilrejsende. Men siden er euforien blevet afløst af desillusionering.

 

Hun er stadig glad for at hjælpe flygtninge, der gør sig umage for at blive en del af det tyske samfund. Men samtidig er hun blevet mere og mere frustreret over, at så mange migranter hænger fast i deres traditionelle værdier.

 

Nu siger hun for eksempel lige ud: ”Min erfaring er, at mange af dem også kommer hertil, fordi de kan blive forsørget af det offentlige.” Det gælder især familier med mange børn.

 

Kvinderne føder børn og passer børn, men mændene vil ikke have, at de arbejder. Blandt andet, fordi de så kommer til at omgås fremmede mænd.

 

Han kunne ikke acceptere kvindelig chef

Hun fortæller om en syrisk familie med fem børn, som hun har arbejdet med. Her kunne manden ikke acceptere, at der ikke var kønsadskillelse på sprogkurset.

 

Gabriela har forsøgt at få konen med til et sy- og madlavningskursus. Men det ville manden have sig frabedt.

 

Hun fortæller om en anden flygtningefamilie, der ønsker at blive i Tyskland. Her har hun opgivet ethvert forsøg på integration, efter at det viste sig umuligt at få familiefaderen ind på en praktikplads.

 

Efter to uger måtte hun opgive, fordi han ikke kunne acceptere en kvindelig chef.

 

Ville bede i arbejdstiden

I det hele taget har Gabriela B. haft mange frustrerende oplevelser, når hun har forsøgt at skaffe flygtningene job.

 

I Frankfurt havde hun fået en aftale om at få tre flygtninge ansat i et dækfirma. Hun aftalte med de tre at mødes på banegården – men ingen af dem dukkede op. De gav hver deres begrundelse.

 

En af de tre spurgte hende siden, om han kunne få mulighed for at bede på islamisk vis i virksomheden. Hun forklarede ham, at det skulle han ikke regne med, fordi religion blev betragtet som en privatsag i Tyskland.

 

Hans svar var, at han godt kunne forstå, hvad hun sagde, men han kunne ikke acceptere det.

 

Han havde ikke tid til at arbejde!

Hun forsøgte at skaffe et job i en restaurant til en syrisk mand, der havde været ansat i en restaurant i Damaskus. Hun kendte en restauratør, som hun forsøgte at presse til at ansætte manden, selv om restauranten ikke manglede arbejdskraft.

 

Efter alle hendes anstrengelser, gik det så galt, da syreren skulle til samtale. Han lod tydeligt skinne igennem over for restauratøren, at han ikke havde tid til at arbejde – og da slet ikke i weekenderne!

 

Hun skrev bagefter til syreren:  ”Hvad er der galt med dig? Han svarede blot: ”Fru B., jeg er meget træt.”

 

Nej til kontakt med tyske børn

En af Gabriela B.’s store skuffelser i arbejdet har været oplevelser med flygtninge, der var venlige, mens de havde behov for hjælp, men som afbrød enhver kontakt, når de var blevet hjulpet.

 

Hun havde således skaffet en familie en bolig. Derefter gjorde hun en indsats for at holde kontakten med dem. Blandt andet forsøgte hun at skabe relationer mellem tyske børn og flygtningebørn. Men da familien havde fået sin bolig, var den ikke interesseret i yderligere kontakt.

 

Omvendt beretter hun om positive oplevelser. For eksempel med en iransk familie, der er blevet godt integreret, og en ung iraner, som hun fik skaffet ind i en læreplads på et autoværksted. Han er nu på det tredje år i lærlingeuddannelsen og meget vellidt af arbejdsgivere og kolleger.

 

Hun omtaler også en ung mand fra Eritrea, der er meget opsat på at få fuldtidsarbejde, så han kan forsørge sig selv.

 

Men som hun skriver: ”Så hårdt det end kan lyde, så oplever jeg disse positive eksempler som enkeltstående tilfælde. De fleste sager, som jeg havde med at gøre, gav ikke den store grund til glæde.”

 

Tyskland beder selv om problemerne

Gabriela B. fortæller, at hun på et tidspunkt var med til at udforme en husorden i det asylcenter, som hun er knyttet til. Målet var, at beboerne skulle skiftes til at gøre rent på centeret. Men det fungerede slet ikke. Til sidst måtte man hyre et rengøringsfirma.

 

Hendes kommentar: ”For mig var det vanvittigt. Mange af flygtningene tager hurtigt for givet, at alt er gratis.”

 

Tyskland er den store flygtningemagnet. Det er dér, de fleste forsøger at komme til.

 

Det ligger som en undertone i Gabrielas beretning, at det tyske samfund selv beder om det ved ikke at stille krav og ved at give alt for let adgang til alt for mange sociale goder. ”Vi bliver nødt til at forholde os til disse problemer.”

 

Voldsomme kultursammenstød

Gabriela B.’s artikel i Die Welt er usædvanlig i tysk sammenhæng, fordi hun taler rent ud af posen om de problemer, som hun har oplevet. Normalt ligger den politiske korrekthed som en kvælende dyne over den offentlige debat i landet.

 

I udgangspunktet havde Gabriela et meget engageret og idealistisk forhold til sin opgave. Hun havde også stor erfaring med socialt arbejde fra sin tid i kriminalforsorgen.

 

Så meget stærkere virker det, når hun fortæller, hvorfor hun er blevet temmelig desillusioneret.

 

Hun har oplevet på nærmeste hold, hvor stærke kultursammenstød masseindvandringen fører med sig.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…