Filmanmeldelse: Elisabeth og Maria Stuart – to dronninger i kamp  

**** 4 stjerner ud af 6

 

Der er lavet adskillige film om Elizabeth d. 1. af England, Henry d. 8.’s datter. Jomfrudronningen, som hun blev kaldt, fordi hun aldrig giftede sig, sad på tronen 1558-1603 og er i nyere tid blevet fremstillet af den australske skuespiller Cate Blanchett i Elizabeth og Elizabeth – The Golden Age .

 

Elizabeths vej til tronen var lang og trang, og da hun først sad der, blev hun udfordret af sin kusine, den skotske, katolske dronning Marie Stuart, der også havde et legitimt krav på den engelske trone.

 

Den britiske teater- og filminstruktør Josie Rourke (født 1976) har ønsket at give en særlig vinkel på historien om de to dronninger: To kvinder i toppen omgivet af mænd, der selv vil til fadet og – ifølge instruktørens perspektiv – to dronningers psykologiske besættelse af hinanden. Titlen MARIA STUART – DRONNING AF SKOTLAND angiver, at hovedvægten er lagt på portrætteringen af Maria.

  I sin persontegning har Rourke været inspireret af nye dokumenter om de to kvinders indbyrdes forhold i en tid, hvor få af hunkøn sad på de mest magtfulde poster i samfundshierarkiet.

 

Handling
I 1561 beslutter den 18-årige Maria Stuart (Saoirse Ronan) at vende tilbage til Skotland og den trone, der bliver betragtet som hendes retmæssige: Af fødsel er hun Skotlands dronning. Hun har levet i eksil i Frankrig, hvor hendes fødselsret har gjort hende attraktiv politisk og ledt til ægteskab med den franske tronarving. Nu er ægtemanden imidlertid død, og da hun ikke har produceret en arving, er hun ikke mere nyttig som politisk brik.  

  Dronning Elizabeth (Margot Robbie) og hendes nærmeste rådgivere ser Maria som en trussel. Heller ikke de mænd, der har siddet på magten i Skotland under Marias fravær har til sinds sådan uden videre at opgive deres positioner. Da slet ikke til en enlig kvinde.

 

Fjendskabet mellem de to dronninger handler om troner, territorier og religion og er filtret ind i magtintriger og komplotter ved begge hoffer. Elizabeth repræsenterer reformationen og protestantismen i England, mens Maria er katolsk dronning over et protestantisk Skotland, der dog længe har været i strid med den engelske nabo.

 

Slutningen er kendt: Maria bliver på Elizabeths ordre halshugget i 1587, hvilket filmen da også indleder med. Men i denne version af det historiske drama er fokus lagt på det tidlige begivenhedsforløb i deres sammenflettede skæbner, som kulminerer med et hemmeligt møde. Et træf ansigt til ansigt, der godt nok aldrig har fundet sted i virkeligheden, men som psykologisk afspejler deres personligheder og særstatus som kvindelige regenter. Dronningeværdigheden har de til fælles, men vejene skilles for så vidt angår deres livsvalg i kampen for at fastholde herredømmet.

 

Er det i orden at skrive historien om?
Er det i orden at skrive historien om? Både ja og nej. Selvfølgelig skal der være plads til en vis digterisk frihed, men bliver de to damer ikke tolket igennem FOR nutidige briller? Også selv om instruktøren kan dække sig ind ved at henvise til den bog, der har ligget til grund for manus: John Guys ”Queen of Scots: The True Life of Mary Stuart”, hvori der tales om søstersolidaritet og dronningesøstre? I et brev til Mary Stuart fundet i 2010 begræder Elizabeth således deres indbyrdes stridigheder og lægger op til en forsoning.

 

Uden forhåndskendskab til de to dronningers historier og de mest indflydelsesrige aktører i inderkredsene er det svært at holde styr på det omfattende persongalleri, så en lille historisk repetition inden biograf-turen vil være vel anvendt tid.  
  Det bedste ved filmen er de to velspillende hovedrolleindehavere, og at filmen er optaget on location i Skotland.

 

Længde: 124 minutter

  • Medvirkende: Saoirse Ronan, Margot Robbie, Jack Lowden, Joe Alwyn m.fl.  
  • Instruktør: Josie Rourke
  • Manus: Beau Willimon – baseret på bogen ”Queen of Scots: The True Life of Mary Stuart” af John Guy
  • Censur: 11 år
  • Premieredato: torsdag d. 14.3.19

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…