Filmanmeldelse BEAUTIFUL BOY: Min søn er narkoman

***** 5 stjerner ud af 6

 

Felix van Groeningen er ud over at være filminstruktør også manuskriptforfatter og producer. BEAUTIFUL BOY er hans første engelsksprogede film, og titler, han ellers er blevet kendt for, er gennembruddet ”The Broken Circle Breakdown” (2014) og ”Belgica” (2016).

 

Far og søn, David Sheff og Nic Sheff, er begge forfattere.  Tilbage i 2005 udgav David Sheff ”My Adddicted Son” (‘min narko-afhængige søn’) i New York Times Magazine. Artiklen kom til at danne baggrund for den senere biografi ”Beautiful Boy: A Father’s Journey Through His Son’s Addiction” (2008), der blev fulgt op bogen ”Clean: Overcoming Addiction and Ending America’s Greatest Tragedy” (2013).
  

Titlerne angiver hovedtemaer og problemstillinger. På baggrund af dels egne erfaringer med sønnen Nics narko-afhængighed, dels omfattende forskning i stofmisbrug er Davis Sheffs synspunkt, at det største problem for folkesundheden i USA er narko-misbrug.

  

Også Nic Sheff har skrevet biografier. Dels ”Tweak: Growing Up on  Methamphetamines” (2007), dels “We All Fall Down: Living with Addiction” (2011).
  Det er Sheff Juniors to biografier og Sheff Seniors biografi og opfølgeren hertil, der har leveret stoffet til filmmanuskriptet.

 

Handling

Nic (Timothée Chalamet) er 18 år og tilsyneladende en rigtig gulddreng. Køn, sporty, intelligent, sød og charmerende – enhver fars og mors drøm.  Han går i gymnasiet, får gode karakterer, og planen er, at han skal videre på universitetet. Alt tegner rosenrødt i den privilegerede velfungerende familie med tre børn. Godt nok er Nic skilsmissebarn, men han har et fint og kærligt forhold til stedmoderen (Maura Tierney) og de to små søskende, der er kommet til.


Lige under overfladen lurer problemerne imidlertid. De seneste seks år har Nic eksperimenteret med stoffer og får oven i købet på et tidspunkt overtalt den ellers yderst ansvarlige far (Steve Carell) til at ryge en joint sammen med ham.
Det går for alvor galt, da Nic prøver methaamfetamin for første gang. På ret kort tid bliver han dybt afhængigt. På sidelinjen står far David og ved ikke, hvad han skal gribe og gøre i. Men han beslutter sig for at tage kampen op for at få Nic tilbage på sporet. Det store spørgsmål er, om Nic i stedet trækker hele familien og den biologiske mor med ned i sumpen?   

 

Et psykologisk drama

”Beautiful Boy” er et psykologisk drama om en familie, der er ved at gå i opløsning på grund af en stofmisbruger. Nic ændrer personlighed, når han er påvirket – han stjæler, lyver og bliver aggressiv. Hans adfærd trækker lange skygger i den ellers ressourcestærke, privilegerede og veluddannede middelstandsfamilie.  

 

Fortælleteknisk er filmen bygget op i en krydsklipning mellem nutid og fortid. Tilbageblikkene opruller i ikke-kronologiske punktnedslag en række scener mellem far og søn, fra Nic er ganske lille.  Erindringerne giver gradvis David – og dermed publikum – en indsigt i, at også han bærer et ansvar for hvad, der siden hænder.

 

Historien illustrerer overbevisende de dilemmaer, David og resten af familien bliver konfronteret med, og er man – eller har man været – forælder til en teenager, ligger identifikationen med den martrede far lige for.

 

Steve Carells fremstilling af den mere og mere desperate far går rent hjem.  Alle illusioner om, at grænseløs kærlighed og støtte kan genskabe kontrollen, går skridt for skridt fløjten. Beretningen kommer dermed til at formidle et særdeles overbevisende budskab: At eksperimentere med narkotika er dødsensfarligt, og stofferne risikerer at nedbryde ikke blot misbrugeren, men også de pårørende.  

 

En film, der får givet (u)behageligt klar besked – stort set uden at løfte moralske pegefingre. Det er godt gået.   

Læs også
Filmanmeldelse: Ung i Transnistrien   

 

Længde: 120 minutter

  • Medvirkende:  Timothée Chalamet, Steve Carell, Maura Tierney, Amy Ryan m.fl.  
  • Instruktør: Felix van Groeningen
  • Manus: David Sheff, Nic Sheff, Felix Van Groeningen
  • Premieredato: torsdag d. 17.1.19

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…