SILVIO OG DE ANDRE: Mænd med magt

**** 4 stjerner ud af 6

 

Den italienske instruktør Paulo Sorrentino (født 1970) er kendt for film som Il Divo om politikeren og premierministeren Giulio Andreotti og Den store skønhed, der tematiserer jagten på skønhed og det moderne livs overfladiskhed.

 

Nu er han aktuel med et biografisk drama SILVIO OG DE ANDRE om den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi og mændene – og kvinderne – omkring ham. I den altdominerende hovedrolle ses (igen) Toni Servillo.

 

Handling

Silvio Berlusconi sidder frustreret i sin kæmpe luksusvilla. Magten er gledet ham af hænde, og det går dårligt med ægteskabet. Men der er netop kun én Silvio – og så alle ’de andre’ mere eller mindre ’middelmådigheder’ – og den kontroversielle italienske politiker har ikke til sinds at opgive herredømmet uden kamp. Han vil magten, uanset den pris der skal betales såvel menneskeligt som ved bestikkelse / afpresning.   
  

Og selvfølgelig kan han heller ikke leve med, at hans hustru vil skilles – også selv om han ud over den pt faste elskerinde konstant er utro med helst meget unge modeller. Konen må vindes tilbage, så han kan få bekræftet sin evne til at charmere og forføre.  

  

Omkring den karismatiske og grænseoverskridende mogul sværmer unge skønheder og lykkeriddere, der vil have en bid af kagen. Og så er der inderkredsen, der loyalt står bi – uanset Silvios dispositioner.  

 

Toni Servillo portrætterer sin figur fremragende

Filmen er meget lang, men fordi Toni Servillo portrætterer sin figur så formidabelt, går længden lige. Skuespilleren evner at formidle den karisma, som Berlusconi må have haft ved siden af hovedattraktionen rigdom.  

 

De lidt uforståelige indledende scener falder hen ad vejen på plads i en film, der genremæssigt er en kombination af psykologisk drama og politisk satire, hvor Sorrentino får spiddet såvel magthavere som medløbere.  

 

Der er tale om fiktion, men med det kendskab, som en del vil have til Berlusconi igennem den kulørte presse, ligger fremstillingen af magtbegær, pengegrådighed og seksuelle udskejelser i den rigeste del af overklassen næppe langt fra virkeligheden.

 

Rent visuelt er ”Silvio og de andre” en fryd for øjet, så alt i alt en se-værdig film.  

 

Længde: 150 minutter

Læs også
Filmanmeldelse ALLE VED DET: Rygter, sladder og hemmeligheder  
  • Medvirkende:  Toni Servillo, Elena Sofia Ricci, Riccardo Scamarcio, Kasia Smutniak m.fl.
  • Instruktør: Paulo Sorrentino
  • Manus: Paulo Sorrentino og Umberto Contarello
  • Censur: 11 år
  • Premieredato: torsdag d. 14.3.19

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…