10 personer skulle deles om regningen – en grum fortælling om det danske skattesystem

Colourbox

Ifølge Gallup ønsker kun 11 procent af danskerne at reducere topskatten, hvilket stort set svarer til andelen af topskatteydere i landet. Historien om Restaurant Dannebrog illustrerer, de negative samfundsøkonomiske konsekvenser, der er, når et stort egennyttigt flertal fastholder en høj særbeskatning af de mest værdiskabende danskeres arbejdsindsats.

 

Af Michael Thestrup, Cand. Merc.

Der var engang ti personer, som hver dag spiste sammen på Restaurant Dannebrog. Den fælles regning var hver gang på 1.000 kr. som de delte på omtrent samme måde, som vi her i landet betaler skatter.

 

Den marxistiske studerende, den alternative klimaaktivist på kontanthjælp, den radikale imam på førtidspension og den kristelige ulandsfrivillige spiste gratis.

 

Den arbejdsløse SF’er betalte 10 kr.,

 

den socialdemokratiske receptionist 30 kr.,

 

den selvstændige dagplejemor og DF’er 70 kr.,

 

den regnskabskyndige venstremand 120 kr.,

 

den konservative tandlæge 180 kr.,

 

mens den ingeniøruddannede iværksætter, som var medlem af Liberal Alliance, betalte 590 kr.

 

Sådan spiste de sammen hver dag, indtil Restaurant Dannebrog meddelte, at der efter flere års ansvarlig restaurationsdrift var skabt økonomisk råderum til en rabat på 200 kr.

 

Gruppen ville stadig betale regningen på samme måde.

 

Så de første fire skulle fortsat spise gratis.

 

Men hvordan skulle de seks andre dele de 200 kr. uden at øge uligheden?

 

»200 kr. delt med seks er 33 kr. Lad os trække det beløb fra hver persons andel«, foreslog den arbejdsløse SF’er, som dermed skulle modtage 23 kr. for at spise.

 

Men det afviste Restaurant Dannebrog, for det ville belaste omdømmet, hvis gæster blev betalt penge for spise der.

 

Iværksætteren foreslog i stedet, at rabatten på de 200 kr. skulle gå til at sløjfe betalingen for den arbejdsløse og reducere prisen for de tilbageværende fem betalende. Konkret skulle receptionisten betale 20 kr., dagplejemoderen 50 kr., regnskabsmedarbejderen 90 kr., tandlægen 120 kr., og iværksætteren selv skulle betale 520 kr. i stedet for de 590. Dermed ville alle spise gratis eller betale mindre end før.

 

Øjeblikkeligt regnede skarp kritik ned over iværksætteren, for flere havde regnet på, hvor meget hver enkelt sparede: »Jeg får kun 10 kr. af de 200 kr.«, begyndte den arbejdsløse SF’er og pegede på iværksætteren, »mens du får 70«. »Præcis«, sagde den socialdemokratiske receptionist. »Jeg sparer også kun en 10’er. Det er uretfærdigt, at du skal have 7 gange mere end mig!«. »Det er sandt«, sagde DF-dagplejemoderen. »Hvorfor skal du have 70 kr., når jeg kun får 20? Det er ulighed!«. »Og vi får ingenting! Det er udbytning af de fattige!«, udbrød de fire mangeårige gratister med marxisten i spidsen. Alle, med undtagelse af den konservative tandlæge som var helt stille, kritiserede iværksætterens egoisme og grådighed: »Uligheden er blevet uanstændig« brølede receptionisten med en indigneret mine som hun havde lært på et tillidsmandskursus i 3F.

 

Næste aften meldte iværksætteren afbud til middagen, for han skulle til New York for at underskrive en aftale om flytning af sin virksomhed og familie til USA. De ni andre satte sig til bordet og spiste, som de plejede. Men da regningen kom, opstod der et grimt rivegilde da der manglede 520 kr.

 

Ugen efter mistede receptionisten og regnskabsmedarbejderen deres arbejde i iværksætterens virksomhed, og efter yderligere tre uger måtte dagplejemoderen gå på supplerende dagpenge, fordi iværksætterens to mindste børn var taget ud.

 

Tandlægen blev ikke direkte berørt af iværksætterens udrejse, men da de otte andre krævede, at hun skulle flerdoble sin betaling, ville hun ikke længere spise sammen med dem.

 

Det fik de otte andre til at vedtage ved en demokratisk afstemning, at tandlægen skulle betale sin forhøjede andel, uanset om hun kom til middagene eller ej.

 

Tandlægen, som måtte bøje sig for flertallets afgørelse, ringede til sin gamle ven, iværksætteren: »Jeg er frygtelig ked af, at jeg ikke støttede dig da det gjaldt, men du kunne vel ikke alligevel hjælpe mig med et green card til USA?«.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…