Fængselsbetjente blev truet i retten og kaldt luder – dommeren greb ikke ind

Det bør have konsekvens, hvis man viser foragt for retten. Men sådan er det tilsyneladende ikke altid. Det viser et eksempel fra Retten i Horsens, hvor en indsat fik lov til at gå mere eller mindre amok.

 

Det skriver bladet Fængselsfunktionæren, der udgives af Fængselsforbundet.

 

Den 1. oktober møder fængselsbetjent Christian Bonczyk op i retten for at vidne mod en indsat.

 

Den indsatte er sigtet for vold og trusler mod personalet i Randers Arrest, og Christian Bonczyk er indkaldt for at afgive forklaring

 

Det varer dog ikke længe, før han bliver afbrudt af den indsatte, der truer ham med kommentarer som ”Når jeg kommer ud en dag” og ”Jeg skal nok få fat i dig derude!”

 

Dommeren beder den indsatte om at tie stille, men han fortsætter dog med at kommentere på vidneudsagnet og kalder Christian Bonczyk en luder og lignende.

 

Dommer og anklager: I kan jo bare melde det til politiet

Også en af hans kollegaer bliver truet i retssalen. Da de bagefter spørger anklager og dommer om, hvordan de skal forholde sig til opførslen, får de at vide, at det skal de snakke med politiet om.

 

”Det virker som om, de er ligeglade med den indsattes adfærd. En af lægdommerne siger sågar, at vi måske skal overveje at lade det ligge af hensyn til vores eget psykologiske velbefindende. Hun vil ikke sanktionere hans udtalelser, men mener, at man skal lade det ligge, da indsatte er ophidset.”

 

Sagen er efterfølgende blevet politianmeldt, men Christian Bonczyk er bekymret for, at episoden kan være et udtryk for et generelt problem i retssalene, som bør tages meget mere alvorligt.

 

”Vi må som fængselsbetjente insistere på, at vi har mulighed for at vidne uden at blive truet eller fornærmet på grund af vores arbejde. Jeg håber, at både domstole, Kriminalforsorgen og politiet gør noget ved problemet.”

 

Læs mere om sagen her:

https://faengselsforbundet.dk/fagbladet-net/faengselsbetjent-truet-i-retten/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…