Få opholdstilladelse i Danmark via gift-skilt-gift-skilt-gift-metoden

Arkivfoto (Foto: Steen Raaschou)

Som det kunne læses i DKA den 10. juli har en familiesammenført tyrker til en herboende tysker efter gift-skilt-gift-skilt-gift-metoden nu fået tilladelse af EU-Domstolen til at familiesammenføre sin tyrkiske kone, som han har indgået ægteskab med for anden gang.

 

Ved indgåelse af ægteskab med sin tyrkiske kone for anden gang, havde tyrkeren igennem 10 år fået afslag på afslag på at få ægtefællen familiesammenført til Danmark. Da mandens advokat bragte hans sag for Østre Landsret, sendte landsretten en forhåndsforespørgsel til EU-Domstolen.

 

En vejsidebombe

EU-Domstolens afgørelse af 10. juli 2019 gav tyrkeren medhold i, at hans tyrkiske kone skulle familiesammenføres til Danmark med sin familiesammenførte mand. De fire fællesbørn havde han for længst fået familiesammenført.

 

EU-afgørelsen betyder, hævdes det, at omkring 8.000 sager med afslag mellem 2003 og 2018 på familiesammenføring fra det EU-associerede land Tyrkiet, må og skal genoptages.

 

Den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kaldte afgørelsen en vejsidebombe. Men han prøver at berolige befolkningen: ”Der skal graves i dommen, før man kan sige noget om, hvor mange genoptagne sager det drejer sig om.”

 

De angivne 8.000 sager er formentlig alle gift-skilt-gift-skilt-gift-metoden, idet tyrkere, der er kommet hertil som arbejdstagere, som en selvfølge har kunnet bringe hele sin familie hertil. Så vi kan nok godt regne med, at der er 8.000 ægtefæller i Tyrkiet, der venter på indrejse til Danmark.

 

Ingen ønsker formentlig at forhindre nogen i at være sammen som familie, men det følger af fast praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at Menneskerettighedskonventionens artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv.

 

EU-Domstolen og Landsretten

EU-Domstolens afgørelse er begrundet både i Associeringsaftalen med Tyrkiet og i det af Folketinget vedtagne tilknytningskrav, der trådte i kraft den 1. januar 2004.

 

Associeringsrådets artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 forbyder (yderligere) begrænsninger i retten til, at tyrkiske arbejdstagere kan få deres familiemedlemmer (ægtefælle og børn) familiesammenført i den pågældende stat.

 

Det er altså ulovligt for medlemsstaterne at foretage nye restriktioner efter 1980, ”medmindre de 1) er begrundet i et tvingende alment hensyn, 2) er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige mål og 3) ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, jf. præmis 37.”

 

Tyrkiet skal dermed i henhold til Associeringsaftalen vedrørende arbejdstagere og deres familiemedlemmer behandles på nøjagtigt samme måde som EU-landes borgere. En lille gulerod, mens Tyrkiet ventede på at blive medlem af EU.

 

Derimod er indvandrere fra ikke-EU-lande underkastet familiesammenføringsreglerne i den (danske) nationale lovgivning, jf. tilknytningskravet. Kravet blev fjernet i 2018 og erstattet med seks nye krav, der skal regulere indvandringen/familiesammenføringen til Danmark.

 

Tilknytningskravet kalder EU-Domstolen en ulovlig ny begrænsning på trods af, at Danmark har et retsforbehold, hvorefter vi ikke er underkastet familiesammenføringsdirektivet. Når Danmark ikke er bundet af dette direktiv, skyldes det, at det er omfattet af det danske retsforbehold (1993) på området for retlige og indre anliggender.

 

Underligt nok bringer Østre Landsret selv i sin forespørgsel til EU-Domstolen udlændingeloven om tilknytning på bane, se linket til Domstolen ref. Østre Landsrets spørgsmål nr. 21, pkt. 2 c, hvor det ønskes oplyst, om der kan anvendes en praksis, hvorefter det med meget betydelig styrke taler imod opfyldelse af tilknytningskravet, at der foreligger en såkaldt ”gift, skilt og gift igen”-situation[?].

 

Sådan var det også i 90’erne

Denne ”gift, skilt og gift igen”-metode var særdeles meget anvendt i 1990’erne (især i Tyrkiet). Det foregik typisk således:

 

En tyrkisk familie havde svært ved at klare sig økonomisk. Ved hjælp af mund-til-mund-metoden kom en i Danmark boende kvinde på ferie til landsbyen med tilbud om hjælp til den betrængte familie.

 

Skilsmissen mellem de tyrkiske ægtefæller kom i stand, så ægteskab med den hjælpsomme kvinde kunne indgås, og ægtefællesammenføringen kunne ske til Danmark. Da den i nærværende sag tyske kvinde er unionsborger gik det relativt hurtigt, da EU-reglerne kunne anvendes (den i folkemunde såkaldte Malmø-model).

 

Hvis den herboende ikke havde noget imod at passe mandens børn, blev også de hurtigt familiesammenført hertil. Ellers måtte indvandreren vente med dette, til han efter 3 års ægteskab uden betingelser overhovedet havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse og kunne blive skilt fra den herboende.

 

Efter skilsmissen kunne han gifte sig igen med sin tyrkiske kone, men kunne først ansøge om at få hende ægtefællesammenført til Danmark, når han havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år. Samværet blev opretholdt ved rejser frem og tilbage mellem Danmark og Tyrkiet.

 

Denne trafik ebbede en smule ud, da reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse blev forlænget med en del år under VK-regeringen.

 

Indvandrer eller arbejdstager?

Hører sagens omtalte tyrker ind under EU’s aftale med Tyrkiet om tyrkiske arbejdstagere i EU, eller hører han som indvandrer under udlændingeloven og dermed er underkastet de gældende regler i loven?

 

EU-Domstolen mener i sin afgørelse, han er arbejdstager, fordi han har haft arbejde her. De danske udlændingemyndigheder mener, han er indvandrer, fordi han er kommet hertil som familiesammenført.

 

Hvis han var kommet til Danmark som arbejdstager, havde han umiddelbart haft ret til at tage hele sin familie med. Men da han altså kom hertil som familiesammenført, er han indvandrer og dermed underkastet de danske udlændingelove.

 

Opsummeringen af sagsøgerens adgang til EU bør kunne give et fingerpeg (den i Tyrkiet boende kvinde er A, mens den herboende tyrker er B) (se linket til landsretten side 8 og 9):

 

Den 24. maj 1983 bliver B gift med A i Tyrkiet.

Den 24. juni 1998 bliver ægteparret skilt. De har fire fællesbørn.

 

Et halvt år efter den 7. januar 1999 bliver B gift med en tysk statsborger, bosiddende i Danmark.

Den 6. juli 1999 får B opholdstilladelse i Danmark p.g.a. sit ægteskab med en unionsborger.

Den 19. december 2000 familiesammenføres de to ældste børn i en alder af 13 og 14 år.

Den 8. maj 2002 familiesammenføres den yngste i en alder af 6 år.

Den 27. april 2006 opnår B tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Den 28.10.2008 familiesammenføres den næstyngste i en alder af 14 år.

Den 25. juni 2009 bliver B skilt fra sin tyske ægtefælle.

 

Den 28. august 2009, altså 2 måneder efter sin skilsmisse fra den tyske ægtefælle, gifter B sig på ny med A i Danmark.

Den 3. september 2009 indgav A ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, da han 3 år før havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.

 

Den 26. maj 2010 modtog ægtefællerne Udlændingeservice’s afslag på familiesammenføring i henhold til udlændingelovens § 9.

Den 30. september 2010 modtog ægtefællerne afslag fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration på klagen, da de ikke opfyldte kravet i § 9, stk. 7 (tilknytningskravet).

 

Den 10. marts 2014 anlagde A sag ved Retten i Aalborg med påstand om ophævelse af ministeriets afgørelse af 30. september 2010 og om hjemvisning af hendes ansøgning om familiesammenføring til fornyet behandling.

Den 26. maj 2014 blev sagen henvist til Københavns Byret.

Den 14. december 2016 henviste den sidstnævnte ret sagen til Østre Landsret.

Den 10. juli 2019 fremkommer EU-Domstolen med sin afgørelse.

 

Er der noget, der taler for, at han er kommet hertil som arbejdstager?

 

Efter ægtefællesammenføringen:

fra august 1999 til august 2000 har han været rengøringsmedhjælper,

fra august 2000 til april 2001 ligeledes har arbejdet som rengøringsmedhjælper,

(de næste 2 år arbejdsløs)

fra april 2003 til januar 2005 arbejdet som klargøringshjælper,

marts 2004 har han taget et tre dages kursus i rengøring af transportmidler,

siden november 2005 har han været ansat som vognmand.

 

Allerede ny sag i medierne

Den nye sag i medierne vil blot være endnu en af de sikkert mange hundrede/tusinde vi vil se i lang tid fremover.

 

Den 43-årige Sükran Demirtas håber efter afgørelsen i EU-Domstolen at kunne blive i Danmark.

Interviewet i JP viser, at denne sag er meget lig den for EU-Domstolen anlagte: skilt-gift-skilt-gift-metoden er anvendt. Manden kommer til Danmark som familiesammenført med dansk kvinde efter sin skilsmisse fra den tyrkiske kone og bliver indvandrer.

 

“Det fremgår også, at de danske myndigheder i afslaget på familiesammenføring har lagt vægt på, at Sükran Demirtas og hendes mand har været gift to gange. Det var i perioden, da de var skilt, at Sükran Demirtas mand kom til Danmark og fik ophold, da han en overgang var gift med en dansk kvinde.”

 

“En del af kritikken mod familiesammenføringer er, at man bare gifter sig for at komme til Danmark. Har jeres familie gjort det?”

 

”Nej, det var familieproblemer med svigerfamilien, som gjorde, at de blev skilt i første omgang. Da min fars andet ægteskab ikke lykkedes, fandt de sammen igen. Blandt andet på grund af os børn, der ikke havde det godt i Tyrkiet.”

 

Indvandrer eller arbejdstager?

 

Udfasning af Associeringsaftalen

Som så mange (om ikke de fleste) af FNs konventioner har også EU’s direktiver, forordninger, aftaler m.v. for længst overskredet udløbsdatoen. Verden omkring os forandres, men dokumenterne består. Hvis disse endelig ændres i tillægsprotokoller, er det til skade for de enkelte nationalstater i EU.

 

Vi har nu i årevis vidst, at Tyrkiet med Erdogan i spidsen er på vej til at blive en islamisk stat, og næppe noget EU-land har et ønske om at få Tyrkiet som medlem af EU. Alligevel bremses der ikke op. Associeringsaftalen er underskrevet af ”Fællesskabet”, og det kan der absolut ikke ændres på.

 

Dansk Folkeparti forsøgte i 2018 at få udfaset Associeringsaftalen/Ankaraaftalen. Forslaget blev forkastet. For stemte 31 (DF og EL), imod stemte 68 (S, V, LA, ALT, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.

 

Når henses til, at Enhedslisten også stemte for en udfasning af Associeringsaftalen og i øvrigt er  modstander af EU, synes Enhedslistens overvældende begejstring (v/Rosa Lund på TV), når EU-Domstolen går Danmark imod, bizart.

 

Måske skulle regeringen se på, om de seks nye krav i udlændingeloven bør tilføjes et syvende.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…