EU’s jurister siger, at FN’s migrationspagt fra Marrakesh er bindende – Mette Frederiksen og Lars Løkke er tavse

Lars Løkke var i Marrakesh i Marokko i december for at underskrive FN’s migrationspagt.

 

Flere andre statsledere var blevet væk og ville ikke skrive under. I Danmark var der også hård kritik af migrationspagten, fordi den blev set som en aftale, der ville binde landene til at tage imod flere migranter. Det benægtede Lars Løkke. Aftalen er frivillig, sagde han. Og det gentog han i sin tale i Marrakesh.

 

Da Lars Løkke forlod talerstolen i Marrakesh, var der ifølge de tilstedeværende journalister næsten ingen, der klappede. Og det kan man måske godt forstå. For i sin stemmeforklaring betonede den daværende statsminister ”den nationale jurisdiktion”, ”staternes suverænitet” og omtalte processen som ”et ikkebindende juridisk rammeværk”.

 

Den slags bryder man sig ikke om i de mondæne FN-kredse. Her ser man nemlig anderledes på tingene.

 

Og mens regeringens jurister havde travlt med at understrege, at aftalen slet ingen juridisk betydning havde, foregik et parallelt arbejde i Bruxelles, hvor man, på behagelig afstand af vælgere og en egentlig opinion, kunne danne sig en – skal vi sige – mere ubunden holdning.

 

Fastslår, at erklæringen har juridisk effekt

Cheferne i DEVCO, HOME, EEAS (EUs samlede migrations- og udenrigstjenester) samt EUs ”ambassadør” i New York udbad sig en undersøgelse af aftalens karakter og betydning. Den kom 1. februar i år.

 

Afsenderen er Kommissionens Legal Service. Og budskabet er ret klart. Med hjælp fra den altid aktivistiske EU-domstol slår Kommissionens Juridiske Tjeneste fire vigtige pointer fast:

 

1) Migration er en del af EUs udviklingspolitik

 

2) Migration bidrager til positive resultater

 

3) Erklæringen har juridisk effekt

 

4) Alle EUs medlemslande er forpligtede til at bidrage

 

Der står selvsagt meget andet godt i den juridiske tjenestes analyse, men når jeg dvæler ved disse fire punkter, skyldes det, at de fundamentalt strider med, hvad regeringen – og i øvrigt Mette Frederiksens socialdemokrater – sagde og lagde til grund ved Danmarks tiltrædelse for snart et år siden.

 

Strider med enhver normal praksis

Forunderligt nok har EU-kommissionens medlemmer – altså Margrethe Vestager og co. – ikke ønsket at erklære sig enige med deres juridiske tjeneste.

 

Og det er bemærkelsesværdigt, for det strider med enhver normal praksis. I almindelige tilfælde skubber kommissærerne gerne den juridiske tjeneste foran sig, når politiske sager skal presses igennem. Der er ikke nogen højere enhed i Kommissionen end den juridiske tjeneste. Det er her, sagers fremkommelighed bliver afgjort.

 

Så når den danske regering slår afvæbnende fra sig med påstanden om, at Kommissionens Juridiske Tjeneste slet ikke har nogen betydning, synes jeg, at en sandhedssøgende journalist burde overveje at ringe til Lucio Gussetti, der har underskrevet på den juridiske tjenestes vegne. Måske han kunne bidrage?

 

Timingen var forkert for EU-Kommissionen

For mon ikke den megen virak i bund og grund handler om, at timingen er forkert for kommissærerne? De står netop nu foran en stribe møder med EU-parlamentets udvalg, hvor de skal forklare og forsvare deres gerning og politik for at kunne indtræde i de hellige haller og blive godkendt som kommissærer. Derfor er det ikke ligefrem belejligt med denne debat nu.

 

En stribe af EUs regeringer valgte nemlig – i modsætning til Lars Løkke – at blive hjemme. De ville ikke skrive under. Hvordan mon det modtages ude i hovedstæderne, at EUs øverste juridiske enhed nu understreger, at de alligevel er forpligtede? Næppe noget godt udgangspunkt for kommissærhøringerne, vel?

 

Til gengæld er der ingen tvivl om, at redegørelsen vil blive sat i guldramme, så snart Ursula von der Leyen har fået sin Kommission godkendt. Den dynamiske anvendelse af retten, EU-domstolens praksis og hele metoden, som notatet er bygget op omkring, flugter fuldstændig med den måde, EU-kommissionen normalt laver politik.

 

Og det bringer os tilbage til vores nu tidligere statsministers manglende opbakning i Marokko. For hvem trækker mon egentlig det længste strå, når slaget skal stå om erklæringens juridiske betydning – Danmark eller EU? Lars Løkke eller Kommissionen?

 

Det har vi så mange eksempler på, at jeg ikke engang gider besvare spørgsmålet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…