EU-fordeling af asylansøgere – regeringen er klar i en ekstraordinær situation, hedder det i en mail til Den Korte Avis

Mattias Tesfaye (Foto: Privat)

Hverken den tyske forbundskansler Angela Merkel eller den franske præsident Emmanuel Macron skal regne med dansk deltagelse i et nyt forsøg på at lave en fordelingsnøgle om flygtninge mellem EU-landene.

 

Forsøget blev aftalt under et møde på Malta den 23. september mellem indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Malta, og hvor Tyskland på forhånd forpligtede sig til at tage mod 25 procent af samtlige bådflygtninge, hvis der bliver lavet en ordning.

 

Men de kan i den nuværende situation godt glemme alt om Danmark, fastslår Udlændinge- og Integrationsministeriet i en mail til Den Korte Avis.

 

”Regeringen har ikke planer om at deltage i den midlertidige omfordelingsmekanisme, der er opnået enighed om mellem Frankrig, Tyskland, Italien og Malta,” hedder det blandt andet i mailen til Den Korte Avis.

 

Men hvis det begynder at brænde på …

Afvisningen er dog ikke total, fremgår det af mailen, hvor det videre hedder, at:

 

”Regeringen er dog ikke principielt imod en omfordeling i ekstraordinære krisesituationer, men der er ikke tale om en krisesituation på nuværende tidspunkt. Antallet af indrejsende til Italien fra den centrale Middelhavsrute er således faldet signifikant over de sidste tre år.”

 

Regeringen mener i den forbindelse, at resultatet af et system med omfordeling af flygtninge mellem EU-landene blot vil medføre, at endnu flere vil søge mod EU, fremgår det af mailen til Den Korte Avis:

 

”Regeringen frygter, at en omfordelingsmekanisme kan virke som pull-faktor, der vil få flere migranter til at bevæge sig ud på farefulde rejser over Middelhavet. For regeringen er det derfor vigtigt, at en omfordeling i krisesituationer kun omfatter personer, der har krav på asyl, medens de øvrige migranter hurtigt sendes tilbage.”

 

Endelig understreges det i mailen til Den Korte Avis, at regeringen i forvejen bidrager til EASO (Det Europæiske Asylstøttekontor, red.) og Frontex, samt at regeringen vil se velvilligt på anmodninger om bistand i form af eksperter gennem EASO og Frontex, eventuelt med levering af udstyr gennem Frontex.

 

Danmark står ikke alene – kun syv lande vil deltage

Planen fra Malta blev præsenteret på et ministerrådsmøde i Luxembourg i går tirsdag den 8. oktober omtrent samtidig med, at Den Korte Avis modtog mailen med information om Danmarks afvisning af planen.

 

Inden mødet i går var den franske minister for europæiske anliggender, Amelie de Montchalin, superoptimist.

 

”Jeg tror, at er er omkring ti lande, der er klar til at spille spillet. Måske flere,” sagde hun ifølge telegrambureauet AP til journalister og fortsatte:

 

”Vi vil være i stand til at sige, at når en båd ankommer, ved vi, hvem vi skal ringe til, og at der er lande, der er klar til at sende en båd ind.”

 

Sådan gik det dog ikke.

 

Foruden Tyskland, Frankrig, Italien og Malta, altså de fire lande, der stod som initiativtagere efter mødet på Malta, tilbød kun Irland, Luxembourg og Portugal at deltage i en fast fordelingsnøgle.

 

”Og de havde på forhånd givet tilsagn om at ville deltage,” sagde en skuffet italiensk indenrigsminister, Luciana Lamorgese ifølge AP og tilføjede, at hun håbede, at flere EU-lande ville tilmelde sig inden årets udgang.

 

Men hun skal nok ikke regne med Danmark.

 

Her vil det være det rene selvmord for den nuværende regering at indgå i en forpligtende aftale om at modtage bådflygtninge fra Middelhavet.

 

AP-telegrammet fra mødets resultat kan du læse her:

https://thepublicsradio.org/article/several-eu-countries-refuse-to-back-migrant-boat-plan

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…