EU-Domstolen i skandaløs dom: Penge, der er tjent illegalt, medregnes som økonomisk grundlag for migranters ophold

Modelfoto/Arkiv/YouTube

EU-Domstolens dynamiske fortolkningsstil har i en ny dom erklæret, at illegalt indtjente penge medregnes som økonomisk grundlag for ophold for en tredielandsborger.

 

Den 2. oktober 2019 afholdtes åbent samråd i Europaudvalget om en den samme dag afsagt præjudicielle dom i EU-Domstolen: Den albanske Bajratari mod Nordirland (sag C-93/18).

 

Morten Messerschmidt advarede imod, at man tillagde denne dom vægt i Danmark, da Bajratari havde tjent til familiens ophold ved illegalt arbejde. Udenrigsminister Jeppe Kofod “glattede ud” ved at oplyse, at manden jo på et tidspunkt havde tjent sine penge ved legalt arbejde.

 

Sagens kerne
Kort handler sagen om et albansk ægtepar, der ønskede at få tilladelse til fortsat at bo i Nordirland, da det ældste af deres mindreårige børn regnedes for selvforsørgende på grund af faderens arbejde. Han havde dog hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i landet. EU-Domstolen kaldte det ikke sort, men illegalt, arbejde, da han på trods af et ugyldigt opholdskort havde fået udleveret et skattekort og dermed betalt skat. Denne trafik, at illegale indvandrere får udleveret skattekort, sker også i andre lande, herunder Danmark. Se her og her, indtil der omsider bliver sat en stopper for det.

 

Faderen blev oprindeligt ægtefællesammenført med en engelsk statsborger i 2003. Han blev skilt fra hende i 2011, udrejste til Albanien, giftede sig med en albansk kvinde, og i 2012 vendte han tilbage til Nordirland med sin ægtefælle for at arbejde. Hans opholdskort i Nordirland udløb i 2014, men hverken han eller myndighederne reagerede på dette.

 

Det albanske ægtepars tre børn er alle mindreårige, men de to har nordirsk statsborgerskab ud fra landets indfødsretslovgivning (jus soli), dvs. at børn født i Nordirland automatisk er nordirske statsborgere.

 

Den albanske hustru, som er mor til børnene og sagsøger i den britiske hovedsag, har søgt om anerkendelse af en afledt opholdsret i Nordirland efter EU-reglerne under henvisning til, at hun er primær omsorgsperson for sine børn, hvoraf de to er født i Nordirland. Det ældste barn er født i Albanien.

 

De nordirske myndigheder har meddelt afslag på forældrenes ansøgning med bl.a. den begrundelse, at det ældste barn efter myndighedernes opfattelse ikke råder over tilstrækkelige midler i opholdsdirektivets forstand. Myndighederne har i den forbindelse henvist til, at de midler, som barnet har til rådighed, hidrører fra faderens arbejde, som er udøvet illegalt, da han hverken har opholds- og arbejdstilladelse.

 

Den nordirske Højesteret ønskede med sine præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen afklaret, om indkomst fra beskæftigelse, der er udøvet ved illegalt, helt eller delvist skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en unionsborger råder over tilstrækkelige midler (således at den pågældende ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system under sit ophold) som grundlag for en opholdsret som selvforsørgende efter opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b.

 

En præjudiciel dom er ikke endelig og kan indbringes for EU-Domstolen. Generaladvokaten meddeler i den præjudicielle dom sit forslag til afgørelse, som EU-Domstolen dog ikke er bundet af.

 

Endelig bemærkes, at i denne meget spegede sag er der tale om flere EU-love, forordninger, aftaler og direktiver, som griber ind i hinanden: EU-borgere som vandrende arbejdstagere, tredielandes borgere med mistet opholds- og arbejdstilladelse, unionsborgerskab og forsørgelse gennem illegalt arbejde. Samt ikke at forglemme: myndighedernes efterladenhed.

 

Direktiv 2004/38 (Opholdsdirektivet) og unionsborgerskabet
Direktiv 2004/38, artikel 7, stk. 1 giver ret til ophold i en anden medlemsstats område til enhver unionsborger i mere end 3 måneder, hvis vedkommende

 

a) er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i værtsmedlemsstaten, eller
b) råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, eller
c) er indskrevet ved en privat eller offentlig institution, der er godkendt.

 

Når de vandrende arbejdstagere ikke længere har arbejde eller ikke har skaffet sig det inden 6 måneder, må de rejse videre til det næste land eller tilbage til hjemlandet.

 

En tredielandsborger har ikke mange muligheder for at bosætte sig i et EU-land, men ægteskab kan være en af de måder, hvorpå en sådan borger kan få adgang til et EU-land. Hvis han bliver skilt fra EU-borgeren, kan han gifte sig med en landsmand, og begge kan rejse til værtslandet, så længe opholds- og arbejdstilladelsen er gyldig.

 

Da eurokraterne i EU opfandt unionsborgerbegrebet, bedyrede man i tågede og beroligende vendinger, at det blot skulle ses som et supplement til nationalborgerskabet og ikke en afskaffelse af dette.

 

Umiddelbart var der ingen åbenlys grund til denne konstruktion, men det skulle vise sig, at såfremt en vandrende arbejdstager sørger for at føde børn i et værtsland, er forældrene beskyttet mod reglerne for udsendelse. For barnet, der fødes i værtslandet, er – selv i lande, hvor det ikke bliver statsborger ved fødslen – ligesom lidt mere unionsborger end forældrene og har ret til at forblive i det land, det er født. Denne ret har så også forældrene som barnets omsorgspersoner.

 

Den nordirske Højsteret havde indledt en sag om fratagelse af de to yngste børns statsborgerskab (kriteriet herfor oplyses ikke i dommen), men da sagen endnu ikke var afsluttet ved den præjudicielle afgørelse, måtte EU-Domstolen bortse fra denne.

 

Dynamisk domstol
Spørgsmålene, som EU-Domstolen skulle behandle var bl.a., om det ældste barn (13 år) kunne siges at have nok midler til at forsørge sine familiemedlemmer, når disse midler alene stammede fra faderens illegale arbejde? Og da hun var barn af en tredielandsborger uden opholds-og arbejdstilladelse, var hun så unionsborger?

 

Efter først at have klandret de irske myndigheder for ikke gennem 5 år at have bemærket, at den albanske mand arbejdede ulovligt og kunne have opnået opholdstilladelse, anførte Generaladvokaten om de medvirkende dommeres betragtninger i det følgende under pkt. 53 i dommen:

 

”Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at en mindreårig unionsborger råder over tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, også selv om disse midler hidrører fra indkomst ved ulovlig beskæftigelse udøvet af dennes fader, der er tredjelandsstatsborger og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlemsstat.”

 

Som det fremgår af afgørelsen, anses barnet for at være unionsborger og for at have tilstrækkelige midler til familien underhold. Der er nemlig intet anført i direktivet om, hvordan midlerne skal tilvejebringes. Derfor er økonomiske midler indtjent ved illegalt arbejde lige så “gode” som ved lovligt arbejde.

 

Når der intet er nævnt i Opholdsdirektivet om, at midler til forsørgelse skal tilvejebringes ved lovligt arbejde, så kan dommerne fortolke direktivet efter forgodtbefindende. Kan man så gå ud fra, at penge, tjent ved kriminalitet, også kan medregnes i et forsørgelsesgrundlag? Penge er vel penge.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…