Et surrealistisk valg

Foto: Steen Raaschou

I min optik blev det nys overståede valg det mest surrealistiske i mands minde.

 

Det blev ikke et folketingsvalg, men et klimavalg. Vi skulle altså stemme om det klima, der har klaret sig siden tidernes morgen med skiftende istider og varmeperioder uden menneskets hjælp.

 

Klimaeksperter er uenige, men de fleste politikere, der ved lige så lidt om klima som befolkningen, var helt enige i, at nu gik jorden snart under, helt nøjagtigt om 11 år. Det havde de nemlig fået at vide af en lille svensk pige, som ikke vil gå i skole om fredagen. Det fik hele etablissementet i Sverige, i Danmark, ja i hele Europa til at geråde i klimapanik.

 

Det indsatte link http://www.dandebat.dk/klima5.htm er et noget uforståeligt fagsprog og med dette sprogs helt ukendte forkortelser, der ikke gør det mindre svært at forstå. Dog er der forståelige afsnit, hvoraf bl.a. fremgår, at Sahara har været frodigt, og isen på polerne i varmeperioder smeltede endnu hurtigere end tilfældet er nu. Istider og varmeperioder har afløst hinanden gennem millioner af år.

 

Jorden har overlevet indtil nu. Spørgsmålet er, om den gør det, når menneskene nu begynder at blande sig.

 

Klimavalget

Al denne snak om klima på et tidspunkt, hvor langt større problemer – for ikke at sige katastrofer – presser sig på, kommer som sendt fra himlen.

 

Vi skal tænke på noget andet. Vi skal glemme alt om de politikerskabte katastrofer rettet mod den danske befolkning såsom vold, røverier, eksplosioner, voldtægter, hærværk, overfald, mord etc., der får utrygheden i vores tidligere så trygge land til at brede sig. Og hvor vi allerede nu kan se, at der ikke er meget tilbage af det Danmark, vi kendte.

 

Så nu gælder det klimaet. Og enhver må kunne forstå, at dét, befolkningen udsættes for, intet betyder i den store sammenhæng.

 

Men hvis skolelærdom er unyttig, fordi vi alligevel alle er døde om 11 år, som den små Greta Thunberg hævder, så er klimaet vel lige så ligegyldigt, da vi som folk og nation alligevel på grund af politikernes uansvarlighed og faktaresistens er udryddet i en ikke så fjern fremtid.

 

Hvad nu hvis….

Lad os nu forestille os, at Greta havde stillet sig op i det ekstremt feministiske Sverige (der lægger alle hvide mænd for had) og havde krævet, at politikerne tog kvinders frygt for voldtægt, vold, overfald på børn, unge og gamle, hjemmerøverier, røverier, skyderier, hærværk og mord alvorligt, ville hendes nødråb så være nået ud over Sveriges grænser?

 

Ville ret mange politikere, her og hinsidan have reageret med andet end en hovedrysten over barnets racistiske forældre, der havde indpodet en sådan skræk i hende, og have skammet dem godt ud for at have skræmt deres barn så voldsomt ved at tale om elefanten i rummet? Den elefant, som alle ganske vist kan se, men som ingen vil tale om. Mon så ikke de svenske myndigheder ville havde taget sig kærligt af det stakkels skræmte og misrøgtede barn?

 

Da klima ikke er et særligt sexet emne, måtte tilføjes noget, der kunne fange interessen hos (nogle af) vælgerne, og det  lykkedes sandelig også: Kampen om muslimerne.

 

Alternativet

Partiet fik nu ikke så mange stemmer, som de havde regnet med, ja det blev næsten udraderet. Og det endda på trods af, at partiet var grønnere end grønt. Ja, det udråbte endog Danmark til en klimastormagt. Lige meget (eller lidt) hjalp det.

 

Paradoksalt nok fik Alternativet, der satsede på hele det pakistanske samfund, ikke helt den succes, det havde regnet med. Partiet havde endog som spidskandidat en kendis, nemlig den rabiate pakistanske islamist, Sikandar Siddique, som allerede blev berygtet som kommunalpolitiker i Københavns Kommune. For hans far og  en anden pakistaners far var nemlig uvenner over et valg i Pakistan, så Siddique ville ikke arbejde sammen med sin politiske kollega i Danmark.

 

Og som folketingskandidat for Alternativet fremturede Siddique. Hans medkandidat, Kasim Ashif, der er amadiyyamuslim, var der bestemt ingen pakistanere, der skulle stemme på. Han er nemlig, forlød det, ikke rigtig muslim, og sådan en kan vi jo ikke have i Folketinget.

 

Det lyttede Uffe Elbæk til. Og således blev pakistanske politisk/religiøse slagsmål på forunderlig vis en del af den politiske valgkamp i Danmark.

 

Det Radikale Venstre

Så gik det noget nemmere for det Radikale Venstre. Ved at indsmigre sig hos imamerne i ghettoerne, blev partiet promoveret under fredagsbønnen. Det gav en masse stemmer.

 

For havde partilederen Morten Østergaard måske ikke vist, hvor nemt det var at svømme fra Lindø til Kalvehave? I våddragt ganske vist, men alligevel…..

 

Og havde Østergaard måske ikke vist mandsmod og hjerte ved – dog med bodyguards, for man ved jo aldrig – at flytte ind i en ghetto en hel uge, så han kunne lære sine fremtidige vælgere bedre at kende?

 

Der er intet som learning by doing, hvilket ikke så helt få danskere med hjertet siddende på rette sted også har måttet sande; dog på en ret ubehagelig måde. Men de havde nu heller ingen bodyguards til at beskytte sig og kunne heller ikke love ghettobeboerne guld og grønne skove.

 

Gad vide om imamerne ved, at det Radikale Venstre, når partiet ikke lefler for dem, står for en benhård økonomisk swimor-sink politik?

 

Enhedslisten

Imamerne havde givet deres menighed frit valg: Stem på Det Radikale Venstre eller Enhedslisten. Så selv om Enhedslisten gik noget tilbage, fik partiet også del i de tilvandredes stemmer.

 

Et held for Enhedslisten er vælgernes meget korte hukommelse.

 

Derfor kunne Pernille Skipper i første omgang slippe afsted med at hævde, at hun ikke kender opviglerne under muhammedkrisen og lod sig fotografere sammen med tidligere talsmand for Det Muslimske Trossamfund, Kasem Said Ahmad, der gjorde Danmark så uendelig meget skade. Tidligere havde partiet som spidskandidat Aamaa Abdol Hamid, der var Kasem Said Ahmads tro væbner. Da det var et fejlskud af partiet, blev hun i stedet ansat hos politiet i Odense.

 

Da Skipper blev orienteret lidt om dansk virkelighed, prøvede hun med en omgang armslængde til islamisten. Men hun havde røbet sig selv. Hun er fuldstændig blank om islam.

 

Socialistisk Folkeparti

Jeg er vist kommet til at glemme SF, men af en eller anden grund glemmer jeg altid det parti  i perioderne mellem valgene. De har dog fået fremgang, kan jeg se, og de ser da også så glade ud.

 

Den kongelige undersøger

Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, forhandler nu med de tre partier om deres krav for at støtte hende. Og det er sandelig hverken små eller for skatteyderne billige krav.

 

Bare lige for da også at tilgodese danskerne en smule, kræves noget mere normering til børnehaverne og lidt flere penge til de ældre, men de største og dyreste krav drejer sig om de tilvandrede. Ikke mindst dem der skal sendes hjem.

 

Ingen kan som venstrefløjen trække børnene ind i samtalen. Således også børnene på Sjælsmark. Det er meningen, at alle moderhjerter m/k skal smertes ved at se, at børnenes forældre ikke vil tage ansvar for deres egne børn. Og dermed bliver ansvaret lige pludselig alle andres. Altså ikke politikernes, men skatteydernes.

 

Børnene bruges som murbrækkere, så familierne kan få et helt normalt liv sammen med deres børn ude iblandt os andre. At familierne er udvist, har vi såmænd hurtigt glemt.

 

Men det går nok ikke så galt, som det ser ud lige nu, for vi ved jo, at Mette Frederiksen ligesom Lars Løkke Rasmussen “ikke vil være statsminister for enhver pris”.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…