Et spændende indblik i en anklagers maskinrum

Et spændende indblik i en anklagers maskinrum. Hans største sag hidtil var ubådssagen, og nu fortæller han om de tanker, han gjorde sig under denne og andre spektakulære sager.

 

Journalisten og ”Opfinderen”

Det er ikke så ofte, at juristerne – dommere, anklagere, forsvarere – skriver om de kriminalsager, de har været en vigtig part i. Det plejer at være journalister og (pensionerede) politifolk, der giver sig i lag med sådan noget. Alene derfor er Jakob Buch-Jepsens bog interessant. Sammen med politi- og retsreporter Stine Bolther, som har medvirket i udgivelsen af flere andre true crime-bøger, fortæller den yngre jurist om sit arbejde som offentlig anklager.

 

Bogen begynder med sagen over så mange andre sager, også i internationalt perspektiv: drabet på og parteringen af journalisten Kim Wall på ubåden UC3 Nautilus i august 2017. Gerningsmand: ”Opfinderen”, som forfatteren hele vejen igennem betegner ham, selv om enhver kender navnet på ham. Måske et forsøg på at distancere sig fra dette besynderlige menneske.

 

Trippeldrab, voldtægt og miljøaktivisme

”Jeg som anklager” er bygget fint op. Ubådssagen går igennem hele bogen i form af små dagbogsklip, trykt på lidt mørkere papir end resten. Ind imellem gennemgår Buch-Jepsen nogle af de andre sager, han har haft med at gøre. Bl.a. trippeldrabet i november 2015 på Frederiksberg, hvor tre ganske unge mænd med banderelation brutalt blev likvideret. Men det er ikke død og blod alt sammen. Som f.eks. i sagen om en flok miljøaktivister, der agerer tankeløst over for politiet.  Forud for hver sag anføres den relevante paragraf i straffeloven.

 

Offentlighed i retsplejen

Der er naturligvis mange ting, som Buch-Jepsen ikke kan viderebringe, fordi man som offentlig anklager er underlagt tavshedspligt. Men vi lever heldigvis i et land, hvor lovgivningen i princippet tilsikrer offentlighed i retsplejen. Enhver borger kan møde op i en retssal for at følge en sag – hvis man kan få en plads. Hovedparten af danske straffesager afvikles for åbne døre. Mange af de oplysninger, som fremkommer under en retssags hovedforhandling, må gerne refereres eller genfortælles.

 

Læseren får et indblik i, hvordan en retssag foregår. Man føler sig ret overbevist om, at tingene går rigtigt til i Danmark. Der sidder ikke en masse uskyldigt dømte i vore fængsler. Grundreglen i anklagemyndigheden og ved domstolene er: hellere lade ti skyldige gå fri end dømme en uskyldig.

 

Skal man vise billeder og film i retssalen?

Hvor langt skal man som anklager gå i en retssag? Skal man f.eks. i sager om seksuelle overgreb eller seksuelt betingede drabssager vise billeder og film i retssalen? Disse kan være særdeles voldsomme og modbydelige. På det punkt har Buch-Jepsen været ret insisterende. Det er vigtigt for ham, at retten forstår, at det her ikke ”bare” er nogle billeder. Det går ud over rigtige mennesker. Dybest set er der i mange sager noget, de fleste af os helst ikke vil vide.

 

Alt i alt en vellykket og indsigtsfuld beretning om livets allermørkeste sider. Ondskaben findes, og det er noget, som vi aldrig kan hverken forklare eller forstå.

 

Jakob Buch-Jepsen, Jeg som anklager. Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side.

People’s Press 2019, 354 sider, ill., 300 kroner.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…