Et hus i splid med sig selv – det gælder Vesten, men gælder det ikke også Rune Lykkeberg?  

I ”Vesten mod Vesten” giver Rune Lykkeberg sit bud på Vestens nyere fortid, nutid og fremtid med udvalgte eksempler fra kultur- og idehistorien.

 

Rune Lykkeberg: VESTEN MOD VESTEN – fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump.  Hæftet med flapper. 494 sider. Kr. 259,95. Informations Forlag. Udkommet d. 28.3.2019.

 

*** tre stjerner ud af seks

 

*******************************************************************

 

Lad Rune Lykkeberg selv præsentere sit projekt:

 

”Jeg har skrevet denne bog for at forstå og forklare Vestens selvopgør. Det er en kulturkamp i Vesten OM Vesten. Man kan således beskrive mit ærinde ganske enkelt: Hvis Trump er facit, hvad er så mellemregningerne?” (s. 8)

 

”Denne bog er skrevet for at finde ud af noget, jeg ikke forstår: Hvordan kan det være, at Vesten, der har overvundet alle rivaler og præsteret frihed, fred, lighed, velstand og fremskridt på et niveau, ingen havde regnet for muligt, er ved at tabe sig selv?” (fra bagsiden)

 

Sagt lidt anderledes: Den vestlige verden har i århundreder været den overskyggende økonomiske, kulturelle og videnskabelige magtfaktor. Men denne position er ved at erodere indefra. Hvorfor?

 

Det er dette store og omfattende spørgsmål, som Lykkeberg undersøger i sit murstensværk opbygget i fire dele: FØRSTE DEL: To fortællinger om Vesten. Guldalderen og krisen, ANDEN DEL: Hvad er Vesten? – Guldalderens kilder, TREDJE DEL: Vesten set udefra, FJERDE DEL: Reaktionen og Krisen, EFTERSKRIFT: Fra krise til håb: Magt, medbestemmelse og eksperimenter med frihed.  

 

Svarene henter forfatteren dels i en gennemgang af en række teorier og værker produceret af såvel levende som afdøde historikere, sociologer, filosoffer og økonomer; dels i udvalgt skønlitteratur, film og populærmusik (fx ”Robinson Crusoe”, ”Harry Potter”, ”Kammerat Napoleon”, ”Sne”, ”Dommedag nu”, ”Taxi Driver”, Bob Dylan mv.).

 

Fortællinger og tekster inden for diverse fiktive genrer bliver underkastet en grundig analyse med fokus på, hvordan de afspejler Vestens karakteristika og igangværende forfald.

 

Udgangspositionen er vakkelvorn
Rune Lykkeberg er selv klar over, at udgangspositionen er vakkelvorn, men tvivlens nådegave er som bekendt ikke den dårligste indgang:    

 

”Man kunne have valgt andre nedslag, andre temaer, andre perspektiver og andre kilder.  

(…)

 

Det ER en konstruktion, jeg har lavet. Min ambition er, at det også er en kvalificeret konstruktion.

(…)

 

Jeg må erkende, at jeg ikke længere er sikker på det, jeg mener at have vidst hele mit liv.” (s. 36-37)

 

Venstrefløjens darling
Rune Lykkeberg har længe været venstrefløjens darling. Med rette. Ligesom Sherin Khankan mestrer han til fuldkommenhed at tale i tåger og dermed altid holde ryggen rank og fri: Man kan godt være venner med (næsten) alle, hvis udtryksmåderne er tilstrækkeligt floromvundne. Strategien er dels at gemme sig bag, hvad andre har skrevet: Nej, det er skam ikke min mening, jeg refererer bare XX (en strategi, vi er flere, der i sandhedens interesse selv har måttet ty til i en række forskellige sammenhænge!), dels ved at bevæge sig på et højt abstraktionsniveau, hvor begreberne bliver så luftige, at enhver kan læse (næsten) ind i dem, hvad m/k lyster.
 Det kunne læseren konstatere i forhold til Lykkebergs gennembrudsbog ”Kampen om sandhederne”, og det konstaterer læseren her igen, hvor tre eksempler antyder teknikken:   

 

”Vestens principper havde vundet, fordi de kunne bruges til et opgør med Vestens interne og eksterne udbytning, undertrykkelse og politiske uretfærdigheder. Og Vesten havde vist sig overlegen, fordi den hyldede sin kritiske modsigelse.” (s.21).

 

Den [liberale humanisme] ødelægger fundamentet for sine efterkommere. Og derfor er der behov for en ny humanisme, en ny evne til at forene de forskellige hensyn, som er betingelserne for et fællesskab af frie mennesker, der må lære at underordne sig naturens begrænsninger.” (s. 110)

 

”Der er tilsyneladende et stort publikum for identifikationen mellem det 21. århundredes højrenationalisme og det tyvende århundredes fascisme.
  Andre afviser analogien til fascisme.” (s. 400)

 

Ja, og hvor står mon Rune Lykkeberg?  

 

Teori der ikke anerkender et sandhedsbegreb
Genren boganmeldelse fordrer som hovedprincip en loyal læsning fulgt op af en vurdering af, hvad der rent faktisk står på siderne, frem for hvad der ikke står.  

 

Det er imidlertid umuligt at ignorere, hvilke forfattere og temaer/problemstillinger Rune Lykkeberg ikke har taget med i sin nye bog. Ligesom DR, TV2 og andre større mainstreammedier lyver Rune Lykkeberg selvfølgelig ikke, og oven i købet har han fat i en lang række vigtige pointer.  MEN: Han får kun kastet lys over en begrænset del af skiven.
  Den valgte metode i form af en fremstilling af (analyser af) såkaldte narrativer samt litteraturlisten illustrerer, hvordan forfatteren med få undtagelser bevæger sig inden for et socialkonstruktivistisk, post-marxistisk univers med afsæt i nøglebegrebet ’narrativ’ og dermed teori, der ikke anerkender et sandhedsbegreb: På den ene side, på den anden side, én fortælling her, en anden og tredje dér, hvilket ender i den rene relativisme. Dermed får hans værk en så kraftig slagside, at det samlede studie mister forklaringskraft.      

 

Her er jeg så i modsætning til de fleste andre anmeldere af ”Vesten mod Vesten” (jf. faktaboksen ’Anmeldelser’ nedenfor).  

 

Rune Lykkeberg er blevet klogere
Rune Lykkeberg har måttet rykke sig i forhold til fx migration og kolonialisme, fordi den samfundsmæssige udvikling har indhentet ham og den øvrige venstrefløj indenom:

 

”De vestlige samfund er således opbygget på en undtagelsestilstand efter verdenskrigene. På exceptionelle vilkår, som skabte exceptionelle muligheder. Men vi forvekslede undtagelsestilstanden med den nye normaltilstand.” (s. 193).

 

”Men kolonialismen er en kompliceret historie. For det handler ikke kun om magt. Det handler også om, hvordan de undertrykte skal gøre sig fri af kolonialisme, når kolonisterne er smidt ud. For kolonialisme er meget mere end udbytning og undertrykkelse.
  Det er også mad, moral, infrastruktur, uddannelsessystem, sprog, institutioner og sociale praksisser.” (s. 208)

 

”Den liberale magtposition (…) udpeges som ny undertrykkerposition. Det er i dette perspektiv påfaldende, at der gives meget få forskere, forfattere, kunstnere, intellektuelle, etablerede medier og forhenværende politiske autoriteter, der advokerer den nye højrepopulisme.” (s. 404)

 

”Det er i dette perspektiv åbenbart, at migration forstået som både indvandrere og flygtninge ikke er en indbildt forandring af de vestlige samfund, som populisterne har manipuleret deres befolkninger til at være bange for. Det er tværtimod vidtrækkende forandringer, som ikke er blevet vedtaget efter offentlige samtaler og demokratiske lovgivningsprocesser. (s. 414)

 

Så Rune Lykkeberg er blevet klogere, og tak for det. Det er bare ikke helt godt nok, hvilket følgende gerne skulle dokumentere.

 

Citatmosaik med minusser

(…) en fornemmelse af, at embedsmænd og administratorer har overtaget den virkelige magt (…)” (s. 66)

 

Hm! Fornemmelse? Eller faktum?

 

”Det er en omfattende, kompliceret og modsætningsfyldt historie, som jeg reducerer groft. Jeg ignorerer stort set hele tilblivelsen og konstruktionen af Den Europæiske Union, de sociale medier, udfordringen fra Kina og meget mere. Det er en præmis for at kunne fortælle historien om Vesten mod Vesten, at den er selektiv. (s. 292)

 

Hm! I historien om Vestens forfald at udelukke, hvad der har udviklet sig til den største katastrofe i nyere tid: EU’s smadring af suveræne nationalstater, der tidligere havde kontrol over deres politik og deres grænser ….nærmer det sig ikke historieforfalskning?  
  Og at lukke øjnene for, at uden de sociale medier var det næppe lykkedes at vinde flertal for Brexit – en del af forfaldet iflg. Lykkeberg? – er noget betænkeligt.    

 

”Uddannelsesgrad er den faktor, der bedst forklarer forskellen på at stemme REMAIN eller BREXIT, og de store spørgsmål om klima, indvandring og den liberale orden, som har præget politikken i det 21. århundrede, deler i høj grad befolkningerne efter uddannelse.” (s. 399)

 

Hm! Ikke så meget uddannelses-grad som uddannelses-sted. Det er netop fordi store dele af samfundsfag og humaniora er blevet ekkokamre, at akademikere og andre højt- og mellemuddannede (økonomer, jurister, lærere, journalister mv.) ikke magter at tænke ud af boksen (de såkaldt dominerende diskurser), men giver automatsvar (jf. argumentation her).

 

Jo nærmere ved jorden – og ikke-assimilerede indvandrere man bor – jo mindre bryder man mig sig om et EU, hvis politiske vision er Det forenede Europa, som hytter sine egne blandt eliten, mens fanden tager de bagerste.     

 

Hvem og hvad mangler?
Til trods for at litteraturlisten udmærker sig ved at være megalang, mangler den nogle afgørende vigtige titler, hvis man skal begribe den undergangshistorie, der udspiller sig for øjnene af os. Først navnene på en række nulevende forfattere inden for faglitteraturen: Niall Ferguson, Roger Scruton, Peter Hitchens, Douglas Murray, Theodore Dalrymple, Melanie Phillips, Jordan B. Peterson, Jonathan Haidt, Stephen Hicks, Byron M. Roth, Lars Hedegaard, Mehdi Mozaffari m.fl.

 

Så kommer de skønlitterære forfattere. Hvorfor ikke analysere fx Michel Houellebecqs ”Underkastelse”? (hvis ”Vesten mod Vesten” er gået i trykken før den franske forfatters seneste bog “Serotonin”).   

    Og hvorfor ikke udvælge et par store konservative forfattere som fx J.R.R.Tolkien og C.S. Lewis i mangfoldighedens navn?

 

Spørgsmålet er retorisk. Rune Lykkeberg går af indlysende grunde i en kæmpestor bue uden om kristendommen, som ellers er en af hovedforklaringerne på, at ’det vestlige menneske’ er skruet sammen, så vi føler skyld og skam – og dermed også har haft de psykologiske og kulturelle forudsætninger for at gøre op med slaveriet. I modsætning til fx islam, hvor slavehandlen foregår i bedste velgående. I det hele taget indtager islam en meget begrænset plads i bogen, endskønt denne totalitære ideologi får stadig mere indflydelse på Vesten i kraft af Det Muslimske Broderskab.

 

Noget er sandt, og noget er løgn
Jeg kunne have citeret adskillige andre passager, hvor Lykkeberg heldigvis har ændret og nuanceret holdninger siden ”Kampen om sandhederne”.  Men før han sander (sic!), at der ER noget, der er sandt, og der ER noget, der er løgn, vil han altid halte bagefter. Hvis det er ideologierne – og fortællingerne – der skal forklare virkeligheden fremfor indsamling af fakta (fx at EU har vist sig at være alt andet end fredens projekt, fx at islam er en erobrerideologi og dermed det stik modsatte af fredens religion osv. osv.), så kan der skrives mange tykke bøger a la ”Vesten mod Vesten”, uden at videns- og erkendelsesniveauet stiger.     

 

Rune Lykkeberg er så kundskabsrig og så godt begavet, at han ville have kunnet gøre den berømte lille forskel i det vadested, Danmark står anno 2019, hvor det er tvivlsomt, om vi vil overleve som folk på grund af den demografiske udvikling. Men han har ligesom så mange andre kulturradikale, der dybest set godt ved, hvor det brænder på, valgt at tækkes ’det gode selskab’.  
  ”Vesten mod Vesten’ med indbyggede skyklapper er åbenbart så langt, man kan komme som venstreorienteret intellektuel?  

 

Men læs og døm selv, om jeg har givet ”Vesten mod Vesten” en for ublid medfart.

 

FAKTABOKS 1  

ANMELDELSER

 

”Rune Lykkeberg er vores generations mest originale analytiker af politik og kultur.”  Information

”Dette land bliver med Lykkebergs bog beriget med den hidtil mest originale, boblende velfortalte og intellektuelt sprødeste udlægning af elitens og den vestlige verdens storhed og nedtur.” ♥♥♥♥♥ – Politiken

Vesten mod Vesten giver et imponerende overblik over alt fra populærkulturens mest opdyrkede udtryk til filosofiens, sociologiens og politologiens fremmeste stemmer.” – Weekendavisen

Imponerende… Lykkebergs bog kommer til at blive stående.” ★★★★★ – Kristeligt Dagblad 

“Hvis Rune Lykkeberg var kendt uden for Danmarks grænser og havde skrevet sin bog på engelsk, var den blevet en international bestseller.” ★★★★ – Jyllands-Posten

Den tror på fremtiden og på menneskeheden i en kulturpessimistisk tid.” – Berlingske

 

FAKTABOKS 2

OM FORFATTEREN

Rune Lykkeberg (f. 1974) har studeret filosofi og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han har tidligere udgivet de anmelderroste titler KAMPEN OM SANDHEDERNE (2008) og ALLE HAR RET (2012) og har blandt andet modtaget Georg Brandes-prisen, Berlingske Journalisters Pris og Holbergmedaljen. Rune Lykkeberg er chefredaktør på Dagbladet Information.



 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…