Statsminister Mette Frederiksen er i dag på besøg hos den franske præsident Emmanuel Macron. De skal blandt andet diskutere asylpolitik.
Det vil der næppe komme de store konkrete resultater ud af. Alligevel kan mødet blive farligt for de blå partier i Danmark, med Jakob Ellemann Jensen i spidsen.
Mette Frederiksens forslag
Mette Frederiksens budskab til den franske præsident vil være, at flygtningesystemet i EU slet ikke fungerer. Hun vil i stedet tale for et system, som Socialdemokratiet i Danmark har haft som mærkesag siden februar 2018:
Det skal fremover ikke længere være muligt for migranter at rejse ind i Danmark og søge asyl på eget initiativ (spontan asylansøgning).
Mette Frederiksen foreslår i stedet, at asylansøgere samles i modtagecentre uden for EU’s grænser. Deres ansøgning skal så vurderes her, inden de kommer ind i EU-landene. Bliver ansøgningen afvist, må de rejse tilbage.
Dette er ikke ligefrem nogen ny idé. Den har i flere år været diskuteret mellem EU-landene.
Lars Løkke var således involveret i et fælles initiativ med den østrigske kansler Sebastian Kurz, der har været en foregangsmand for denne tanke om et asylcenter uden for EU.
Men indtil videre har man ikke kunnet finde noget land uden for EU, der har villet lægge territorium til et sådant asylcenter. Derfor er denne debat blevet skruet ned på lavt blus.
Hård kritik af Macron
Macron vil sikkert erklære sig enig i, at det er på tide at sætte skub i et nyt asylsystem i EU. Han har selv brug for at virke handlekraftig i udlændingepolitikken.
Længe har den franske præsident været meget slap og passiv i forhold til indvandringens problemer. Han har faktisk fornægtet, at der overhovedet var sådanne problemer. Det har bidraget til, at han er upopulær hos vælgerne.
Kort før Macron blev valgt til præsident erklærede han: ”I modsætning til, hvad mange siger, oplever vi ikke nogen migrationsbølge. Dette tema bør ikke gøre den franske befolkning urolig.”
Man forstår, hvorfor Macron er blevet det store politiske idol for den radikale Morten Østergaard!
Macrons tidligere indenrigsminister, den populære Gérard Collomb, gik i vrede og frustration over, at præsidenten ikke gjorde noget ved problemerne med ukontrolleret indvandring.
Mens antallet af asylansøgere på det seneste er faldet i store dele af Europa, herunder Danmark, er det steget kraftigt i Frankrig. Sidste år steg antallet med hele 21,8 procent.
I en meningsmåling sagde to tredjedele af franskmændene (64 procent), at ”man ikke længere føler sig hjemme i sit eget land, som man gjorde tidligere.” (Ipsos/Sopra Steria)
Den illegale indvandring til Frankrig er fordoblet på bare fire år. Over halvdelen af de illegale indvandrere bliver i landet. Samtidig steg den legale indvandring altså kraftigt – 122.000 asylansøgere sidste år.
I dagbladet Le Figaro leverede Vincent Trémolet de Villers denne ætsende kommentar:
”Den almindelige opfattelse er, at staten ikke længere har styr på noget som helst.”
Mette F. og Macron kan hjælpe hinanden
Men nu står Macron over for et kommunalvalg i begyndelsen af næste år og et præsidentvalg i 2022. Samtidig led han et sviende nederlag til Marine Le Pen ved valget til Europa-Parlamentet.
Så den franske præsident har hårdt brug for at give den som strammer i udlændingepolitikken. Det kan Mette Frederiksen hjælpe ham med.
Omvendt kan Macron hjælpe Mette F. med at signalere til de danske vælgere, at hun har international pondus, og at hun bruger denne pondus til at styrke en stram udlændingepolitik.
Derfor mødes de to i Paris i dag – ikke mindst for at tale om udlændingepolitik.
Mette Frederiksen har indenrigspolitisk dagsorden
Men samtidig lancerer den tyske indenrigsminister Horst Seehofer nu sit eget forslag til et fælles europæisk asylsystem.
Hvis et sådant system overhovedet bliver til noget, kommer Danmark ikke til at deltage. Men opmærksomheden i EU vil nok blive trukket over mod Seehofers forslag. Derfor vil der næppe være den store interesse for, hvad Mette Frederiksen taler med Emmanuel Macron om.
Det vil dog nok ikke genere hende voldsomt. Hun har nemlig først og fremmest en indenrigspolitisk dagsorden med besøget i Paris.
Hun vil vise, at hun har førertrøjen på i den danske udlændingepolitik. Og hun blev hjulpet godt på vej af hovedrivalen Venstre i den forgangne weekend.
Venstres selvskabte problem
Op til Venstres landsmøde opstod der intern strid, fordi især Inger Støjberg havde bifaldet den meget stramme kurs i udlændingepolitikken, som danskerne ifølge en ny undersøgelse ønsker.
Dette undsagde en gruppe Venstre-folk med Bertel Haarder i spidsen i et avisindlæg. Og partiets nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, kom også med skarp kritik af den holdning, der fremstod i målingen.
Men Ellemanns undsigelse byggede på et fejlagtigt grundlag. Og hele balladen fik skabt et indtryk, som kan skade Venstre. (se link i bunden)
Venstre står tilbage som et parti, der ikke kan blive enig med sig selv om at føre en konsekvent stram udlændingepolitik.
Imens rejser Mette Frederiksen til Paris og giver den som Danmarks store strammer på den internationale scene.