Er partiet AfD kommet for at blive? – Et epokegørende valg i delstaten Thüringen

Björn Höcke fra AfD/Skærmprint fra video i Die Welt

For en gangs skyld havde meningsmålingerne ret. Forud for delstatsvalget i Thüringen d. 27. oktober herskede der bred enighed om, at mens de stridende koalitionspartnere i den tyske forbundsdag i Berlin, det socialdemokratiske parti (SPD) og kristdemokraterne (CDU), måtte regne med betydelige tab, ville Thüringens regerende ministerpræsident siden 2004 Bodo Ramelow og hans parti, Die Linke/PDS, der er vokset frem af det tidligere østtyske kommunistiske parti, gå frem. Ligeledes blev det forudsagt, at det højreorienterede protestparti Alternative für Deutschland (AfD) på trods af den voldsomme kampagne, der har været ført mod partiet i så godt som alle medier, kunne blive valgets sejrherre.

 

Her må det forudskikkes, at der d. 1. september i år blev afholdt lokalvalg i delstaterne Brandenburg og Sachsen – ligesom Thüringen før Murens fald i 1989 en del af den kommunistiske diktaturstat DDR. De to regeringspartier SPD og CDU led alvorlige nederlag i begge valg, mens AfD vandt en overvældende sejr med en fremgang på henholdsvis 11,3% og 17,8% og dermed blev det næststørste parti i begge delstater.

 

Ved valget i Thüringen i søndags så resultatet således ud: Die Linke gik frem med 2,8% til 31%, AfD med hele 12,8% til 23,4, CDU tilbage med katastrofale 11,7% til 21,8%, SPD tilbage med 4,2% til 8,4% og miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen tilbage med 0,5% til 5,2% dvs. 0,2% over spærregrænsen.

 

Den tidligere regering i delstaten bestod af en koalition af Die Linke, SPD og Die Grünen, men har efter dette valg ikke længere et flertal i det lokale parlament. Og da CDU har afvist at ville indtræde i et regeringssamarbejde med Die Linke, betyder dette, at der ikke er flertal for en koalition henover midten. For førtste gang i Forbundsrepublikkens historie kan der ikke dannes en regering uden deltagelse enten af Die Linke eller AfD, de to yderpunkter i dagens tyske politik.

 

Dette er en bitter pille at måtte sluge for den siddende ministerpræsident. Bodo Ramelow, der er vesttysker, går snarere for at være pragmatiker end en stram ideolog. Han er populær ud over sit partis grænser og betragtes som Thüringens ”Landesvater”, altså som en landsfaderskikkelse. Mange mener ovenikøbet, at Ramelow faktisk er i det forkerte parti og snarere må betegnes som højreorienteret socialdemokrat. Men det afvisende CDU peger omgående på, at Die Linke stadigvæk – selv efter DDR-statens undergang – har socialismen som sit endemål, og at der i partiets parlamentsgruppe sidder flere tidligere Stasi-medarbejdere.

 

Så Ramelow har en – omend noget beskeden – valgsejr, som han i nuværende stund intet kan stille op med, medmindre CDU skifter signal. Men dette ville resultere i et ramaskrig blandt dette partis konservative vælgere. Derimod er netop dette parti såvel som SPD og Die Grünen ifærd med at slikke deres sår.

 

Valget kan nemlig også ses som et rungende mistillidsvotum til den siddende regering i Berlin med Angela Merkel i spidsen. Hendes personlige popularitet tør ingen – endnu – rokke ved. Men det er gået ud over CDUs partichef, forsvarsminister Anne Kramp-Karrenbauer, respektløst kaldt AKK, der så sandelig heller ikke gør nogen god figur, selvom Merkel forsøger at bygge hende op som partiets kanslerkandidat ved næste forbundsdagsvalg.

 

CDUs ungdomsorganisation har endda her for nogle dage siden krævet en debat om partiets fremtidige ledelse. Én af Kramp-Karrenbauers farligste konkurrenter, den lynende intelligente Friedrich Merz, er da også klar i starthullerne og har højlydt kritiseret valgresultatet i Thüringen og i skrivende stund endda krævet, at Merkel går af som forbundskansler.

 

Også hos socialdemokraterne knager det i fugerne. Partiet er nærmest splittet mellem tilhængere og modstandere af den nuværende koalition i Berlin og ser denne som årsagen til det dårlige resultat ved valget i Thüringen. Reaktionen har dog været mere behersket end hos CDU al den stund partiet for tiden er mest beskæftiget med valget af en ny ledelse i november.

 

De to par – partiet har nemlig besluttet, at den nye ledelse skal bestå af to personer m/k – der kommer til at konkurrere repræsenterer henholdsvis SPDs højre- og venstrefløj. Jokeren i partiets bestræbelser på at få en ny og mere effektiv ledelse er ungsocialisternes chef Kevin Kühnert, der kræver en skarp venstredrejning med bl.a. nationalisering af den tyske bilindustri. Så der er nok af sprængstof.

 

Og selv inden for partiet Die Grünen føres en debat på trods af den relativt ringe tilbagegang. Partiet har ved tidligere valg i de seneste år kunnet ride på den delvis irrationelle klimadebatbølge og herigennem haft en betydelig vælgertilslutning. Således havde partiet ved Europavalget d. 26. maj i år en fremgang på 9,8%, mens CDU og SPD gik tilsvarende tilbage.

 

Men det dominerende tema i Tyskland i dag er AfDs sensationelle valgsejr. Partiet blev grundlagt i 2013 i første omgang som et anti-Eurozone-parti med en sund skepsis overfor EUs stadigt mere intensive forsøg på en europæisk integration. Det er tordnet frem, ikke mindst siden det ved sidste valg til den tyske forbundsdag i 2017 fik 12,6% af de afgivne stemmer og dermed for første gang fik sæde i parlamentet i Berlin med ialt 94 pladser.

 

Det er nu tydeligt, at AfD er blevet det nye folkeparti i de østlige dele af Tyskland, de dele, der økonomisk var på sammenbruddets rand, da Muren faldt. Mange unge østtyskere er ”udvandret” til de stærkt industrialiserede vestlige dele af Tyskland, hvor der var arbejde at få. Selvom Forbundsrepublikken årligt sender milliarder af hård valuta østpå for at genopbygge økonomien ikke mindst i de dele, der ligger ved den polske grænse, er lønniveauet mange steder stadigvæk ca. 20% lavere end i de vestlige regioner, og visse landsdele nærmest affolket.

 

Derfor kan det ikke undre, at mange – ikke mindst blandt de unge – har følt sig ladt i stikken. Således føler 44% af Thüringens befolkning sig ifølge en aktuel meningsmåling som andenklasses borgere. De har i AfD fundet et parti, der taler deres sag. Så kan medierne nok så eftertrykkeligt stemple AfD som et højrepopulistisk, nationalistisk og endda kryptonazistisk parti.

 

Sandheden er dog snarere, at partiets program er centreret omkring flg. punkter: skepsis over for EU, en udtræden af Eurozonen og en tilbagevenden til den stærke D-Mark, en opsigelse af Schengen-aftalen om åbne grænser og dermed et omgående stop for indvandringen af angst for en endnu større arbejdsløshed.

 

AfDs succesrige chef i Thüringen, den tidligere gymnasielærer Björn Höcke, må ifølge en domstolsafgørelse gerne betegnes som fascist, selvom han selv hævder at være stærkt påvirket af tanker hos den kendte jødiske religionsfilosof Martin Buber. Anklagen har da heller ikke rokket ved hans popularitet. Men at kalde AfD for et fascistisk parti er at gå galt i byen.

 

Det drejer sig med AfD snarere om det eneste anti-EU-parti i Tyskland og om et protestparti, der på det sociale område taler den lille mands sag. Og det skal det da have lov til.

 

Die Welt med video

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…