Al mulig god grund til at stemme DF til EU-valget
Af: Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Østjylland
På søndag får danskerne mulighed for at være med til at bestemme, hvilken retning EU skal bevæge sig i de næste fem år. Jeg håber, at rigtig mange danskere vil benytte sig af den mulighed.
For første gang i EU-parlamentets historie er der nemlig udsigt til, at der efter valget vil kunne blive dannet en stor, EU-skeptisk gruppe i Europa-Parlamentet. En gruppe, som vi i Dansk Folkeparti har været med til at danne, og en gruppe, som grundlæggende er enige om, at nationalstaterne skal fylde mere, og at EU skal fylde langt mindre. Der er således tale om en stor partigruppe, som de EU-glade partigrupper i parlamentet simpelthen ikke kan komme uden om.
Det er en historiske chance, som vi i Dansk Folkeparti ønsker at gribe. Men det kræver opbakning fra danskerne. Den kommende EU-skeptiske gruppes styrke vil nemlig afhænge af, hvor mange mandater de enkelte partier kan stille med i EU-parlamentet. Derfor er det ikke lige meget, om Dansk Folkeparti får ét eller fire mandater efter valget på søndag.
Er du bekymret over EU’s stigende indflydelse på en lang række danske velfærdsområder som eksempelvis SU og børnepenge? Eller er du træt af EU’s åbne grænser og manglede løsninger på de store migrantstrømme? Så er der god grund til at bakke op om den nye super EU-skeptiske gruppe ved at stemme på Dansk Folkeparti på søndag.
Den nye gruppe er en nødvendighed i en tid, hvor Brexit desværre blot har medført, at EU-toget – med den franske præsident Macron som lokomotivfører – blot sætter tempoet op og buldrer videre derudad i retningen af mere EU.
Dansk Folkepartis nye partigruppe vil køre i en anden retning. Vi vil trække nødbremsen og sætte toget i bakgear. Vi vil have mindre EU og mere nationalstat. Vi vil have et Nationernes Europa, hvor selvstændige nationer arbejder sammen med hinanden med respekt for det enkelte lands forskelligheder.
Ingen af de andre opstillede danske partier har til udsigt at blive en del af en partigruppe i EU-parlamentet, som vil kæmpe imod mere EU. En blank stemme eller slet ikke at stemme vil kun gavne de EU-glade partier. Dermed er der al mulig god grund til at stemme på Dansk Folkeparti til EU-valget på søndag.