Er den italienske banksektor ved at kollapse?

Colourbox

Den Europæiske Centralbank har netop været tvunget til at overtage kontrollen over en italiensk bank for at undgå et totalt sammenbrud.

 

Det drejer sig om Banca Carige SpA. i Genoa. Banken er historisk kendt som CAssa di RIsparmio di GEnova e Imperia (Carige), og den er Italiens 10. største bank og har omkring 500 filialer. Banken havde ved udgangen af september indlån for omkring 16 mia. € og siden ECB-indgrebet, er bankens aktier nærmest værdiløse.

 

Den Europæiske Centralbank har indsat et ledelseshold på seks mand, efter at den italienske banks bestyrelse resignerede efter et fejlslået forsøg på at rejse ny kapital.

 

Ifølge Reuters har Banca Carige i de seneste år tabt 1,5 milliarder euro – 12,7 milliarder kroner. Baggrunden er ifølge pressekilder “årtiers dårlig ledelse”, dårlige udlån og for stor eksponering i forhold til lokalområdet omkring Genova.

 

Banca Carige

Bankens historie kan føres tilbage til 1483 og til en kirkelig låneinstitution, Monte di Pietà, i den daværende republik Genoa.

 

En Monte di Pieta var en kirkelig pantelånervirksomhed, der siden den italienske renæssance i det 15. århundrede, har ydet lån mod pant og for en beskeden rente. Grundlaget for udlånsvirksomheden var en fond – et bjerg af pietet (Monte di Pietà), midler som velhavende medlemmer af den katolske kirke havde stillet til rådighed af pietetsfølelse – opfyldelse af deres forpligtelser som kristne mennesker, der tilsagde hensynsfuldhed og medfølelse med medmennesker, og respekt for afdøde, for traditioner og religion.

 

Barnabas i Terni regnes for den første institution, der blev udviklet i byerne som en tidlig form for organiseret velgørenhed som samtidig kunne ses som en reform af de ågervilkår, der prægede datidens udlånsvirksomhed. Tilsvarende udlånsinstitutioner blev etableret i andre katolske lande som Mont de Piedad i Spanien. I Mexico er Nacional Monte de Piedad stadig virksom.

 

Tidligere bankredninger

Sidste år måtte verdens ældste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena fra 1472, reddes ved en fælles indsats af Den Europæiske Central Bank, ECB, konkurrencekommissær Margrethe Vestager i EU-Kommissionen og den italienske regering, der måtte garantere for bankobligationer til en værdi af 11 milliarder euro. Banca Monte dei Paschi di Siena var ligeledes udsprunget af et ”Monte di Pieta”.

 

Der har ligeledes været en række tilfælde, hvor nødlidende banker i regionen Veneto har været tvunget til at fusionere med andre banker. I juni 2017 blev Banca Popolare di Vicenza SpA og Veneto Banca SpA overtaget af Intesa Sanpaolo SpA. Det krævede imidlertid, at den italienske stat overtog de 2 bankers dårlige lån og samtidig måtte give Intesa Sanpaolo vidtrækkende garantier mod yderligere risici.

 

Italienske banker kan ikke klare en stresstest

Krisen i den italienske banksektor er kommet op til overfladen efter de stresstests, som den europæiske centrale bankmyndighed, EBA, løbende gennemfører i forhold til de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarer sig pænt i testene. Italienske banker derimod er i vanskeligheder.

 

Italien har generelt meget svage banker. De har i årevis udlånt uden tilstrækkelig sikkerhed, og Italiens økonomi har i mere end 15 år været i stagnation. Det startede før finanskrisen og er blevet accelereret af krisen. Italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro, og de har kun hensat halvdelen af dette beløb til imødegåelse af tab.

 

Ligesom i tilfældet med Banca Monte dei Paschi di Siena viste det sig mod slutningen af 2018 umuligt for Banca Carige at imødekomme likviditetsbehovene ved at rejse ny ansvarlig kapital på det almindelige marked.

 

Det kan ikke udelukkes, at den italienske regering i lighed med Banca Monte dei Paschi di Siena senere må gå ind og redde banken.

 

Men det bliver svært:

 

Den italienske banksektor, der generelt har for store beholdninger af dårlige lån og desuden er ramt af de faldende kurser på deres beholdninger af italienske statspapirer. Der er derfor ikke mange store banker, der har lyst til at udsætte sig for den risiko, som en eventuel overtagelse af Banca Carige ville indebære.

 

Intesa Sanpaolos redningsaktion af de 2 Veneto-banker lader sig derfor næppe gentage med Banca Carige.

 

Reformforsøg

Selv om der i Italien har været nogle forsøg i de seneste år på at reformere banksystemet, har indgrebene typisk haft karakter af feberredninger i sidste øjeblik, når presset på enkelte banker nåede kritiske niveauer. Redningerne har måske midlertidigt mindsket spændingerne på markedet, men har ikke ændret de grundlæggende årsager til banksektorens systemiske stress: den italienske økonomi reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.

 

I de populære fremstillinger af den italienske banksektor fokuseres ofte på den dårlige forvaltning og ledelse af italienske banker, den omsiggribende korruption, svindel og misbrug, den udbredte praksis med favorable lån til venner og familie, de usmagelige bånd til politik og organiseret kriminalitet m.v.

 

Der er en vis sandhed i alt dette, men den væsentligste årsag til den italienske bankkrise, er at finanskrisen har været hård ved Italien. I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession siden 2008 – BNP er faldet med 10 procent, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og udviklingen er endnu ikke for alvor vendt.

 

Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og hvis BNP opgøres pr. indbygger, er situationen endnu mere alvorlig med et BNP-niveau, der stort set ikke er vokset i 20 år.

 

Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et monstrøst skatte- og afgiftsniveau mv. har bidraget til problemerne.

 

Det skal dog medgives, at de seneste italienske regeringer faktisk har ført en relativ stram finanspolitik, der faktisk har virket – det private forbrug er reduceret, importen er faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. Krisen har ikke mindst ramt Italiens mange små og mellemstore virksomheder, og det har igen sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.

 

Politisk udfordring for den italienske regering

Krisepolitikken og den udbredte folkelige utilfredshed har samtidig banet vejen for den nuværende regeringskoalition bestående af 5-Stjernebevægelsen og Liga-partiet.

 

Regeringen måtte som bekendt inden udgangen af 2018 efter krav fra EU-Kommissionen moderer finansloven for 2019 og reducere det budgetterede underskud.

 

Den italienske bankkrise udgør en ny, monumental udfordring for regeringen.

 

Især 5-Stjernebevægelsen har i årevis ført kampagne mod bankerne. Det skulle være slut med bankpakker – i stedet skulle små virksomheder og fattige borgere have hjælp. Bevægelsen har samtidig lovet at skærme ikke kun indskydere og obligationsejere, men også småaktionærer i bankerne mod tab i tilfælde af bankkrak. Der er faktisk på finansloven for 2019 afsat en pulje på 1,5 mia. € til kompensationer til dem der allerede har tabt penge på bankkriser.

 

I tilfældet med Banca Carige kan det ende med, at regeringen enten må skyde flere penge ind i banksektoren eller acceptere, at også småinvestorer taber penge.

 

Under alle omstændigheder er der i øjeblikket i Italien i bankkredse og i regeringskontorerne en udbredt bekymring for at Banca Carige-sagen yderligere vil bidrage til den modstand mod erhvervslivet og etablerede institutioner og systemer, som allerede har givet 5-Stjernebevægelsen og regeringen vind i sejlene.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…