Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

Er de israelske bosættelser på Vestbredden ulovlige i henhold til international lov?

 

Nej det er de ikke, som EU og FN fejlagtigt påstår. Det siger en gruppe internationale eksperter, der arbejder i Hague, Holland og kalder sig: thinc. The Hague Initiative for International co-operation. Hjemmeside: www.thinc.info

 

Formålet for denne gruppe er, ved hjælp af International lov at være med til at skabe varig fred, også når International lov bliver misbrugt og misfortolket af magtfulde organisationers forudfattede meninger, som ovenfor nævnt.  

 

Mandag den 18 november 2019, meddelte USA´s udenrigsminister Mike Pompeo at den nuværende amerikanske administration, ledet af præsident Trump, ikke anser de Israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige. Israels premierminister Benjamin Netanyahu roser Pompeo og USA administration for at de nu har rettet, den historiske falske påstand om at bosættelserne på Vestbredden skulle være ulovlige. Han minder samtidigt om at Jøderne har sit navn efter Judæa, som er en del af Vestbredden.

 

Et kompendium på ca 50 sider, skrevet af Andrew Tucker og Matthijs de Blois, gennemgår dette vigtigt emne, historisk og i forhold til International lov. I det følgende er en kort gennemgang af dette kompendium, idet jeg forsøger at få de væsentligste punkter med fra indholdet.

 

Historisk baggrund

Det jødisk folks historie går over 3000 år tilbage, hvor kong David regerede i Jerusalem, Judæa og Samaria, som vi kan læse om det i Kongebøgerne i Biblen. I år 70 efter Kristi fødsel blev Jerusalem jævnet med jorden af Romerne og jøderne spredt ud over jorden, til mangfoldige nationer. 

 

Siden er landet blevet regeret af forskellige herskere fra Romerne til Det Tyrkiske, Osmanske rige der herskede over Palæstina i 400 år op til 1. verdenskrig. 

 

Tyskland og Det Osmanske Rige tabte 1. verdenskrig til de allierede. Derefter besluttede England og Frankrig, sammen med det internationale samfund, (Folkeforbundet) i San Remo, April 25 i 1920 at skabe et Mandat for Palæstina, som et hjem for det jødiske folk, idet man anerkendte den historiske forbindelse som jøderne havde til Palæstina i landområdet øst for floden Jordan, inklusive Vestbredden og Jerusalem. Se kortet, Det Britiske Mandat. 

 

The Mandate for Palestine – July 24, 1922 er en uddybning af dette mandat fra Folkeforbundet.

 

Allerede i Balfour Erklæringen – November 2, 1917 havde den Britiske regering højtideligt godkendt etableringen af et jødisk hjem i Palæstina. Kongedømmet Jordan (Transjordan) var øst fra floden Jordan, og Palæstina det jødiske hjem var vest for floden Jordan.   

 

De Mellemøslige lande, som tidligere var under det Osmanske Tyrkiske rige, skulle ligeledes være selvstændige nationer. Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Saudi Arabien med faste grænser. Disse grænser der blev fastlagt efter I Verdenskrig af de allierede, er der aldrig blevet sat spørgsmål tegn ved. 

 

”uti possidetis juris”

Dette udtryk dækker over et princip i international lov, hvor en koloni magt som ønsker at give selvstændighed til en ny nation, fastsætter grænserne for en sådan nation, for at skabe stabilitet og tryghed. I det Britiske mandat som blev fastlagt af Greath Britian i de forskellige erklæringer fra 1917, 1920, 1922 og 1923 har et klart afgrænset land område, med klare grænser både i det nordlige (Goland højderne) og mod øst, til floden Jordan, incl. Jerusalem og Vestbredden. 

 

Men den arabiske befolkning og de omliggende arabiske lande godkendte ikke disse grænser, som briterne og franskmændene havde fastlagt, når det gælder Israel, mens grænserne for de øvrige nationer i Mellemøsten blev godkendt. 

 

Da Briterne trak sig fra Palæstina i 1948 og Israel proklamerede oprettelsen af den jødiske stat den 18 maj, 1948. helt i overensstemmelse med international lov og Mandatet for Palæstina som var givet til dem af Britterne, angreb Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon alligevel denne nye stat. 

 

Men Israel overlevede, dog var landområdet langt mindre end det der var lovet jøderne i det Britiske Mandat. Der blev indgået en våbenhvile, den armistice våbenhvile, også kaldet den grønne line, fordi grænserne blev tegnet med grønt blæk. Dog var alle parter enige om at de grænser, som opstod efter krigen ikke var nogle blivende grænser. Egypten besatte Gaza, Jordan besatte Vestbreden og annekterede den, på trods af at dette var ulovligt efter International lov. Alle jøder der boede på Vestbredden, blev fjernet med vold og deres huse og hjem blev beslaglagt. En etnisk udrensning som man sjældent hører om. Syrien indtog dele af Goland højderne.

 

Sagt med andre ord, de grænser der opstod efter våbenhvilen i 1949, før 1967 var kunstige midlertidige grænser, umulige for Israel at forsvare. Dog taler en del politikere i dag om at Israel skal tilbage til de grænser der var før 6 dages krigen i 1967.

 

6 dages krigen i 1967

Israel blev igen tvunget ud i en krig imod sine naboer, Egypten, Syrien og Jordan i 1967. Hvor Israel imod alles forventninger fik kontrol med Sinai, Vestbreden, Øst Jerusalem og Goland højderne. Vestbredden og Øst Jerusalem blev befriet sådan at jøderne fik det land tilbage som Mandatet for Palæstina oprindeligt havde fastslået. I Yom Kippur krigen i 1973, hvor Israel igen blev angrebet, taget på sengen, lykkedes det Egypten og Syrien at trænge nogle få kilometer ind på Israelsk område, før Israel fik mobiliseret og brød igennem de Egyptiske linier og omringede hele den Egyptiske hær i Sinai. Israel kunne havde indtaget Cairo og Damaskus, hvis ikke Rusland havde lagt et voldsomt press på Israel for at stoppe krigen og få en våbenhvile istand.

 

I 1979 underskrev Israel en fredsaftale med Egypten og trak sig tilbage fra Sinai halvøen. I 1994 blev en freds aftale indgået med Jordan. Oslo aftalerne i 1993, imellem Israel og PLO, endte med at Israel både i år 2000 og i 2008 var villige til at give næsten hele Vestbredden til en selvstændig Palæstinensisk stat, men PLO afviste alle tilbuddene.

 

Flygtninge problemet

Imellem 450.000 og 750.000 arabere flygtede fra Palæstina i årene 1947-1949, de fik løfte om snart at kunne flytte tilbage, når araberne havde besejret jøderne. Samtidigt var der ca. 850.000 jøder der flygtede fra de arabiske lande i Mellemøsten og Nord Afrika, fra Vestbredden og fra Øst Jerusalem, på grund af den stigende antisemitisme og forfølgelse af jøder. Der er mange forskellige meninger om dette tragiske flygtninge problem, men én ting er sikkert, at den konflikt der var årsagen til denne flygtninge strøm, blev startet af Arabernes modvilje imod at acceptere jøderne som naboer. De jødiske flygtninge er blevet integreret i Israel, hvorimod de arabiske flygtninge er blevet tvunget til at leve i flygtninge lejre, og bliver brugt som propaganda imod Israel, som ikke ønsker disse flygtninge tilbage. 

 

En blomstrende udvikling

Israel har siden 1948 udviklet sig til et velfungerende og blomstrende demokrati, som beskytter minoriteter af ikke jøder, som har de samme rettigheder som jøderne. Over 20 procent af Israels indbygger er arabere, adskellige medlemmer af det Israelske parlament og én højesteretsdommere er ligeledes arabere. Israel har et stærkt kreativt erhvervsliv. Er blevet en førende nation når det gælder IT og våben til at forsvarer sig imod raket angreb. Israels hær, har vist at den er i stand til at forsvare sine indbyggere både imod krig og terror. 

 

Desværre er det ikke gået lige så godt for de arabiske palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Der var tilløb til demokratiske valg i Gaza, men demokratiet er hurtigt blevet undertrygt. Hamas ledere i Gaza tåler ikke kritik, befolkningen holdes i et jerngreb, mange palæstinensere er blevet skudt, eller hængt op i lygtepæle med hovedet ned af, anklaget for at være spioner for Israel, uden nogen rettergang med mulighed for at forsvare sig. De mange milliarder dollars der gives til Gaza og Vestbredden går for en stor del i ledernes lommer eller til deres familier. 

 

Der bygges tunneler i Gaza, in under den Israelske grænse, for at kunne komme ind i Israel og dræbe jøder. Familierne til terrorister og selvmordsbombere, belønnes med livs lang pension. Skolebørn oplæres til at hade og dræbe jøder. En udvikling som helt tydeligt går i den forkerte retning og som sandsynligvis vil forsætte ned ad bakke. De Vestlige lande der støtter Palæstinenserne, stiller ingen krav til noget regnskab, for de milliarder der hældes ud over palæstinenserne. Kaos og ustabilitet råder i store områder af Mellemøsten, Isis, Hisbolla, Harmas, Det Muslimske Broderskal og mange mange andre terror organisationer, sætter dagsordnen i de arabiske land, med det resultat at minoritets grupper som jøder og kristne forfølges og myrdes.  

 

Min konklusion

Den 6 november, 1973 mødtes de 9 EF lande i Bryssel for at formulere en ny Europæisk pro-arabisk politik, sådan at Olie-boykotten af Europa kunne ophæves. Her blev det besluttet at EF frem over skulle arbejde for en palæstinensisk stat, i de ”besatte” områder, fra før Sex dages krigen i 1967. Samtidigt skulle man erklærer alle jødiske beboelser i disse områder for ulovlige, imod international lov. Man købte olie for jødisk blod. Danske udenrigsministre har siden, adskillige gange, med stor indignation og autoritet, stået frem på TV skærme og postuleret at Israels bosættelser er ulovlige efter international lov. Og at en 2 stats løsning er eneste mulighed for fred i Mellemøsten. 

 

Sandheden er, at EU´s og Danmarks indblanding i suveræne staters forhold er ulovligt efter international lov. Hvorimod der ikke er noget ulovligt i, at jøder køber jord og bygger virksomheder og boliger på Vestbredden, i øvrigt til stor gavn for palæstinenserne der bor på Vestbredden. Hvis Israel annektere Vestbredden, vil det være til stor gavn for den palæstinensiske befolkning. De vil få politisk og religiøs frihed, de vil kunne danne partier som de kan stemme på, men fremfor alt vil de få mulighed for arbejde, formodentligt hovedsagligt igennem de firmaer som jøderne tager initiativ til. De palæstinensiske ledere derimod, som i enhver henseende har vist sig u kompetente, kun holdt i live af politikken fra et pro-arabisk internationalt samfund og de mange milliarderne der bevilges hvert år til palæstinenserne, disse ledere vil sandsynlig, ikke få uindskrænket lov til at tyraniser endnu en befolknings gruppe i Mellemøsten. 

 

En 2 stats løsning, med et palæstinensisk lederskab, vil være en katastrofe, for alle involverede partner og imod international lov, og de løfter jøderne har fået, i Baldford Erklæringen og de efterfølgende bekræftelserne i 1920 – 1922 og 1923. Ingen anden stat på jordens overflade ville acceptere en 2 stats løsning hvis de var i jødernes sko, heller ikke Israel, da Israel ønsker fred.

 

https://www.thinc.info/wp-content/uploads/2017/06/thinc-INT-brochure_22june17_small.pdf

 

The Oslo Agreements (1993)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Israel after the Six-Day War (June 10, 1967)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

The Partition Plan (1947)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

The British Mandate

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vulnerability of Israeli Cities

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vulnerability of Jerusalem

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…