En af politiets efterforskningsafdelinger, Særlig Efterforskning Øst (SEØ), har i tæt samarbejde med Fyns Politi ransaget atten forskellige adresser på Fyn, hovedsageligt i Odense-området.
Det viser sig nu, at banderne i hovedstadsområdet efter politiets opfattelse er blevet forsynet med våben og ammunition fra især et stort lager i Odense.
Aktionen fandt sted i går, den 20. september, hvor i alt 14 personer blev anholdt.
De fremstilles i dag i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Odense.
I alt blev 51 våben og en stor mængde ammunition beslaglagt. Heraf blev i alt 40 af våbnene fundet på et lager, medens den resterende mængde våben og ammunition blev fundet på enkeltpersoner, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Resultatet af en længerevarende efterforskning
Anholdelses- og ransagningsaktionen er kulminationen på en længerevarende efterforskning af distribution af våben, der efter politiets klare opfattelse blandt andet sker til de grupperinger, der er en del af den nuværende konflikt i hovedstadsområdet, skriver politiet pressemeddelelsen.
”På baggrund af denne efterforskning bliver en stor mængde våben nu holdt ude af de kriminelle miljøer, og det er vi meget tilfredse med. Vores indsats fortsætter, og det samme gør den videre efterforskning af denne sag,” siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen.
Over 30 skud affyret for blot en uge siden
Seneste skudepisode i bandekrigen fandt sted for en lille uges tid siden, nærmere betegnet søndag den 15. september i Ishøj.
Her blev der ved ni-tiden om aftenen affyret omkring 30 skud fra to skydevåben i forbindelse med et møde mellem personer i to forskellige biler.
En 22-årig mand mistede livet, medens to andre blev såret, men er uden for livsfare.