Filmanmeldelse: STALKER – En kvinde forfølges

*** 3 stjerner ud af 6

 

Irske Neil Jordan (født 1959) er både forfatter og filminstruktør. Han har skrevet og instrueret i alt 15 spillefilm og er kendt for bl.a. ”The Crying Game” (1992), ”En vampyrs bekendelser” (1994) med Tom Cruise og Brad Pitt og ”Michael Collins” (1996) med Liam Neeson i hovedrollen. Desuden har Neil Jordan skrevet og instrueret tre sæsoner af tv-serien ”The Borgias” (2011-13).

 

Hans seneste film bærer originaltitlen GRETA, og det er lidt uforståeligt, at denne titel ikke er blevet fastholdt frem for at ”oversætte” til STALKER. Men selvfølgelig angiver valget et hovedtema.

 

Handling
Frances (Chloë Grace Moretz) er flyttet til New York og bor som lejer i et forældrekøb hos den jævnaldrende og en hel del mere sofistikerede Erika (Maika Monroe). Frances selv er en køn, sød, ung pige med gode værdier i ryggen. Så da hun finder en glemt håndtaske på et sæde i undergrunden, står det ikke til diskussion, at den skal leveres tilbage til ejermanden. Eller rettere sagt ejerkvinden Greta Hideg (Isabelle Huppert), hvis visitkort heldigt nok ligger i tasken.  

 

Frances opsøger Greta på dennes adresse. Hun præsenterer sig som fransk klaverlærer og inviterer på kaffe. Greta fremstår som lidt ubehjælpsom og afslører hurtigt sin ensomhed. Manden er død og hendes eneste datter bosat i Paris.   
  Frances får ondt af hende, og da hun selv for nyligt har mistet sin mor, føler hun også en trang til at knytte sig til den ældre kvinde. Imidlertid viser Greta sig at være en noget anden person end den, Frances i første omgang bliver tiltrukket af.

 

En blanding af psykologisk drama og thriller
Genremæssigt kan ”Stalker” placeret som en blanding af psykologisk drama og thriller, og der bliver ikke sparet på gysereffekterne – på først og fremmest lydsiden.  Plottet er bygget op med diverse overraskelser, der ikke skal afsløres her, og der bliver spillet overbevisende i de to hovedroller. Når det ikke kan blive til mere end tre stjerner, er det fordi der er FOR mange urealistiske scener i en film, hvis instruktør selv udtaler, at der ikke er nogen overnaturlige elementer.   

 

Længde:  98 minutter

  • Medvirkende:  Isabelle Huppert, Chloë Grace Moretz, Maika Monroe m.fl.
  • Instruktør: Neil Jordan
  • Manus: Ray Wright, Neil Jordan
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: torsdag d. 2. maj                                                                                          

       

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…