Illusionen om “Palæstina” er nu endelig ved at afgå ved døden

Hvad hed Palæstinas hovedstad? Hvad var Palæstinas grænser? Hvilket sprog talte man i Palæstina? Hvad hed lederen af den palæstinensiske stat? Hvad hed landets valuta?

 

Sådanne spørgsmål må man forventes at kunne give klare svar på, hvis man hævder, at Palæstina var og er en selvstændig stat.

 

Men ingen kan svare på disse spørgsmål, og det kan de ikke af den simple grund, at der aldrig har eksisteret en palæstinensisk stat!

 

Sahara, Langeland eller Thy er områder, men det gør dem jo ikke til selvstændige stater med en egen regering, sprog, valuta, historie og med en selvstændig international politik.

 

Palæstina er opfundet af romerne som et underområde under Syrien eller Egypten. Englænderne modtog det i 1920 som et mandatområde under Folkeforbundet og døbte det Palæstina, men meget symptomatisk ville hverken de der boende – jøder eller arabere anerkendes som palæstinensere.

 

Trylleriet der skulle føre til den egentlige opfindelse af en palæstinensisk stat tog sin begyndelse, da Jerusalems stormufti, den senere nazisympatisør Hajj Amin al-Husseini omkring 1920erne fandt det opportunt at skabe myten om Palæstina, hvis identitet dem engelske mandat skulle hjælpe med at beskytte mod den jødiske indvandring (aliyah).

 

Og trylleriet nåede nye højder, da Nasser omkring 1960erne med Den Arabiske Ligas støtte fik knæsat den opfattelse, at Palæstina var en selvstændig stat, og at PLO var det palæstinensiske folks legitime repræsentant.

 

Også det sidste er et fuldstændigt tomt postulat. De palæstinensiske arabere har altid hadet PLO, der for dem ikke er andet og mere end en korrupt og centraliseret svindelaffære.

 

Palæstinensernes offerrolle

Da Israel blev udråbt 1948, udløste det Uafhængighedskrigen, hvor 700.000 blev fordrevet. Araberne kalder begivenheden naqba, ulykken, og det var virkelig en katastrofe for de mange arabere, der blev sendt i landflygtighed i Egypten, Jordan og på Vestbredden. Vi vil for nemheds skyld herefter kalde beboerne i flygtningelejrene for palæstinensere.

 

De 700.000 blev fra 1949 i flygtningelejrene financieret og serviceret af FN, der i 1949 oprettede United Nations Work And Relief Agency (UNWRA) til at tage sig af det særlige palæstinensiske flygtningeproblem.

 

Initiativet var sympatisk, men også fra begyndelsen dybt problematisk, fordi UNWRA politiserede, idet de forsikrede de palæstinensiske flygtninge om, at de havde Right To Return. Budskabet blev formidlet i UNWRAs lærebøger og doceret ex cathedra i UNWRAs mange skoler.

 

Udgangspunktet for UNWRAs engagement var den sikre forvisning om, at den jødiske stat ville bryde sammen i kampen mod den overvældende arabiske overmagt. Men sådan gik det som bekendt ikke, tværtimod. Man kunne så have forventet, at UNWRA og de arabiske stater ville ændre deres strategi, men det har FN aldrig gjort.

 

Resultatet er her 70 år efter, at de allerfleste af de oprindelige 700.000 flygtninge er døde, men deres efterkommere sidder fortsat i lejrene. De er nu blevet gigantiske 5,5 millioner, der alle iflg UNWRA fortsat har Right To Return, også selvom de allerfleste aldrig har været i Israel.

 

Og dette er palæstinensernes virkelige offerrolle. De sidder i dag som klientgjorte bistandsmodtagere i flygtningelejrene på 70sindstyvende år. Deres eneste håb består i, at de kan håbe på, at FN og de arabiske stater fortsat vil finansiere dem. Men forestillingen om deres Right To Return er umulig, for Israel er kommet for at blive, og deres moralske krav er naturligvis udhulet af, at de kræver tilbagevenden til et område, hvor de aldrig har været. Skriften på væggen er ikke til at tage fejl af: Palæstinenserne er ofre for de arabiske staters og FNs fuldstændigt fejlslagne politik i forhold til Israel.

 

Situationen i dag

Meget tyder imidlertid på, at den arabiske verdens syn på palæstinenserne er under revision. De konservative arabiske stater som Saudi-Arabien, Jordan, UAE, Egypten og de øvrige emirater ser pga truslen fra Iran og Det Muslimske Broderskab stadigt mere positivt på Israel, og i takt med at det sker, har de neddroslet deres modsætningsforhold til Israel, hvilket naturligt nok også har ændret deres syn på palæstinenserne.

 

Bevægelsen har været i gang et stykke tid, for palæstinenserne har gennem længere tid udhulet deres forhold til de konservative arabiske stater.

  1. De støttede Saddam Husseins invasion af Irak.
  2. De priste terroraktionen mod World Trade Center.
  3. De er en del af Det Muslimske Broderskabs strategi, der skal føre til omstyrtelsen af de konservative arabiske regimer.
  4. De støtter Iran og Tyrkiet.
  5. De har torpederet Trumps forsøg på at opstille en fredsplan.

 

Palæstinenserne befinder sig i dag ved vejs ende. De eneste, der holder fast i denne håbløse flok, er FN, Iran og Tyrkiet. Alle andre er trætte af og desillusionerede over denne flok af Doven-Roberter, der kun kan finde ud af, at de som ofre har krav på stadigt flere penge.

 

Tankevækkende er det, at de i 2005 modtog Gaza, der havde potentialet til at blive et enestående turistmekka med enestående indkomstmuligheder og masser af arbejdspladser. Det eneste der er kommet ud af det er, at palæstinenserne har udkæmpet en indbyrdes borgerkrig, som Hamas vandt, hvorpå Hamas bureaukrater flyttede ind i de villaer og områder mm, der skulle have givet Gazas befolkning beskæftigelse og indkomst.

 

Palæstina og palæstinensere er en illusion, som vi kan afskrive.

 

Svend Lindhardt

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…