På vej mod svenske tilstande: Voldsom bombeeksplosion ved politistation på Nørrebro

Arkiv/Sverige

I nat skete en meget kraftig eksplosion, som ødelagde facaden på en politistation på Nørrebro i København. Det burde få alle alarmklokker til at ringe.

 

Politistationen ligger i Hermodsgade lige midt i det indvandrertætte Nørrebro. Nær ved Sigynsgade, hvor beboerne i flere år er blevet chikaneret af asociale unge med indvandrerbaggrund.

 

Eksplosionen var var en bevidst handling, siger politiet.

 

Manden løb fra gerningsstedet i Hermodsgade mod Sigynsgade og derfra videre mod Skjolds Plads.

 

Eksplosionen er opsigtsvækkende. Der er tilsyneladende brugt eksplosivt materiale. Og angrebet er rettet mod politiet.

 

Lørdag klokken 12 udsendte politiet foto af den formodede gerningsmand:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eksplosioner som våben

Bombesprængningen ved politistationen kommer mindre end en uge efter en lignende ødelæggende eksplosion ved Skattestyrelsens bygning på Østerbro i København.

 

Politiet siger lørdag morgen, at det er for tidligt at sige, om der er en sammenhæng mellem de to eksplosioner, men at det indgår i deres efterforskning.

 

– Det er klart, at det er oplagt, at når der inden for så kort tid sker to eksplosioner, at man tænker, at det må have en sammenhæng, siger Rasmus Agerskov Schultz fra politiet til ritzau.

 

I flere år har danskere talt om, hvor forfærdelig udviklingen er i Sverige i kølvandet på masseindvandringen. Men nu ser det ud til, at Danmark er ved at opleve svenske tilstande.

 

Rekordmange eksplosioner i Sverige

I juni måned raserede en enorm eksplosionen en beboelsesejendom i den svenske by Linköping og ødelagde 230 lejligheder.

 

Artiklen fortsætter under foto …

Alene i samme måned var der flere kraftige eksplosioner i Malmø.

 

Hele 2019 har der været rekordmange bombesprængninger i Sverige. Det skrev svensk tekst-tv efter eksplosionerne i Malmø og Linköping.

 

Til og med maj måned har der været 93 eksplosioner. Og her er Linköping og Malmø i juni altså ikke talt med.

 

93 eksplosioner på 151 dage. Det er mere end hver anden dag.

 

Der er et våbenkapløb mellem de kriminelle grupper, siger en kriminolog til nyhedsbureauet TT.

 

De fleste eksplosioner sker i Stockholm og i den sydlige del af Sverige.

 

Bander

Flere steder fremgår det, at der et personer fra bandemiljøer, der står bag.

 

Det brede ord “bander” dækker reelt over indvandrerbander.

 

Judith Bergman skriver i en stor gennemgang af situationen i Sverige, at Sverige er i krig

 

Hun henviser til at politiet har mistanke om, at den store eksplosion i Linköping var banderelateret. Hun skriver:

 

Tanken falder også på Beirut i forbindelse med den svenske by Linköping, hvor en eksplosion i begyndelsen af juni ødelagde dele af en boligblok, så man skulle tro, at den lå i en krigszone. Som ved et mirakel blev ingen dræbt ved eksplosionen, men der var 20 sårede. Politiet har mistanke om, at det er bande-relateret. Få uger senere blev to mænd beskudt i Linköpings bydel Skäggetorp, der er på politiets liste over “udsatte områder” eller “no-go zoner”.

 

Judith Bergman beskriver indgående de mange mord og skyderier, der bliver koblet til  bander.

 

Da to svensk-somaliere blev myrdet i Herlev i juli måned var det tilsyneladende også et opgør mellem somaliske bander i Sverige, der var nået til Danmark. (Politiken 10.8)

 

Og eksplosive stoffer og håndgranater ser altså ud til at være et våben, der bliver brugt i bandernes indbyrdes krig.

 

Allerede i 2015 kunne Den Korte Avis således skrive om en eksplosion, der var led i et opgør mellem grupper af indvandrere:

 

“Lige nu er der kampe mellem tyrkere og kurdere flere steder i Europa. Der har været voldsomme gadekampe i Stockholm, Berlin, Frankfurt og Bern. I nat var der en eksplosion uden for en kurdisk bygning i Sverige. Politiet har spredt tåregas og skudt med gummikugler.”

 

Angreb på myndighederne

Men angrebet i nat var ikke rettet mod en anden bande. Det var rettet mod en dansk myndighed, politiet.

 

Ligesom angrebet tirsdag var rettet mod Skattestyrelsen.

 

Sådanne angreb mod politiet og andre myndigheder har svenskerne oplevet gennem flere år.

 

I 2017 blev der eksempelvis kastet en håndgranat tæt på politistationen i Uppsala i Sverige. Politiets bombegruppe er blevet tilkaldt. DKA 29.11.17

 

Det var en uhørt og dramatisk optrapning af volden.

 

Håndgtranaten blev kastet efter en politibil, men ramte kørebanen. Det udløste en kraftig trykbølge og otte biler blev ødelagt. Ingen mennesker kom til skade. Men angrebet efterforskes som forsøg på mord.

 

Måneden inden var politistationen i Halsingborg blevet ramt af en kraftig eksplosion.

 

Man kendte ikke gerningsmanden eller motivet.

 

Men der har været flere angreb på politiet og på politistationer i Sverige genne de senere år.

 

I indvandrerbebyggelsen Rinkeby ved Stockholm er modstanden mod politiet så voldsom, at det har været næsten umuligt at bygge en ny politistation, fordi ingen entreprenør har turdet binde an med opgaven. DKA 18.10.17

 

Hvem de gerningsmænd er, der har sprængt bomber ved politistationen på Nørrebro og tidligere med Skattestyrelsen, ved vi ikke.

 

Men man kan i hvert fald konstatere, at disse uhyggelige angreb giver mindelse om, hvad der er sket i Sverige.

 

Det er et meget skræmmende perspektiv.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…