Der er nu gået over 18 dage, siden partierne i rød blok begyndte forhandlingerne om en ny regering.
Foreløbig ser det ud med at være småt med håndfaste resultater, og noget gennembrud kan man slet ikke tale om.
De involverede partier forsøger at lyde optimistiske. Men optimismen virker hul.
Efter 18 dages forhandlinger kunne forhandlingslederen Mette Frederiksen fortælle medierne, at vi har holdt ”et godt langt møde”.
SF’s Pia Olsen Dyhr havde den positive nyhed, at ”vi begynder at lytte mere til hinanden”. Og hun forsikrer: ”Min vurdering er altså, at det bevæger sig fremad”.
Det var åbenbart de mest glædestrålende budskaber, man kunne komme op med.
Journalistisk Venstreparti anstrenger sig dog for at udlægge begivenhederne så velvilligt som muligt. Som da TV2 News leverede denne perle om sejpineriet i forhandlingslokalet: ”Det er et tegn på, at der er noget at tale om.”
De fleste mennesker ville nok sige, at det var et tegn på, at man har meget svært ved at blive enige.
Klima og velfærd
Forhandlingerne afslører den simple kendsgerning, at de røde partier politisk stritter i vidt forskellige retninger.
Foreløbig har de røde partier kun erklæret enighed om en række målsætninger. For eksempel: 60-70 procents reduktion i CO2-udledningen i 2030. Mere og bedre velfærd blandt andet baseret på flere ansatte til børnepasning.
Men disse målsætninger kræver flere penge og mere arbejdskraft for at blive realiseret. Og det svæver i det uvisse, hvordan man skal skaffe pengene og især arbejdskraften, hvis Enhedslisten og SF skal stilles tilfreds. Efter 18 dage er det meste stadig hensigtserklæringer.
’Paradigmeskiftet’
Mens der tales meget om velfærd og klima synes der at være stiltiende enighed om, at man skal undgå en ny stor debat om udlændingepolitikken. Vurderingen er givetvis, at det ville gavne de borgerlige – herunder give Dansk Folkeparti mulighed for et comeback.
Der er således blevet lukket meget ned for debatten om det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti lancerede. Altså tanken om, at krigsflygtninge skal sendes tilbage, når forholdene i hjemlandet er blevet fredelige nok til det.
Det var ellers et af de helt store slagnumre for den radikale Morten Østergaard i valgkampen at kræve paradigmeskiftet fjernet.
Men der har været stille om Østergaards krav på det seneste. Det var da også noget af en bombe under Mette Frederiksens bestræbelser på at virke stram i udlændingepolitikken.
De lave ydelser til flygtninge
Til gengæld er der blev der umiddelbart før forhandlingerne mandag eftermiddag skruet voldsomt op for debatten om de sociale ydelser. Da store dele af de diskuterede ydelser går til flygtningefamilier, berører det i høj grad udlændingepolitikken.
Mette Frederiksen har forsøgt at parkere denne debat ved at foreslå nedsættelse af en såkaldt ydelseskommission, der skulle lave et samlet udspil vedrørende ydelserne.
Men på vej ind i forhandlingslokalet insisterede de radikale Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen meget skarpt på, at den særligt lave integrationsydelse og loftet over kontanthjælpen skal væk. Det betyder flere penge til flygtninge.
Dette kan give Mette Frederiksen meget store problemer, fordi hun som et led i den stramme udlændingepolitik har afvist at hæve ydelserne.
Nu er der lagt op til, at hun enten får store problemer med De Radikale eller med Venstre og Dansk Folkeparti.
Nedtoner udlændingepolitikken
Udover ydelserne drejer forhandlingerne om udlændingepolitik sig mest om børnene på Sjælsmark, de udviste kriminelle øen Lindholm og modtagelse af kvoteflygtninge.
En rød regering vil sikkert give de afviste familier på Sjælsmark, der nægter at rejse hjem, nogle mere komfortable forhold. Men man bliver næppe enige om, at de skal have lov til at flytte ud af centeret og slå sig ned i det danske samfund.
Når det gælder de store linjer i udlændingepolitikken, nøjes man med at slå fast, at man vil videreføre den stramme udlændingepolitik.
Et mere muslimsk Danmark
Problemet er bare, at verden bevæger sig.
Der kan komme nye bølger af asylansøgere. Og der vil med sikkerhed ske store forandringer inden for Danmarks grænser:
De mange indvandrere, som især tidligere røde regeringer har åbnet for, betyder, at den ikke-vestlige, især muslimske andel af den danske befolkning vil fortsætte med at vokse kraftigt. I den forstand vil Danmark blive mere og mere muslimsk.
Det skyldes især, at mange indvandrere og efterkommere er i den fødedygtige alder.
De røde partier kan slet ikke finde sammen om at forholde sig til denne problemstilling. Så de lader som ingenting.
Mette Frederiksen kan gå alene eller søge mod V
Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og Morten Østergaard kan ikke blive ved med at holde offentligheden hen med fraser om, at de ”har holdt et godt, langt møde”, og at de ”begynder at lytte mere til hinanden”.
Nu nærmer sandhedens time sig, hvor de skal vise, at de kan styre Danmark.
Mette Frederiksen går efter at danne en ren S-regering, og det bliver der næppe pillet ved. Men det er stadig ikke givet, at de røde partier kan nå til enighed om det politiske grundlag.
Skulle det vise sig umuligt, kan Mette Frederiksen på egen hånd lægge sit regeringsgrundlag frem. Hvis hun ikke får et flertal imod sig i Folketinget, kan hun danne regering.
Så hvis de rødes forhandlinger skulle køre fast, har Mette Frederiksen denne mulighed for at gå alene. Men det vil være et meget vakkelvornt grundlag at regere på. I den situation kan en regering med både S og V komme på tale som et alternativ.
Foreløbig tyder de aktuelle forhandlinger i hvert fald på, at de røde partier vil have mere end svært ved at give Danmark en stærk og stabil regering.
Opdateret kl. 13.42