På ni måneder i 2019 er der allerede kommet flere migranter over Middelhavet til de græske øer, end der gjorde hele sidste år. Det skriver Berlingske 1.10.
Det ligger helt i forlængelse af advarsler i Den Korte Avis 24.9:
I mange medier har man på det seneste kunnet få det indtryk, at asylstrømmen til EU er ved at være under kontrol.
Men det modsatte er tilfældet.
I første halvår af 2019 søgte over 300.000 migranter asyl i EU. Det er en stigning på 10 procent i forhold til den samme periode sidste år.
Og i går blev der på Malta indgået en aftale mellem flere EU-lande, der yderligere vil øge migrantstrømmen fra Afrika og Mellemøsten.
EU er igen på katastrofekurs i asylpolitikken.
Aftale på Malta
Danmark står uden for EU’s asylpolitik og bliver ikke direkte involveret i Malta-aftalen. Men i og med, at aftalen vil bringe flere migranter til Europa, vil Danmark i høj grad blive påvirket.
På Malta blev indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Malta enige om en foreløbig mekanisme, der skal fordele de migranter, der kommer over Middelhavet til Europa.
Aftalen skal først og fremmest lette presset på Italien, til dels også Spanien. Men kendsgerningen er, at denne aftale tegner til at trække mange flere migranter til Italien og Spanien.
På mødet forpligtede indenrigsministrene fra Tyskland og Frankrig sig til at modtage en fjerdedel af de migranter, der bliver samlet op på Middelhavet af flygtningevenlige organisationer og sejlet til Italien.
Andre lande såsom Kroatien, Finland, Irland og Portugal har også indvilliget i at modtage nogle af Middelhavsmigranterne.
Flere migranter trækkes til
Dermed vil man bryde den fastlåste situation, som opstod, fordi Italiens tidligere regering med den magtfulde indenrigsminister Matteo Salvini i spidsen, nægtede at lade migrantskibene lægge til kaj i italienske havne. Italien ville ikke hænge på dem.
Salvini påpegede med rette, at adgang til de italienske havne for disse skibe ville lokke endnu flere migranter fra Afrika og Mellemøsten til. Det ville forværre de i forvejen store problemer med flygtninge i Italien.
Men nu har Italien (og Spanien) fået en venstreorienteret regering, som er parat til igen at åbne for migrantstrømmen igen.
Man opgiver den stramme kurs
Samtidig foretager store lande som Tyskland og Frankrig en kovending i asylpolitikken, der kan få vidtrækkende konsekvenser.
Tidligere var der i EU en vis enighed om, at man skulle holde en stram kurs i forhold til migranterne over Middelhavet. Man forsøgte at få oprettet centre i et nordafrikansk land, som disse migranter kunne placeres i, indtil der var taget stilling til deres asylansøgning.
Men ingen lande var villige til at huse disse centre. Og det får nu de lande, som mødtes på Malta, til at dreje 180 grader i asylpolitikken.
Nu skal migranterne have lov til at komme i land i blandt andet Italien. Andre EU-lande som Tyskland og Frankrig forpligter sig så til at tage imod en bestemt andel af dem (en fjerdedel til hver).