DF om Mette Frederiksens grænsekontrol: Det haster med at dæmme op for ‘smitten’ fra Sverige

Foto: Steen Raaschou

På et pressemøde onsdag i anledning af de to seneste bombesprængninger i København luftede statsminister Mette Frederiksen (S) muligheden for at indføre grænsekontrol mod Sverige.

 

Grunden er den, at det nu viser sig, at de to mistænkte er ikke-etniske svenskere med bopæl i Malmø.

 

Ifølge Ekstra Bladet er den ene af dem, en nu 22-årig mand, kommet til Sverige i en alder af syv år, medens den anden sigtede er 23 år og er efterlyst internationalt.

 

”Det her må ikke blive hverdag. Vi må ikke vænne os til eksplosioner. Vi vil ikke se det i vores hovedstad. Derfor vil vi sætte hårdere ind”, lød det fra Mette Frederiksen.

 

Grænsekontrol mod Sverige

Ud over øget TV-overvågning og bedre kameraer til politiet omtaler Mette Frederiksen også muligheden for grænsekontrol mod Sverige.

 

Men den skal indrettes på en sådan måde, at den kun går ud over de kriminelle og ikke er til gene for pendlerne, understregede den socialdemokratiske statsminister.

 

”Vi skal beskytte grænsen på en bedre og klogere måde,” lød det fra Mette Frederiksen.

 

Mette Frederiksen omtalte i den forbindelse ikke, at der allerede nu er grænsekontrol mellem Danmark og Sverige, men det er altså på den svenske side, hvor der er grænsekontrol mod Danmark.

 

Om den så foregår på en ”bedre og klogere måde,” skal være usagt. Men den er der i hvert fald.

 

I februar i år afviste Socialdemokratiet DF-forslag om grænsekontrol

Da Folketinget den 2. februar i år behandlede et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om grænsekontrol, blev det pure afvist af den socialdemokratiske ordfører, Astrid Krag.

 

”I forhold til Sverige vil det (grænsekontrol, red.) ikke tjene noget formål – der vil det ikke have en effekt. Og det er klart, at hvis det var fuldstændig omkostningsfrit at indføre grænsekontrol, ville det jo være en anden diskussion end den, vi har nu,” lød det dengang fra Astrid Krag, som fortsatte:

 

”Men det betyder jo noget, også for andre end de kriminelle, der måtte være grænseoverskridende, når man indfører grænsekontrol. Det betyder noget, hvis vi snakker Sverige, for indenrigshandelen med Bornholm og resten af landet, det betyder noget for pendlere.”

 

Men nu er der så åbenbart kommet nye toner, efter at to mænd fra Sverige har leget med sprængstoffer i København.

 

Peter Skaarup: Jamen, så kom da i gang og dæm op for smitten fra Sverige

Hos Dansk Folkeparti understreger gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup, at der ikke er nogen grund til at vente til oktober med nye tiltag, som Mette Frederiksen er inde på.

 

”Videoovervågning og grænsekontrol til Sverige er vigtige redskaber, men hvorfor nøle. Kom i gang med det samme. Så vi kan dæmme op for den smitte, der kommer fra Sverige,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Det store flertal af danskerne er lovlydige borgere, der forventer, at regeringen stiller sig på deres side og skaber tryghed i dagligdagen her og nu.”

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…