Alt det, vi ikke taler om i EU-valgkampen

Europaparlamentsvalget nærmer sig, og traditionen tro vil de fleste politikere, medier og embedsmænd holde EU’s alvorligste problemer ude af valgkampen, for at værne om deres forfængelighed og begær efter personlig magt og skattefri mammon.

 

Handlingslammelse og organisatorisk kaos

Det er organisationsteoretisk grundviden, at det er forholdsvis nemt for få lande med meget til fælles at samarbejde effektivt om få ting (som EF), mens det er langt sværere hvis antallet af lande øges, hvis landene er mere forskellige eller hvis der skal samarbejdes om flere områder. Højere kompleksitet i blot én af de tre dimensioner gør samarbejdet markant sværere, om end stadig muligt.

 

Gennem de sidste tre årtier er EU kompleksitet imidlertid eksploderet i alle tre dimensioner, så mange lande med mindre til fælles skal blive enige om (næsten) alting. Derfor er EU’s ufattelige bureaukrati, politiske handlingslammelse og organisatoriske kaos både uundgåelig og permanent. Kun gennem en markant begrænsning i EU’s kompetenceområde til få essentielle felter hvor de mange medlemslande har en åbenlys interesse i at samarbejde, er det muligt at genskabe et nogenlunde fungerende samarbejde med det nuværende antal medlemmer.

 

Mere nationalstat og mindre EU er imidlertid ikke i EU-elitens interesse, så det taler vi ikke om.

 

Ødelæggende økonomiske ubalancer

Den 1. januar 1999 blev eurolandenes valutakurser lagt ‘uigenkaldeligt fast’ og euroen indført under den forudsætning, at deltagerlandene overholdt stabilitetspagten, som sætter grænser for staternes gældsætning og underskud. Pagten har ikke været overholdt et eneste år siden 2000, med deraf følgende uoverskueligt store økonomiske, politiske og arbejdsmarkedsmæssige ubalancer mellem landene.

 

Mens ledigheden og handelsunderskuddet eksploderer i Sydeuropa, er der således mangel på kvalificeret arbejdskraft og kæmpe handelsoverskud i Nordeuropa. Ubalancerne er både uundgåelige og permanente, og omfanget overgås kun af den politiske vilje til at lade ulykken udvikle sig yderligere.

 

Kun ved at afvikle euroen og genindføre nationale valutaer er det muligt at genskabe de økonomiske balancer. At give Frankfurts magt over pengepolitikken tilbage til medlemslandene er imidlertid ikke i de eurofiles interesse, så det taler vi ikke om.

 

Uløseligt indvandringsspørgsmål

Den 25. marts 2001 blev EU’s indre grænsekontrol ophævet under den forudsætning, at EU ville bevogte de ydre grænser. Forudsætningen blev aldrig opfyldt, så helt forventeligt blev EU invaderet af millionvis af indvandrere, som i dag udgør en alvorlig økonomisk belastning og sikkerhedspolitisk risiko.

 

EU fokuserer fortsat mere på at fordele indvandrerene mellem medlemslandene gennem tvang frem for at etablere et effektivt forsvar af de ydre grænser. Det har skabt en uundgåelig og uløselig strid mellem medlemslandene. Med Sverige i spidsen vil indvandringsglade lande aldrig acceptere et totalt EU-stop for indvandring. Omvendt vil nationalt sindede lande, med Ungarn i spidsen, aldrig acceptere at Sverige kan invitere indvandrere til at bo i Ungarn.

 

Striden kan kun løses ved at give kompetencen over overindvandringspolitikken tilbage til nationalstaterne, men det er ikke i de EU-elitens interesse, så det taler vi ikke om.

 

Folkelig legitimitet i frit fald

Permanent handlingslammelse, organisatorisk kaos, ødelæggende økonomiske ubalancer og uløselig indre spild om indvandringen udstiller EU’s dybe dysfunktionalitet. Sammen med en lige så dyb uvilje til reformer fuldender det billedet af et EU som alene er optaget af egeninteresser. Mere ufolkeligt bliver det ikke, så uden for systemets egne rækker banker kun få europæiske hjerter for vore dages EU-monster. EU’s åbenlyse egeninteresse smitter af på medlemslandene og deres befolkninger, som derfor først og fremmest tænker på ’hvad er der i det her for mig (og mit land)’? EU’s svigtende legitimitet kan kun genskabes, gennem reformer og folkeafstemninger som sætter snævrere rammer for EU’s magt og som fornyer EU’s folkelige mandat. Heller ikke det er i de eurofiles interesse, så det taler vi ikke om, lige som folkeafstemninger så vidt som overhovedet muligt undgås af frygt for at befolkningerne stemmer ’forkert’.

 

Lånte fjer

I takt med, at EU’s fortrædeligheder bliver stadig tydelige, lyder det igen og igen, at EU i det mindste har sikret freden mellem EU-landene. Men det er ikke EU’s fortjeneste. Freden skyldes primært, at der efter Anden Verdenskrig blev dannet forholdsvis homogene nationalstater, så der ikke længere befandt sig store kulturelle/sproglige/etniske mindretal i ‘forkerte’ lande. Tyskere boede mestendels i Øst- og Vesttyskland, franskmænd i Frankrig, italienere i Italien og så fremdeles. De få tilbageværende multietniske stater var til gengæld ustabile – og udsigten til EU-medlemskab kunne ikke forhindre Jugoslavien i at bryde sammen i en blodrus eller få tjekker og slovakker til at blive sammen. Striden mellem Rusland og Ukraine, historiens mange borgerkrige samt krige mellem nabolande viser, at tætte relationer ikke er den mindste garanti for fred. Freden mellem EU’s medlemslande er en forudsætning for EU, ikke omvendt. Det er ikke kønt, når EU tager æren for en fred der er skabt af andre gennem store menneskelige ofre, så det taler vi ikke om.

 

Brexit

Men hvad med kaosset omkring brexit? Er EU da ikke at foretrække, vil mange indvende. For det første er brexitproblemer ikke et godt argument for at acceptere et dysfunktionelt EU, når EU kunne reformeres, hvis viljen var til stede. Desuden er udfordringerne ved et hårdt Brexit stærkt overdrevne.

 

’Mere-EU-siden’ har ført alarmistiske skræmmekampagner forud for alle folkeafstemninger om (endnu) mere EU, hvis befolkningerne ikke makkede ret. Alene i Danmark var det nærmest ensbetydende med landets undergang, hvis ikke vi stemte ’ja’ til Maastricht-traktaten i 1992, ’ja’ til euroen i 2000 og ’ja’ til en afskaffelse af retsforbeholdet i 2015. Kort efter alle tre gange ‘nej’ faldt de falske advarsler sammen som et korthus.

 

Et hårdt brexit, vil skabe køer ved grænseovergange og ved toldbehandling. Ja, og så vil man finde praktiske løsninger på det gennem ansættelse af flere toldere og grænsepoliti. Et hårdt brexit vil gøre den frie bevægelighed af mennesker mere administrativt besværlig. Ja, men også her kan behandlingstiden reduceres gennem en udvidelse af kapaciteten og smartere teknologiske løsninger. Desuden bliver der bedre styr på personer der udgør en sikkerhedsrisiko, og det tæller på positivsiden, ikke sandt? Schweiz har længe stået som et lysende eksempel på, at EU ikke er nogen nødvendighed for at klare sig godt, tværtimod, så det taler vi heller ikke om.

 

Med ønsket om, at ovenstående mod alle odds alligevel bliver en del af EU-valgkampen. Godt valg!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…