Håndbold-VM: Fri os fra de politisk korrektes hykleri

Borgere i Herning hyldede søndag aften de danske verdensmestre (Foto: Ole Sørensen)

15.000 mennesker var med på lægterne, da Danmark slog Norge med 31-22 og blev verdensmestre i håndbold.

 

Cirka 2 millioner mennesker menes at have set finalekampen.

 

Danmark eksploderede i jubel. Ikke bare over sejren, men også over den suveræne måde, den blev vundet på.

 

Holdet vandt samtlige sine kampe og sluttede af med den imponerende triumf mod Norge i finalen.

 

De danske kampe blev gennemgående vundet med en ganske stor margen. Normalt ville man forvente, at der skulle nogle tætte kampe til, før verdensmestrene blev kåret. Men ikke her.

 

”De blændende danskere”

Når man har fulgt dansk håndbold gennem årtier, ved man, hvor utrolig en præstation det er. Det danske hold bliver da heller ikke kun hyldet herhjemme, men også i udlandet.

 

I den slagne håndboldstormagt Frankrig skrev L’Équipe for eksempel om ”de blændende danskere”. Det norske hold sagde efter kampen klart og fair, at de havde tabt til et bedre hold.

 

Det var ikke bare effektiv håndbold. Det var håndbold på meget højt plan. Anført af en forrygende Mikkel Hansen, der fik fjernet enhver diskussion om, hvem der er verdens bedste håndboldspiller.

 

Og så var der lige alle de andre, der leverede præstationer af allerhøjeste klasse. Med en dirigent på bænken, Nikolaj Jacobsen, som til fulde fik vist, at han ikke bare har været en verdensklassespiller, men i dag er en verdensklassetræner.

 

Der blev skrevet dansk sportshistorie søndag den 27. januar 2019 i Jyske Bank Boxen i Herning. Med til billedet hører en formidabel indsats fra arrangører, frivillige og publikum i Herning.

 

Og det var Danmark!

 

Børn vrimlede ud og ind

På sådan en aften deltog stort set alt, hvad der kunne krybe og gå af danskere i jublen. Det foregik på typisk dansk vis: afslappet begejstring, masser af fis og ballade og børn, der vrimlede ud og ind mellem de voksne – herunder nogle af spillerne.

 

Selv den mest sportsligeglade TV-medarbejder sad kokrød i hovedet af opstemthed.

 

En helt igennem vidunderlig aften. Med garanti for, at vi alle fremover vil genkalde den med et: ”Kan du huske dengang…”

 

De politisk korrekte

De politisk korrekte røster i vores politiske debat har det jo ellers meget svært med nationalfølelsen.

 

Danskhed fremstilles som gammeldags og suspekt. Jo mindre af det, jo bedre, synes de. De vil have pivåbne grænser, indvandring i stor skala fra fjerne lande og et såkaldt multikulturelt samfund.

 

Men når så Danmark vinder VM i håndbold bliver de fleste af de politisk korrekte alligevel grebet af situationen og jubler med i stolthed over deres land.

 

De burde måske tænke lidt over hvorfor.

 

Den nedvurdering af nationen, som de normalt er fortalere for, burde egentlig få dem til at reagere anderledes, når Danmark spiller.

 

De burde være ligeglade med, om Danmark vandt. De burde på god multikulturel vis glæde sig, når fjerne lande slog Danmark. De burde nøgternt og sagligt støtte de andre hold mod Danmark, hvis de spillede bedre.

 

Men det gør de ikke.

 

De særlige bånd i familien og nationen

De politisk korrekte sidder nøjagtig lige så langt ude på stolekanten som alle os andre, når Danmark spiller. De bliver nøjagtig lige så begejstrede, når ”vi” vinder. Og de ryger nøjagtig lige så langt ned i kulkælderen, når ”vi” taber.

 

Hvorfor? Fordi de i den grad identificerer sig med det at være dansker. De vil bare ikke være ved det.

 

De hepper på Danmark, fordi de føler sig stærkt forbundet med deres land. De føler sig som del af en national samhørighed, der bygger på en fælles historie, en fælles kultur og en fælles måde at leve livet på i det daglige.

 

Vi jubler over, at Danmark vinder i håndbold, fordi Danmark er vores land, og fordi det betyder meget for os.

 

Det har intet at gøre med fjendskab og aggression over for andre lande. Det er en positiv følelse af, at der er mennesker, der står én særlig nær, fordi man deler en stor del af sit liv og sine værdier med dem.

 

Det gælder i familien, og det gælder i nationen.

 

Hykleriet

Alligevel har politisk korrekte skolelærere, mediefolk og andre i årevis forsøgt at indoktrinere befolkningen i, at det nationale er noget værre reaktionært og højreorienteret noget.

 

Men når Danmark så vinder VM i håndbold, viser deres hykleri sig.

 

Væk er alle deres bedrevidende og politisk korrekte belæringer af befolkningen. De bliver grebet af den samme begejstring som alle os andre.

 

For dem er det ikke ligegyldigt, om Danmark vinder, eller om modstanderne vinder. Selv ikke når det er et nærtstående land som Norge.

 

De holder med Danmark, fordi det er landet, hvor de er født og opvokset. De hører til i Danmark, og derfor holder de med Danmark. Det havde de gjort, selv hvis nordmændene havde spillet bedre end Danmark.

 

Det føles godt

Aggressiv nationalfølelse er noget grimt noget. Positiv nationalfølelse, der bygger på nærhed og samhørighed, er en stor kvalitet.

 

Det fornemmer mange politisk korrekte da også inderst inde. Men kunne de ikke stoppe hykleriet og være ærlige over for os andre og sig selv?

 

”Vi” har vundet VM i håndbold. Langt de fleste af os spillede ganske vist ikke med. Men det var vores drenge, der vandt i fredelig kappestrid med andre lande.

 

Det føles godt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…