Det ultimative standpunkt i Folketinget – og hos vælgeren!

Wikipedia

Det er vigtigt for vore folketingsmedlemmer at kvæle de ultimative standpunkter i det politiske arbejde af hensyn til vælgerbefolkningen. Det gælder om så hurtigt som muligt at få det ultimative standpunkt udstillet i al sin latterlighed. Det ville jo være grufuldt, om vælgerbefolkningen i nogen afgørende mængde kunne samles om et ultimativt standpunkt, der fremtvang en konfrontation med politikerne om den sag, der er aldeles afgørende for Danmarks fremtid: den muslimske indvandring og islamiseringen af Danmark.

 

Eller grufuldt, om vælgerbefolkningen skulle få den mindste fornemmelse af, at partier med ’enkle’, ultimative standpunkter nyttede noget. At der kunne være nogen mening med at have sådanne partier siddende i Folketinget for alene og uophørligt at markere det ultimative standpunkt: stop for islamisk indvandring og islamisering af Danmark. At sådanne partier med blot nogle få folketingsmandater gennem deres blokerende arbejde i Folketinget skulle kunne afsløre over for alle andre partier, at der faktisk er sager og øjeblikke, der så tunge og afgørende, at her må der handles ultimativt.

 

Man kan sige: en vis holdningskorruption er ikke at foragte. I uvæsentlige sager kan det være ligegyldigt, om man skal sige: Pyt, pyt! Måske i 95 % af alle sager i Folketinget. Men når det drejer sig om Danmarks og den danske befolknings eksistenskamp over for en snigende og dræbende islamisering af den frie og trygge danske samfundsorden og levevis, så må foden sættes hårdt ned på et eller andet tidspunkt. Så kan man ikke i én uendelighed fortsætte med kompromis efter kompromis – for at være med i 90er-klubben.

 

Det forhadte ultimative standpunkt

Danske folketingspolitikere hader i almindelighed det ultimative standpunkt. For det ultimative standpunkt er noget, der binder, og som kan få parlamentariske konsekvenser. Derfor styrer folketingspolitikere som den altdominerende hovedregel uden om det ultimative standpunkt. Tydeligst har vi i de senere år hørt det fra DF´s Thulesen Dahl, der for åben skærm altid vedkender sig: ’Jeg har ingen ultimative standpunkter!’ Og som derfor selvfølgelig heller aldrig stilles i ’afgørelsens time’, der kunne vise, hvor vigtige nogle af hans politiske sager er.

 

Og DF, der i mange år har været den førende politiske kraft i modstanden mod indvandring og islamisering, har også på Christiansborg lært det, som alle andre lærer, nemlig at ingen sag er så vigtig, at det på noget afgørende tidspunkt kunne kræve et ultimativt parlamentarisk standpunkt. Alle politikere lærer at tælle til det magiske tal 90. For magien i dette tal er at tage luften ud af ethvert ultimativt ansvar over for en vigtig sag. Vil du have resultater eller vil du bare stå helt alene med dit ultimative standpunkt? Hvilken værdi har det gennem det ultimative standpunkt bare at vise sagens vigtighed, når du ikke får resultater gennem tallet 90?

 

At tage ansvar, det betyder i den særlige Christiansborgånd at gå med i regering, at være med i de politiske aftaler, at indgå kompromis, at være rede til at opnå blot en lille smule af sine politiske ønsker, at lade være med at kravle op i det høje træ, at slække på sine ultimative standpunkter, og udstille sine politiske holdninger med en sådan tilpas mangel på alvor og ansvarstyngde, at enhver modpart kan se, at her kan der altid kan handles. Alvoren skal tages ud af det hele. Ansvaret skal være så bøjeligt, føjeligt og deleligt som overhovedet muligt.

 

Alt dette har man så givet ophøjede navne som ’det samarbejdende folkestyre’, ’det demokratiske arbejde’, ’samarbejde hen over midten’, ’hårde kendsgerninger’, det ’resultatorienterede samarbejde’ eller ’den parlamentariske virkelighed’ osv., osv. Alle sammen navne, der skal give et politisk glorificerende skær over den særlige Christiansborg-ånd, der går ud på at få enhver politiker bort fra den tro, at han muligvis står med en for Danmark livsvigtig og tung sag, der pålægger ham et tungt ansvar og et ultimativt standpunkt.

 

Det gælder om for enhver pris at forhindre et kaotisk opgør både i Folketinget og i vælgerbefolkningen. Hvis politikere, partier og ministre skal bevare kontrollen, så skal man holde sig langt borte fra det tunge ansvar for en tung sag og altså fra ultimative standpunkter, der kan vælte Folketing og regering. ”Politik er det muliges kunst,” som Anker Jørgensen sagde. Altså: de mulige standpunkters kunst; dvs. der er standpunkter, du ikke kan have, uanset hvor vigtig sagen er.

 

Et parlamentarisk paradigmeskifte

Det ville ellers være et kærkomment parlamentarisk paradigmeskifte – dér, hvor der virkelig er behov for et paradigmeskifte – om der i Folketinget bliver indvalgt flere partier eller blot et enkelt, der med de ultimative standpunkter viser en standhaftighed i ansvaret, en parlamentarisk dødsforagt i forhold til sagens alvor for Danmark. Og som derfor sætter sin egen eksistens ind på et paradigmeskifte dér, hvor der virkelig er behov for et paradigmeskifte: at markere i Folketinget og over for vælgerbefolkningen, at den muslimske indvandring i Danmark er et ultimativt spørgsmål for Danmarks og den danske befolknings overlevelse.

 

Feltherren og det afgørende slag

En militær feltherre, der skal forsvare sit land, kan udsætte det afgørende slag. Det slag, hvori det skal afgøres: er landet vundet eller er det tabt? Feltherren kan i dage, uger og måneder indlade sig udelukkende på småtræfninger, opgive flere og flere landområder, tåle små-tab på små-tab for ikke at skulle risikere alt i det ultimative slag. På et eller andet tidspunkt bliver han tvunget til at søge afgørelsen og sætte alt på et bræt.

 

Men det allerværste ville være, hvis en sådan feltherre var så optaget af at kæmpe de små kompromis-slag, og af at undgå den ultimative afgørelse, at han ideligt havde tålt så mange tab i landområder og militære styrker, at han den dag, hvor han blev tvunget ud i afgørelsen, da var alting allerede på forhånd sat over styr og tabt. Kræfterne var brugt, og modstanderens soldater myldrede ind over det hele. Da var der slet ikke noget afgørende slag at kæmpe. Feltherren troede, at han kæmpede, mens han ideligt flygtede fra afgørelsen.

 

Men så kan det være, at nye mønsterbrydende, hårde, ultimative, kyniske, brutale og skrupuløse feltherrer dukker op. I mange situationer må man sige: Gud ske lov for dem!

 

De politiske slag, der ikke blev kæmpet

Man kan virkelig spekulere på, hvad der ville være sket, hvis DF i efteråret 2015 på grund af flygtningestrømmene på de danske motorveje havde væltet regeringen, og der var blevet udskrevet folketingsvalg – igen samme år? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet? Eller hvad der ville være sket, hvis DF i nytåret 2018, da Danmark blev formand for Europarådet, havde forlangt, at Danmark skulle opsige Menneskerettighedskonventionen, og ellers havde væltet regeringen og fremtvunget folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet?

 

Eller hvad der ville være sket, hvis DF i efteråret 2018 på grund af Løkke Rasmussens underskrivelse af FN´s Migrationspagt i Marrakesh havde væltet regeringen og fremtvunget folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet?

 

Eller hvad der ville være sket, hvis DF i 2016, 2017 eller 2018 ultimativt – med trussel om at vælte regeringen – havde krævet fx asylstop for at standse den udvikling, der – i den nuværende regeringsperiode 2015 – 2019! – har medført, at 83.310 flere ikke-vestlige flygtninge og indvandrere er kommet ind i Danmark? Hvis der så var blevet udskrevet folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i valgresultatet? Eller hvis DF havde stillet ultimatum om stop for familiesammenføringer? Eller ultimativt stop for den horrible tildeling af dansk statsborgerskab til tusindvis af muslimer?

 

Den kompromisfyldte stramningskamp

Nej, afgørelsen i de storpolitiske spørgsmål blev udsat gang på gang, mens man søgte de små kompromiser i 144 stramninger siden 2015. Her går det godt: snart får vi stramning nr. 145. Men den handlekraftige afgørelse, der skulle markere spørgsmålets vigtighed, så man aldrig. Der blev veget udenom. Der var for mange kompromiser, for mange undvigelser, for mange ord – og rigtige ord javist! – men intet ufravigeligt standpunkt, der skulle vise både det politiske niveau og befolkningen, at man faktisk helt ud i den ultimative afgørelse mente, hvad man sagde.

 

Dette har befolkningen læst og studeret, og deraf lært, hvilken betydning modstanden mod indvandring og islamisering i den praktiske politik i virkeligheden har for DF. Man kan roligt sige, at fortiden har indhentet DF, og det på en måde, som DF hverken ønsker eller forstår.

 

Danskerne følger med i politik. Nok kun få danskere har overblik over og fuld indsigt i DF´s 144 stramninger. Næppe nogen dansker tvivler på, at de har en virkning. Men når danskerne følger med i politik, har de storpolitisk overhøjde. De læser om og forstår de store politiske faktorers virkning for deres dagligdag. De er bevidste om, hvad store internationale beslutninger, konventioner, EU-traktater og andre udenrigspolitiske faktorer har af skæbnesvanger og indskrænkende konsekvens for vore politikeres muligheder for at forsvare Danmark.

 

Derfor kan mange danskere sikkert rose DF for stramningskampen, dvs. for de 144 indenrigspolitiske, bureaukratiske og administrative stramninger. Men danskerne har også klart set, at der er udenrigspolitiske bånd, vi skal gøre ultimativt op med, gøre modstand imod og kaste af os, hvis vort Folketing skal være herrer over beskyttelsen og udviklingen af Danmark. Den udenlandske kontrol over Danmark er alt for stram til, at vore egne 144 stramninger har tilstrækkelig virkning for beskyttelsen af den danske befolkning. Så spørger danskerne fx: Hvordan kan DF tillade, dvs. tåle parlamentarisk, at Løkke rejser til Marrakesh? For danskerne siger dette en masse om DF.

 

Gamle og nye feltherrer

Nu er der folketingsvalg og nu søger man andre feltherrer. Og de gamle feltherrer, dem som alle respekterer for deres indsats, forstår det ikke: Det var jo os, der startede kampen; det var os, der kæmpede; os, der blev sårede i kampen; vi har retten til at fortsætte. Det er vores kamp!

 

En af de gamle feltherrer (Pia Kjærsgaard i Berlingske 19.05.2019) siger:
”At tro, at Stram Kurs og Nye Borgerlige med et snuptag kan løse problemerne, er grænsende til naivitet.”

”Hvad er det for noget? Alle partier – også de to nye – står på skuldrene af DF. Det er os, der har været der hele tiden. Som har taget opgøret. At tro, at man så bare kan komme ind og vende det hele på hovedet, er fuldstændig besynderligt.” Og når man spørger den gamle feltherre, om ikke det er fair nok at forlange, at der var stillet ultimative krav frem for at acceptere kompromiser; så svares der: ”Næh, det er det overhovedet ikke. For så ved man ikke, hvad politik er. Man er nødt til at gå på kompromis. Det vil hun (Vermund) også finde ud, hvis hun kommer ind.”

 

Der er jo ikke andet at sige, end at DF således – i længden! – i bevidst parlamentarisk optræden har solgt det for Danmark livsvigtige spørgsmål om indvandring og islamisering til kompromiserne. DF har sagt: Dette kan ikke være andet end et kompromis-spørgsmål. Men når ikke politikerne vil være ultimative, så må jo befolkningen og vælgerne være det. Og tvinge politikerne. Man må virkelig håbe, at det bliver det, der sker. Om ikke nu, så næste gang.

 

Slaget om motorvejen 9. september 2019

Der stod et slag i Danmark. Den 9. september 2015 vandrede en gruppe på ca. 300 flygtninge op ad den sønderjyske motorvej E45 mod fra Padborg mod Rødekro. Stor ståhej og alarm i presse og tv. Men – og dette var den forunderlige modsætning – der var tavshed på det politiske niveau. Når der er larm i pressen, plejer der ellers også at være larm på det politiske niveau. Hvor politikere og ministre normalt har travlt med at råbe op og markere deres standpunkter, oplevede man som dansker pludselig en larmende tavshed. Man ventede og håbede på en eller anden ultimativ handlekraft; den kom aldrig.

 

At 300 civile mennesker ukontrolleret trængte ind i Danmark og ulovligt vandrede til fods op ad motorvejen, dette kunne ryste danskerne. Danmark lå åbent og ubeskyttet. Men den langt større tragedie og rystelse hos danske tv-seere og avislæsere lå et helt andet sted. Danskerne ventede i forundring på handling fra politikere og myndigheder. Og som ventetiden gik, steg danskernes rystelse over den tvivlrådighed og handlingslammelse, man fornemmede bag de politiske kulisser.

 

Det er det, vi husker. Det er den rystelse, der har sat sig i sjælen. Ikke i sig selv synet af 300 spadserende mennesker på en motorvej, men den udeblevne øjeblikkelige og praktiske politiske reaktion. Danskerne spurgte virkelig sig selv: Hvad er det for mennesker, i hvis hænder vi har lagt Danmarks skæbne? DF er også blevet omfattet af dette spørgsmål. Og når DF nu mener at kunne hvile på laurbærrene fra fortidens sejre, så er det hele faktisk ved at blive meget værre. Kampen er overhovedet ikke slut; her hjælper gamle laurbær ikke.

 

Forventninger i de politisk afgørende øjeblikke

En anden af de gamle feltherrer (Marie Krarup i Den Korte Avis 21.05.2019) siger: ”Problemet for mit parti i denne valgkamp er ikke DF’s politik eller kommunikation, men de opskruede forventninger, som nogle personer har haft til, hvad DF kunne udrette, og som selvfølgelig må skuffes. For det har intet med virkeligheden at gøre.” Nej, DF’s politik og kommunikation er sandelig ikke noget problem; for ord og holdninger har der været nok af. Men hvor er den parlamentariske handling, der ikke er tilfreds med stramning nr. 145 og nr. 146, men kun med den ultimative handling, der – i parlamentarisk praksis! – markerer sagens vigtighed over for både regering og vælgerbefolkning.

 

Ja, man kunne hæve sig op til at spørge: Hvor er den ultimative holdning, der markerer en parlamentarisk parallel til det danske folks egen situation? Dvs. at sådan som det danske folk ikke kan gå fra kompromis til kompromis, hvis det skal overleve indvandring og islamisering, sådan kan et dansk folkeparti det heller ikke. Hvis det er nødvendigt for folket at sætte foden ned, så er det også nødvendigt for partiet. Man må sætte sin overlevelse ind på sagen. Når situationen er der og når afgørelsen i de vigtige spørgsmål skal falde.

 

Skulle problemet så være ’de opskruede forventninger, som nogle personer har haft til, hvad DF kunne udrette.’ Lever landets vælgerbefolkning fjernt fra Christiansborg virkelighed? Eller er det snarere Christiansborg, der lever fjernt fra vælgerbefolkningens virkelighed? Man kan være sikker på, at vælgerbefolkningen ikke måler virkeligheden på, hvad der kan lade sig gøre på Christiansborg, men på hvad det danske folk står over for i dagligdagen hvad angår indvandring og islamisering.

 

Det er den danske vælgerbefolkning, der de største realister. For den danske vælgerbefolkning er overlevelse et absolut spørgsmål, og ikke et kompromis-spørgsmål. Men dette leder for en realistisk vælgerbefolkning ikke til ’overskruede forventninger’ om, hvad et politisk parti ’kunne udrette’ på Christiansborg. Vælgerbefolkningen kender nøje Christiansborgs talmagi og ansvarsopfattelse. Hvad vælgerbefolkningen, eller skal vi sige det danske folk, leder efter, er et parti, der i solidaritet med det danske folk absolutte overlevelseskamp forstår det ultimative og absolutte i sagen. Og er parat til at vise denne solidaritet i den parlamentariske praksis; når det gælder.

 

Men det, som vælgerbefolkningen netop nu er bange for, er, at det aldrig gjaldt for DF. Når en sag har en særlig og livsvigtig betydning, kan kompromis på kompromis være den råddenskab, som fordærver både sagen og partiet. Og ødelægger troværdigheden.

 

Hvad skulle vi have gjort?

Den samme gamle feltherre (Marie Krarup i en facebook-kommentar) siger om Nye Borgerlige: ”Hvordan kan Pernille Vermund dog sige, at ’DF sad på hænderne i september 2015, mens migranterne væltede ind over grænsen’? Jeg husker september 2015 og de forsøg, vi i DF gjorde for at få regeringen til at reagere. Samråd efter samråd. Debatter og indlæg. Vi brugte alle parlamentariske metoder, som man kan bruge. Hvad skulle vi have gjort? Skulle vi have bevæbnet os og lavet vores egen grænsekontrol? Er det det, Pernille Vermund ønskede?”

 

Nu er det jo ikke her stedet at gøre sig lystig over DF og Marie Krarup for hendes forestilling om, at nogen kunne mene, at DF´s samlede folketingsgruppe skulle tage geværet ud af skabet, hænge det over skulderen og løbe ned for at blokere grænsen. I stedet er det faktisk på sin plads at give udtryk for en rystelse over, at DF og Marie Krarup kan spørge: ’Hvad skulle vi have gjort?’ Og rystelse over, at DF åbenbart mener, at ’alle parlamentariske metoder’ skulle være udtømte med ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’.

 

Danmark står i en ganske uhørt situation som aldrig før i Danmarkshistorien med den tiltagende islamisering og en skæbnesvanger udskiftning af den danske befolkning. Mener DF da virkelig, at det er tilstrækkeligt med ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’, for at understrege sagens politiske alvor? Det er vi mange, der ikke er enige i.

 

Vi forestiller os levende, hvordan der i september 2015 i ministerkontorerne, i partiernes gruppeværelser på Christiansborg og på gangene i timevis og dagevis er blevet spurgt og drøftet: Hvad skal vi gøre? I de afgørende timer og dage lukkede Christiansborg sig inde i sig selv med, hvor Christiansborg i stedet i sådanne afgørende situationer skulle have udstrålet en vulkansk energi af praktisk handlekraft og dynamik. Men det blev ved ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’. Det er det, der ryster os. Man hørte ude i landet nogle mennesker, der sagde: ’Det ligner den 9. april.’ Og ja, det var sandelig godt, at der var dyb fred og ikke krig. Man gruer ved tanken.

 

Løkke skulle have smagt stålet

’Hvad skulle vi have gjort?’ Jeg skal sige, hvad DF skulle have gjort! Lige netop her skulle DF have afsløret, hvilket stof partiet var gjort af: stål eller vat. Her var ikke situationen, hvor DF skulle have søgt kompromiser eller ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’. For her var der kun én eneste ting, der gjaldt: At markere situationens alvor, sagens vigtighed og derfor standpunktets ultimative karakter. Over for regering, over for befolkning. Derfor skulle DF´s formand, Kristian Thulesen Dahl straks – straks! – være gået over til statsminister Løkke Rasmussen og have stillet et ultimatum. Thulesen Dahl kunne såmænd være ledsaget af Peter Skaarup, Søren Espersen eller nogle andre tunge DF-drenge.

 

Men nej! Thulesen Dahl skulle netop være gået alene. For her skulle det netop ikke være den politiske form, den nuancerede debat og samråd med mange politikere, det drejede sig om. Her skulle der blot leveres nogle få ultimative ord; de ord, man bedst leverer ene mand, hvis man er stærk nok. Men, men: måske ville det have været godt med et vidne eller to, når ultimatummet blev stillet.

 

Og Thulesen Dahls ultimatum: ”Lars Løkke. DF ønsker, at regeringen straks giver ordre til, at Rigspolitichefen og Forsvarschefen i en koordineret og øjeblikkelig aktion sender alt disponibelt politi støttet af militære enheder med soldater og transportkøretøjer, busser og lastvogne afsted, for at indfange og anholde alle flygtninge på motorveje og andre steder, og transportere dem tilbage til grænsen, overlevere dem til Tyskland, hvor de kom fra. Eller, hvis dette ikke kan lade gøre straks, da at indespærre dem i Frøslevlejren eller på et andet passende sted, hvor de kan bevogtes indtil videre. Og Lars Løkke, dette er et ultimatum fra DF. Hvis dette ikke sker, da vil DF ved først givne lejlighed bringe regeringen i mindretal, og regeringen kan altså betragte sig som væltet. DF har til hensigt at spørge vælgerbefolkningen. Og jeg kan tilføje, at dette bliver DF’s strategi ved ethvert fremtidigt indenrigs- eller udenrigspolitisk spørgsmål, som DF anser for overordnet og livsvigtigt for Danmarks modstand mod indvandring og islamisering. Hvordan du har til hensigt at opfatte et sådant ultimatum i det parlamentariske spil, må du fuldstændig selv om. Her går grænsen for DF. Jeg agter straks at gå til pressen, for at give befolkningen meddelelse om DF’s standpunkt, og om sandsynlige parlamentariske konsekvenser af dette. Farvel!”

 

Sagens vigtighed hænger sammen med politisk risiko

Måske kan DF blive stort igen. Man må håbe det. Men man kan næppe tro, at DF i modstanden mod islamisk indvandring og islamisering af Danmark kan vinde noget stort, med mindre DF også er klar til i de afgørende øjeblikke at stille sig ultimativt dér, hvor DF risikerer at tabe parlamentarisk og blive meget lille. Vil man ingen risiko tage, ja, så har man også sagt, at sagen ikke er værd at risikere noget for. Dette registrerer danske vælgere lynhurtigt.

 

Kampånden ligger bestemt ikke i kun at spørge: Hvad kan vi udrette? Af dette spørgsmål kan enhver blive handlingslammet. Men kampånden ligger i at spørge: Hvad vil vi udrette? Og derefter i de afgørende øjeblikke – for de er der! – at betale det, det koster at ville det. Ånden ligger ikke i evnen, men i viljen. Jeg håber, at både Nye Borgerlige og Stram Kurs – og selvfølgelig også DF – bliver repræsenteret i Folketinget efter dette folketingsvalg. Der er virkelig brug for den ultimative stemme.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…