Araberne skabte usand myte om Palæstina og FN er fortsat med at puste til konflikten i Mellemøsten

Fordi en lokalitet har et navn, er det jo ikke ensbetydende med, at det er et land med egen kultur og grænser. Sahara og Antarktis er navne for områder, men det gør dem jo ikke til lande. Og det samme gælder for Palæstina.

 

Alligevel er det er lykkedes for den arabiske verden at skabe en myte om, at Israel ved Englands mellemkomst i 1917 fik anbragt Israel i Palæstina, der ellers var et veldefineret område beboet af det palæstinensisk folk, der var bærere af en særlig palæstinensisk kultur.

 

Mahmoud Abbas fra PLO og Ismael Haniyeh fra Hamas forsømmer som repræsentanter for det palæstinensiske folk ingen mulighed for med styrke at fremføre myten om, at palæstinenserne pga deres historiske tilknytning til landet og dets særegne kultur har et retskrav på tilbagevenden netop til dette område. Og ihærdighed lønner sig.

 

Det er faktisk lykkedes for dem at få knæsat mytens sandhed i en sådan grad, at enhver gymnasial lærebog om Mellemøsten har det som en velforstået og accepteret forudsætning, at der før Israel fandtes et land, der hed Palæstina, hvor palæstinenserne boede, men det stjal jøderne i perioden fra 1920 til 1948, da de udråbte den jødiske stat på Palæstinas jord. Siden har det palæstinensiske folk måttet leve i eksil.

 

Abd al-Ghani

Den palæstinensiske historiker Abd al-Ghani modsagde imidlertid i november 2017 på palæstinensisk TV myten således: ”Før Balfourdeklarationen 1917, da det osmanniske styre ophørte, eksisterede Palæstinas grænser, som vi kender dem i dag ikke, og der var ikke noget, der hed det palæstinensiske folk med en politisk identitet, som vi kender det i dag. Palæstina var et udefineret område, der inkluderede vore dages Jordan og det sydlige Libanon. Som alle regionens øvrige befolkningsgrupper blev palæstinenserne 1919 befriet fra det tyrkiske styre og øjeblikkelig underlagt engelsk og fransk kolonistyre uden mulighed for skabelsen af en særskilt palæstinensisk styre og identitet.”

 

Hajj Amin al-Husseini: Mytens opfinder

Myten om en særskilt palæstinensisk identitet skabtes i løbet af 1920erne af Jerusalems herostratisk berømte stormufti, Hajj Amin al-Husseini, der samarbejdede med Hitler. Han arrangerede med Englands billigelse i Jerusalem såkaldte Nebi Musa fester, hvis deltagere angreb de jødiske kvarterer i Den Gamle By og andre steder. Husseini er den palæstinensiske mytes store helt, og siden da er myten blot blevet stadig mere sejlivet. I den forbindelse skrev den israelske journalist Judith Bergman i maj 2018 på baggrund af det ovenfor nævnte interview med Abd al-Ghani flg: ”En af de største, mest stædige og mest kostbare usandheder i vor tid er den opfattelse, at den jihad som araberne i Palestinian Authority og Gaza fører mod jøder i Israel er en indfødt befolkningsgruppes kamp for national selvstændighed.
Uanset alle fakts så fortsætter denne løgnehistorie til melodien af milliarder af $ og deraf følgende politisk prestige, hvilket gør det nærmest umuligt for enhver, der er involveret i problemet at indrømme, at det hele ikke er andet og mere end et gigantisk propaganda stunt.
På samme måde som i ”Kejserens nye klæder” så foregiver alle at være blinde og døve, når det bliver fortalt, at kejseren er nøgen.”

 

Men nogle må da have et ansvar for palæstinensernes lidelser?

Palæstinenserne har siden 1948 henslæbt et udsigtsløst liv i flygtningelejre, og man skulle være et skarn, hvis man misundte dem deres skæbne. Men hvor kan man placere et ansvar? Spørger man de palæstinensiske ledere er svaret enkelt. Det er israelernes skyld, fordi de ikke er kommet med indrømmelser i Oslo-processen.

 

Men det er endnu en palæstinensisk løgnehistorie. Israel har efter Oslo-aftalerne 1994 ved flere lejligheder lovet de palæstinensiske ledere Yassir Arafat og Mahmoud Abbas, at de kunne få hele Vestbredden og rettigheder i Østjerusalem. Alt hvad det krævede var, at de skulle takke ja til opfyldelsen af de betingelser, som de selv havde stillet op.

 

Men hverken Arafat eller Abbas skulle, da det kom til stykket, nyde noget. De vidste godt, at de ville være dead meat næste dag. Iflg Hamas og dets tilhængere ville en sådan fredsslutning have været et forræderi overfor islam, profeten og Allah.
2005 kom Israel så palæstinenserne ydeliger i møde og gav dem Gazastriben. Arafat skulle blot love at han aktivt ville modvirke aggression fra Gaza overfor Israel, men det levede han aldrig op til. Og siden har Hamas raketter regnet ned over Israel.

 

Karakteristisk for det palæstinensiske lederskab er endvidere, at fordi de har en befolkning, der er opdraget til absolutter, så er der i deres politiske dagsorden ikke plads til nuancerede og differentierede løsninger. Den palæstinensiske dagsorden har siden Husseinis dage i 1920erne været alt eller intet.  Palæstinensernes kendemærke har siden været, at de er forurettede og skuffede ofre, der ikke kunne drømme om at gå på kompromis med, hvad der er deres soleklare ret. Den gamle israelske udenrigsminister Abba Eban formulerede det fantastisk: ”Palæstinenserne har aldrig forspildt en mulighed til at forspilde en mulighed.

 

FNs ansvar

FN har et væsentligt ansvar for, at palæstinenserne er blevet fastholdt i den offerrolle, som de siden 1948 har valgt som deres varemærke. FNs involvering i det palæstinensiske flygtningeproblem via UNRWA og FNs Human Right Council har helt absurd gjort det muligt for tragedien at fortsætte uendeligt.

 

Med afsæt i myten om Palæstinas og det palæstinensiske folks egenart har FN fra 1948 animeret af og støttet af Den Arabiske Liga holdt fast i, at de 700,000 palæstinensiske flygtninge havde krav på tilbagevenden eller erstatning. Det var forståeligt nok i 1948, selv om det var dem selv, der havde afvist FNs delingsplan fra 1947 og erklæret krig, da Israel blev udråbt i 1948.

 

Men UNRWA krævede endvidere helt exceptionelt, at retten til tilbagevenden også skulle gælde flygtningenes efterkommere. Og da intet skete og livet gik videre i lejrene blev de 700.000 i 1948 til 5,1 million i 2018. Af de oprindelige 700.000 var der i 2018 anslået kun 20.000 tilbage. Resten var efterkommere, der aldrig havde været i Palæstina, men som FN financierede i lejrene og lovede, at også de havde et retskrav på tilbagevenden til Palæstina.

 

FNs ageren var en ren katastrofe. Den fastholdt mennesker som flygtninge, der end ikke havde besøgt det land, som de iflg FN var flygtet fra. De, som var født i flygtningelejrene i f.eks Jordan, skulle selvfølgelig, som det er alle andre steder, være blevet borgere i Jordan. Men FNs særprægede ”løsning” passede Den Arabiske Ligas medlemmer fint, for så slap de jo for at skulle modtage palæstinenserne.

 

Palæstinenserne

Resultatet er, at man i dag i de vestlige lande og og i flygtningelejrene i Mellemøsten sidder med en stor gruppe utilpassede palæstinensere, der dyrker deres offerrolle. De er vildt projicerende. Alt er altid nogen andres skyld. Det er i al fald ikke deres, for de er de uskyldige ofre for israelernes og USA’s modbydelige politik. Og sådan sidder de så i vores fængsler, hvor de udgør den største gruppe af kriminelle indvandrere. Eller i vore skoler, eller i vort foreningsliv. Det skulle aldrig have haft lov at komme hertil. Og skylden for det falder tilbage på FN og de danske politikere, der dikteret af en verdensfjern ideal humanisme mente, at de tjente det danske folks interesser ved ikke at gøre op med dette humanismens misbrug.

 

Hvis palæstinenserne har det politiske lederskab de fortjener, så Gud nåde og trøste dem!

 

Hvis vi har det FN, vi fortjener, så Gud nåde og trøste os!

 

Hvis det politiske flertal i Danmark støtter FNs hovedløse politik i forhold til de palæstinensiske flygtninge,  så Gud nåde og trøste os!

 

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…