Første Verdenskrig: Den tyske højsø flådes undergang, ’sic transit gloria mundi’

Den tyske flåde sejles til Skotland efter afslutningen på Første Verdenskrig

Den 11.11. kl. 11.00, 1918, løb krigen der skulle ende alle krige tør for kraft, der blev indgået en våbenstilstandsaftale parterne imellem. Det sidste skud havde lydt i det man dengang kaldte ’Den store krig’. Og dog, nok var det sidste krudt blevet brugt hin november dag i 1918, men den sidste krigshandling ventede stadig forude.

 

I våbenstilstandsaftalen indgik en bestemmelse om at den tyske højsøflåde skulle interneres et eller andet sted, indtil der var indgået en fredsaftale. Lande som Norge og Spanien blev foreslået, men begge betakkede sig. Det blev derfor bestemt, at de tyske krigsskibe skulle sætte kursen mod Scapa Flow på Orkneyøerne nord for Scotland.

 

Scapa Flow var den engelske hjemmeflådes hoved base i krigstid, man anså den for at være et meget sikkert sted at lade de tyske fartøjer opankre indtil deres videre skæbne blev afgjort. Tohundrede tyske ubåde og cirka 70 overflade fartøjer skulle som udgangspunkt sætte kurs mod  allierede, eller neutrale havne, de tohundrede ubådes skæbne var hurtig beseglet, de skulle interneres med henblik på ikke at blive returneret til Tyskland overhovedet.

 

Da man som førnævnt ikke kunne enes om hvor overflade skibene skulle interneres, blev de på foranledning af admiral Rosslyn Wemyss RN, interneret i Scapa Flow, med kun en meget begrænset besætning ombord. Den 12. november blev dette meddelt tyskerne, og afsejlingsdatoen fastsat til den 18. samme måned, hvis ikke tyskerne fulgte ordre ville England besætte Helgoland.

 

Proceduren blev aftalt mellem kontraadmiral Hugo Meurer og admiral David Beatty ombord på Beattys flagskib HMS QUEEN ELIZABETH. De tohundrede ubåde skulle afgå først med kurs mod Harwich, hvor de skulle overgive sig til kontraadmiral Reginald Tyrwhitt. Overflade skibene skulle så sætte kurs mod Firth of Forth, hvor Beatty så skulle modtage deres overgivelse inden sejladsen så skulle fortsætte til Scapa Flow.

 

Halvfjerds stor enheder, slagskibe, slagkrydsere, krydsere ctc. fra den tyske højsø flåde blev mødt af armada af alliered krigsskibe, 370 Engelske, amerikanske og Franske krigsskibe, alle skulle de eskortere de tyske skibe til Firth of Forth. Beattys signal til Tyskerne lød: Det tyske flag vil blive strøget ved solnedgang, og vil ikke at blive hejst igen uden tilladelse.

 

Briterne forventede at der ville opstå en kamp, og havde rettet deres kanoner mod de tyske skibe, men overgivelsen forløb fredeligt. Alle skibene blev inspiceret af englænderne inden afsejlningen mod Scapa Flow.

 

Allerede i januar 1919 opstod tanken om at sænke de tyske skibe, admiral von Reuter udarbejdede planer om en sådan sænkning, og forberedelserne begyndte at tage form. Bundventilerne blev smurt ekstra godt så de nemt kunne åbnes, mukkerter blev anbragt nær ventilerne, så de kunne ødelægges og ikke lukkes igen. En hemmelig kode blev aftalt officererne imellem. Når koden blev hejst, skulle alle ventiler åbnes inklusive torpedorørs ventiler (slagskibe etc. havde undervands torpedorør dengang).

 

Den 20. juni 1919 signaliserede krydseren SMS EMDEN at man skulle være klar, signalet blev besvaret af de andre tyske skibe. Den 21. Juni om morgenen lettede den engelske hjemme flåde anker og forlod Scapa Flow for at gennemføre en øvelse i Nordsøen. Umiddelbart derefter blev signalet ’paragraf 11, bekræft’ sendt fra den tyske flådes flagskib, signalet betød ’sænk alle skibe øjeblikkelig’, de tyske søfolk parerede ordre omgående.

 

Tyskerne var forberedt, men det var hverken den engelske flåde eller beboerne på Orkney øerne. Alle så måbende til at de tyske krigsskibe en efter en sank lige foran deres øjne. Den engelske hjemmeflåde blev øjeblikkelig kaldt tilbage fra den manøvre i Nordsøen, men da den kom dampende ind med fuld kraft var skaden sket og ikke til at ændre. De fleste tyske skibe lå på dybt vand, men enkelte havde ikke meget vand under kølen og kom således til at stå på bunden med ovebygningen stadig oven vande.

 

Efterskriften er, at ved denne handling fraskrev Tyskland sig muligheden for nogensinde at kunne deltage i et sømilitært våbenkapløb, selv i dagens Tyskland er den tyske flåde decimeret, efter egen opfattelse. En anden side var, at både USA og Frankrig var meget interesseret i at overtage de tyske skibe, så man kunne anvende deres teknologi, men ikke nok med det, magtbalancen kunne ændres, til fordel for USA og Frankrig, og det ønskede Briterne ikke, de ville have de tyske skibe destrueret en gang for alle.

 

Ingen af skibene fra den tyske højsø flåde blev bjærget med genbrug for øje, de fik lov til at henlægge i Scapa Flow frem til 1923 hvor en bjærgning startede med henblik på skrotning, det sidste skib som kom under skærebrænderne var slagkrydserne SMS DERFFLINGER, hun blev hævet i juli 1939, men på grund af krigen først skrottet i 1946, 37 år efter interneringen i Scapa Flow.

 

Om hundrede år er alting glemt, og dog. Første verdenskrig og dens efterdønninger lever videre.

 

Kilde: World af Ships, Scapa Flow, The german high seas fleet, its surrender, scutteling, and salvage. 2019

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…