”Vi skal satse på uddannelse”. Således skriver Socialdemokratiet og dets tre støttepartier i deres fælles ”forståelsespapir”, som skal danne baggrund for den nye regerings arbejde de næste fire år.
Mere konkret fremgår det af partiernes håndfæstning, at de vil bruge flere penge på uddannelsesområdet, men samtidig vil de fjerne de nationale tests, som undersøger, om skatteydernes penge rent faktisk bliver anvendt fornuftigt. Partiernes grundlæggende antagelse lader til at være, at problemer altid løses bedst ved bare at bruge flere penge.
Samtidig ønsker den nye regering ifølge forståelsespapiret at mindske ”præstationskulturen” i uddannelsessystemet. I Danmark er vi altså nået det punkt, hvor ønsket om at præstere i sin uddannelse bliver opfattet som noget negativt af regeringen og dens støttepartier.
I naturlig forlængelse af det lave ambitionsniveau ønsker partierne, at karaktererne fremover skal ”fylde mindre” (selvom der ikke bliver givet flere karakterer end tidligere). Udover at bidrage til en i forvejen slap holdning i uddannelsessystemet vil det gå ud over de kvikke børn fra ikke-boglige hjem, som har gavn af den klare information, som ligger i en karakter.
Når børn og unge føler sig væsentligt mere stressede end tidligere, skal det naturligvis tages alvorligt, men at fjerne karaktererne svarer blot til at forsøge at kurere en sygdom ved at slå termometeret i stykker. Ofte skyldes stress, at man ikke kan løse den opgave, man står over for, og her ville et forbedret fagligt niveau i folkeskolen være en langt bedre kur.
Det fremgår også af forståelsespapiret, at den nye regering vil fjerne det uddannelsesloft, som har betydet, at man ikke umiddelbart kan tage flere videregående uddannelser på samme eller lavere niveau. Pudsigt nok lader den socialdemokratiske regerings holdning til at være, at ”den, som har, til ham skal der gives…”, for her er det alle de danskere, som går på arbejde, som skal betale for de få, der ønsker at tage flere uddannelser.
Et andet mærkværdigt forslag i regeringsaftalen er at ”give bedre muligheder for senere skolestart”. Det forekommer ikke umiddelbart indlysende, hvordan en senere skolestart skulle give bedre uddannelser.
Ved sin tiltrædelse bekendtgjorde den nye børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som det allerførste, at det var hendes politiske målsætning, at ”Danmark skal være det land, hvor det er bedst at være barn”, og hun fortsatte: ”Jeg vil sørge for, at skolen bliver et rarere sted at være”. Det er naturligvis fint nok at tænke på trivsel, men det største problem i den danske folkeskole er ikke, at børnene ikke trives, men at de ikke lærer nok.
Formanden for lærerne, Anders Bondo Christensen, er begejstret for udsigten til flere penge og færre tests, og han kalder regeringsaftalen for et ”smaddergodt udgangspunkt”. Der er altså heller ikke udsigt til mere faglighed fra den side.
Der er ikke brug for flere penge, men mere selvkritik i vores uddannelsessystem. I stedet er der udsigt til fire år med mere slendrian og ringere faglighed. Vi fået en undervisningsminister, hvis væsentligste bidrag på uddannelsesområdet indtil videre har været at smide levende høns ud fra tilhørerpladserne i folketingssalen. Når man læser regeringens forståelsespapir, ser hendes fremtidige bidrag ud til at blive endnu værre.
