Forhandlingerne om en ny regering skrider tilsyneladende kun langsomt frem. Det skyldes ikke mindst, at Mette Frederiksen har ladet det stå meget åbent, hvad målet er med forhandlingerne.
Den ene yderlighed vil være, at der mellem partierne i rød blok laves en omfattende og forpligtende politisk aftale, som en kommende regering skal bygge på.
Den anden yderlighed vil være at finde en politisk forståelse på centrale områder uden at gå særlig langt ind på, hvordan denne forståelse nærmere skal udmøntes. Der dannes på det grundlag en ren S-regering, som skal sørge for ikke at have et flertal imod sig i Folketinget, men ellers har forholdsvis frie hænder.
Morten Østergaard vil presse Mette Frederiksen
Mette Frederiksen har ikke fra starten gjort det klart, i hvilken retning hun vil gå. Det er i høj grad med til at gøre forhandlingerne komplicerede og langtrukne.
Den svævende situation betyder nemlig, at man ikke bare forhandler om, hvilken politik der skal føres. Man lægger også arm om, hvilken slags aftale der overhovedet skal indgås mellem parterne.
De Radikale forsøger at bane sig vej til stor indflydelse på regeringsgrundlaget, måske regeringsdeltagelse, ved at køre hårdt på i forhandlingerne – åbenbart til irritation for de andre.
Morten Østergaard håber vel, at han på den måde kan presse Mette Frederiksen til at købe sig fred ved at tage De Radikale med i regering.
Det kan måske ikke lade sig gøre. Men så vil De Radikale i hvert fald gerne sikre sig, at en S-regering ikke får stor frihed til at søge samarbejde hen over midten med specielt Venstre – uden om De Radikale.
Den sikkerhed vil de opnå ved at gøre de aftaler, der nu forhandles om i rød blok, så omfattende og forpligtende som muligt.
Mette Frederiksen har selv bedt om slagsmål
Mette Frederiksen har selv bedt om at få dette slagsmål ved at lade det stå meget åbent, hvad man egentlig forhandler om.
Hun har formentlig valgt denne åbne fremgangsmåde, fordi hun var bange for at køre modsætningerne for hårdt op fra starten. For eksempel ved at insistere på, at man kun skal have en bred forståelse mellem partierne og ikke en bindende aftale.
Men nu får hun formentlig balladen alligevel, fordi De Radikale – og de andre – forsøger at presse hende til at lade sig binde hårdt op på en aftale.
Hun havde nok vundet ved at være mere dristig og insistere på en ren S-regering med betydelig handlefrihed. Og så kunne hun jo meddele Morten Østergaard, at De Radikale kan være med til at stemme en sådan regering ned i Folketinget, hvis de synes, at det er en god idé.
Rød blok hænger dårligt sammen
Kendsgerningen er, at en regering under Mette Frederiksen vil have brug for et ganske omfattende samarbejde med de borgerlige partier. Det skal den have frihed til – ellers kører den hurtigt fast.
Det gælder i høj grad i udlændingepolitikken, men også i den økonomiske politik.
Rød blok hænger simpelt hen så dårligt sammen rent politisk, at der slet ikke kan laves et forsvarligt regeringsarbejde uden om de borgerlige.
De Radikale er gift for Socialdemokratiet
Kendsgerningen er desuden, at et meget tæt samarbejde med De Radikale er gift for Socialdemokratiet.
Sådan har det ikke altid været. Engang var de to partier politisk tættere forbundne.
Det var dengang, hvor De Radikale byggede på en forholdsvis stærk social tradition. Den afspejlede partiets rødder blandt husmænd og andre i beskedne sociale kår.
Og det var dengang, hvor der ikke fandtes store asylstrømme, og hvor udlændingepolitik derfor ikke spillede nogen rolle.
Hårde over for danskere – bløde over for indvandrere
Siden er Det radikale Venstre blevet partiet, der er hårde over for almindelige danskere, men bløde over for indvandrere. Partiet med de korrekte meninger i værdipolitikken og den ringe sociale indlevelse. Partiet for de bedrevidende snakkende klasser.
Under Thorning-regeringen fik De Radikale lagt grunden for den voksende asylstrøm til Danmark – en udvikling, der har kostet det danske samfund svimlende summer.
Samtidig blev danskernes protester mod stramninger på dagpengene mødt af den radikale leder Margrethe Vestager med et skuldertræk og et: ”Sådan er det jo.”
Allerede i 00’erne holdt De Radikale reelt Socialdemokratiet væk fra regeringsmagten, fordi partiet insisterede på en politisk korrekt udlændingepolitik.
Mette Frederiksen har brug for de borgerlige
I den aktuelle situation presser De Radikale på for at forhøje de sociale ydelser til flygtninge. Og de vil have mange flere asylansøgere, der får permanent ophold.
Hvis de fik gennemtvunget det, ville danskerne komme til at betale med højere skatter og forringede sociale ydelser.
Den tid er ganske enkelt forbi, hvor Socialdemokratiet kan holde til at lænke sig til De Radikale.
For Mette Frederiksen er det altafgørende at kunne søge samarbejde med de borgerlige, uden at Morten Østergaard har nogen form for vetoret. Det samme gælder selvfølgelig for Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper.
En S-regering, der lænker sig til De Radikale (og venstrefløjen), er en S-regering, der risikerer en kortvarig levetid og langvarige politiske problemer bagefter.
