Ikke-vestlig indvandring er dyr.
I Odense Kommune kan man spare 250 millioner kroner årligt på de offentlige kasser, hvis det blot lykkes for kommunen at få flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde, skrev vi her i avisen forleden.
Tallene stammer fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Her oplyser man, at hver tredje ikke-vestlige indvandrer i 2018 var på offentlig forsørgelse mod 18 procent hos personer med dansk baggrund.
Af samme grund udbetalte de offentlige kasser sidste år knap 14 milliarder kroner alene i forsørgelsesudgifter til ikke-vestlige indvandrere
Kommunerne har selv ansvaret for, at de kommer i arbejde
Det er kommunerne, der har ansvaret for, at de ikke-vestlige indvandrere kommer i arbejde, når Folketinget via Udlændingestyrelsen sender dem ud til kommunerne.
Her sender man dem på forskellige kurser, der skal gøre dem egnet til at gå ud på det danske arbejdsmarked.
Men det får indimellem groteske udslag, og nu slår en af toppolitikerne i Kommunernes Landsforening (KL) alarm.
Integrationskurser i madlavning
Det er Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), som er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.
Han understreger, at der har været en tendens til at tage særhensyn ud fra sociale forhold og kalder det misforstået omsorg.
”Jeg oplever, at der i kommunerne har været en del projekter, hvor man har sat kvinderne i gang med knap så arbejdsrettede tilbud,” siger Thomas Kastrup-Larsen til Berlingske Tidende og uddyber:
”Det kunne være at lave mad og at dyrke deres madtraditioner hjemmefra. Det har der været en del af, men det rykker dem bare ikke.”
Millionprojekt: En ud af tres ikke-vestlige kvinder kom i arbejde
Sidste år skulle et stort anlagt millionprojekt I Københavns Kommune skaffe 289 såkaldt udsatte københavnere i arbejde.
Alt i alt blev der brugt 6,8 millioner kroner, men ud af de 289 personer kom blot otte i job eller uddannelse, skriver Berlingske Tidende.
Blandt dem én af de i alt tres ikke-vestlige kvinder, der deltog i projektet.
Sagt på en anden måde, så har det kostet Københavns Kommune en lille million kroner at få otte personer i enten arbejde eller uddannelse.
I Københavns Kommune raser beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), over de manglende resultater, men kan intet stille op.
”Der er et bredt flertal – især venstre over – af partier, som har en stor tro på de her projekter,” siger hun til Berlingske Tidende og oplyser, at hele beskæftigelsesudvalget i kommunen er oplyst om de mildt sagt magre resultater.
Men det røde flertal insisterer altså på at fortsætte.
Mette Frederiksen: Alle indvandrere skal arbejde 37 timer om ugen
Endnu inden Mette Frederiksen (S) var blevet statsminister kørte hun den hårde linje, når det gjaldt indvandrere.
De skal arbejde, ellers trækkes de i ydelsen, lød det fra Mette Frederiksen.
Til Berlingske Tidende sagde hun således den 4. februar, at:
”Vi bliver nødt til at vænne folk i Danmark til dét at gå på arbejde, og for de flestes vedkommende er et fuldtidsarbejde på 37 timer.”
Og da Socialdemokratiet dagen efter præsenterede sit udlændingeudspil, var der således heller ingen slinger i valsen”
”Indvandrere skal arbejde 37 timer om ugen – ellers trækkes de i ydelsen,” lyder et af de centrale punkter.
Statsminister Mette Frederiksen: Vi arbejder skam på det …
Under spørgetimen til statsministeren i Folketinget i tirsdags bragte Pernille Vermund sagen op med en bemærkning om, at statsministeren siden 2018 flere gange har udtalt, at udlændinge skal arbejde 37 timer om ugen.
”Men da lovkataloget så kom i sidste måned, kunne jeg ikke se det lovforslag, der vil sikre, at udlændinge arbejder i stedet for at være på offentlig forsørgelse,” lød det blandt andet fra Pernille Vermund, som sluttede:
”Så mit spørgsmål er ret enkelt: Hvornår bliver lovforslaget om, at alle udlændinge med opholdstilladelse i landet skal arbejde 37 timer om ugen fremsat?”
Da det var jo et af de udgangsspørgsmål, som statsministre under spørgetimen på forhånd bliver orienteret om fra partiernes ordførere, kom svaret fra Mette Frederiksen da også prompte:
”Det var et godt spørgsmål om et rigtig godt emne og noget, der er helt afgørende. Vi diskuterede det faktisk tidligere i dag i regeringen, så vi er i gang med arbejdet, og hvordan vi kan få udformet det her på en måde,” lød det fra Mette Frederiksen, som fortsatte:
”Og jeg er meget, meget glad for, at det bliver bragt op i dag, for det giver mig så også nogle forhåbninger om, at vi kan få et flertal, når vi er klar til at føre det her ud i livet.”
Det bliver spændende – over 20.000 fuldtidsmodtagere fra blot tre lande
Ingen ved deres fulde fem havde vel regnet med, at regeringen ville lave en lov om, at alle ikke-vestlige indvandre i Danmark skal arbejde 37 timer om ugen.
Det blev i sin tid blot betragtet som valgflæsk for at få de vælgere tilbage, der var sivet over til Dansk Folkeparti på grund af den socialdemokratiske udlændingepolitik.
Men nu hænger Mette Frederiksen altså pludselig på et løfte om lovforslag, der vil få de over tilsammen 20.000 syrere, somaliere og libanesere i alderen 30 – 59 år, som ifølge Danmarks Statistik i 2017 var på fuld offentlig forsørgelse, ud i et 37-timers fuldtidsjob på arbejdsmarkedet.
Plus alle de andre.
Det bliver både spændende og interessant at se, hvordan Mette Frederiksen & Co. vil klare den opgave ved hjælp af en lov.
Læs også:
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=29445&sid=indv2018