Statsborgerskabet skal tages fra IS-terroristerne – hensynet til danskerne må stå over konventionerne

Flere og flere vender sig mod de stærkt forældede FN-konventioner og ønsker dem opsagt.

 

Ikke mindst  Statsløsekonventionen af 1961, som Folketinget den 22. april 1977 meddelte sit samtykke til, at Danmark tiltrådte. Konventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 9. oktober 1978.

 

Dette skete på trods af, at konventionens ordlyd er en grov overtrædelse af Grundlovens § 44: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.”

 

En lov kan til tider være vanskelig at forstå på grund af snørklede formuleringer, men tydeligere end Grundlovens § 44 kan næppe nogen lov formuleres. Alle forstår det umiddelbart. Altså med undtagelse af politikerne.

 

Var der virkelig ingen dengang, der sagsøgte staten på baggrund af denne overtrædelse af Grundloven?

 

Men Søren Krarup (DF) stillede i 2011 spørgsmål til daværende minister for flygtninge, indvandrere og integration Søren Pind om Statsløsekonventionen. Krarup havde i øvrigt igen og igen protesteret i Folketinget, når der blev meddelt statsborgerskab til statsløse uden hensyntagen til  Grundlovens § 44.

 

Pinds svar sagde nu ikke så meget, men det har ikke hindret, at modstanden over årene mod konventionerne er blevet stærkt forøget, ligesom røsterne med krav om, at de skal opsiges, ikke er forstummet.

 

Ønsket om opsigelse af konventionerne

Ønsket om opsigelse gælder stort set alle FN-konventioner, dels fordi de er underskrevet i en anden tid, dels fordi Menneskerettighedsdomstolen (EMD) anvender konventionerne til at tryne de lande, der forsøger at fortolke konventionerne i den tid, vi lever i nu. Fortolkninger er EMDs bord, og som vi har lært domstolen at kende, er den særdeles dynamisk og finder hele tiden på nye emner, der kan puttes ind under en eller andet artikel i konventionerne, og som landene har at rette sig efter.

 

Dertil kommer, at EMD har 49 dommere fra 49 lande, og de kan selvsagt ikke være forankret i de enkelte landes kultur, traditioner, sædvaner, historie og retssystemer.

 

Og det er skam ikke blot Menneskerettighedskonventionen, der med inkorporeringsloven af 1992 blev en del af vores nationale love, som skal følges:

 

I 2013 anførte Institut for Menneskerettigheder om den daværende regering:

 

”Den nuværende regerings holdning til inkorporeringsspørgsmålet er, at Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve konventionerne, når landet formelt tilslutter sig en aftale. Regeringen mener også, at ikke-inkorporerede konventioner kan påberåbes og anvendes ved danske domstole, da de anses for at være relevante retskilder. Regeringen er derfor ikke af den opfattelse, at inkorporering er retligt nødvendig.”

 

Intet er ændret i 2019, hvor statsministeren har udtalt, at ingen konventioner bliver opsagt på ”hans vagt”.

 

Artikel 8 om fratagelse af statsborgerskab

Denne artikel om mulighed for fratagelse af statsborgerskab, selv om den gør den pågældende statsløs, er sikkert kendt af de fleste – stk. 2 b) ”hvor statsborgerret er opnået ved urigtige anbringender eller svig.”

 

Men der er en yderligere mulighed under stk. 3:

Uanset bestemmelserne i denne artikels stk. 1 bevarer en kontraherende stat adgangen til at fratage en person statsborgerretten, hvis den på undertegnelses-, ratifikations- eller tiltrædelsesdatoen udtrykkeligt afgiver erklæring om, at den ønsker at bevare denne adgang af een eller flere af følgende grunde, når disse indgår i statens lovgivning på det pågældende tidspunkt: (se nedenfor om det af mig fremhævede)

 

  1. a) at den pågældende i strid med sin loyalitetspligt over for den kontraherende stat
  2. i) på trods af den kontraherende stats udtrykkelige forbud har ydet eller har fortsat med at yde en anden stat tjenester eller har modtaget eller har fortsat med at modtage vederlag fra en anden stat, eller
  3. ii) har udvist en for statens livsvigtige interesser særdeles skadelig adfærd;
  4. b) at den pågældende har aflagt ed til eller afgivet formel erklæring om tilhørsforhold til en anden stat eller klart har vist sin beslutning om at unddrage sig sit tilhørsforhold til den kontraherende stat.

 

Indgik denne mulighed i Danmarks lovgivning på tidspunket for underskrivelsen? Hvis ikke, kunne underskrivelsen vel vente, til en sådan lov var vedtaget. Dog burde vores forfatning (Grundlovens § 44) vel være nok til, at Danmark kunne tage forbehold.

 

Gjorde Danmark det på trods af den meget tydelige ordlyd i Grundlovens § 44 om, at indfødsret kun gives til udlændinge ved lov?

 

Næh, Danmark tog absolut ingen forbehold.

 

Og så fangede bordet, for bortset fra forbehold, der skal tages ved underskrivelsen, kan der ifølge artikel 17 ikke tages forbehold over for konventionens artikler.

 

Da der således er lukket for mulighed for forbehold, skal vi simpelthen træde helt ud af Statsløsekonventionen.

 

Andre landes forbehold 

Bl.a. Storbritannien, Tyskland, Irland og Østrig tog forbehold for de artikler, der var i karambolage med deres landes forfatning.

 

Østrigs forbehold lyder således:

I overensstemmelse med konventionens artikel 8, stk. 3 a), i) og ii), forbeholder Østrig sig retten til at fratage en person hans statsborgerskab, hvis en sådan person efter sin egen frie vilje indtræder i en anden stats militære styrker.

Østrig forbeholder sig ligeledes retten til at fratage en person hans statsborgerskab, hvis en sådan person i sin tjeneste for en fremmed stat udviser en for republikken Østrigs interesser eller prestige særdeles skadelig adfærd.

 

Og uddrag af Storbritannniens forbehold lyder således:

I overensstemmelse med konventionens artikel 8, stk.3 a), og uanset bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, forbeholder Det forenede Kongerige sig retten til at fratage en naturaliseret person hans statsborgerskab af følgende grunde, der indgår i Det forenede Kongeriges lovgivning på tidspunktet for denne erklæring…..

 

Disse landes forbehold har så bevirket, at Storbritannien har kunnet fratage IS-bruden Shamina Begum hendes britiske statsborgerskab, selv om man har anvendt hendes dobbelte statsborgerskab som begrundelse.

 

Da Østrig har taget det meget vigtige forbehold om artikel 8 stk. 3 a), i) og ii), burde landet umiddelbart kunne fratage IS-terroristerne deres østrigske statsborgerskab. Man er dog i færd med i parlamentet at diskutere dette og begrunder det med, at Østrig først og fremmest må beskytte den østrigske befolkning.

 

Beskyttelse af befolkningen

Hele den danske befolkning – næsten uden undtagelse – vil sikkert også gerne beskyttes mod bestialske hjemvendte og hjemvendende terrorister, men her hjælper ingen kære mor. For overholdelse af konventionen betyder så langt mere for regeringen og sikkert langt de fleste partier i Folketinget.

 

Som klassens duks blev Statsløsekonventionen fra Danmarks side ukritisk underskrevet, og nu står vi i den suppedas, hvor det diskuteres, hvorvidt IS-terrorister med dansk statsborgerskab skal lukkes ind i landet igen, eller om de skal dømmes i det land, hvor de har begået deres uhyrlige forbrydelser.

 

Her i landet vil de næppe kunne dømmes. Der er ingen vidner, og uden undtagelse vil forbryderne formentlig hævde, at de alle var sygehjælpere og dermed gjorde en humanitær indsats.

 

Ville det ikke være mere rimeligt, at de blev dømt i det land og af det folk, hvor de har begået deres forbrydelser? Det kan vi hjælpe med økonomisk.

 

Men vi har jo trods alt noget, de andre lande ikke har, nemlig Aarhus-modellen!

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…