Dansk Folkeparti går klart tilbage i meningsmålingerne. I den seneste måling (Epinion/DR) står man til 15,2 procent af stemmerne mod 21,1 procent ved sidste valg i 2015.
Nu er medierne godt i gang med at varme op til valgkampen ved konstant at fremstille DF som et parti i krise.
Det værste, der kan ske for partiet, at man bliver grebet af panik over denne historie og fortaber sig i problemer og internt kævl.
Dansk Folkepartis første og vigtigste opgave er at bevare selvtilliden og ikke føre en valgkamp, der bliver dikteret af Journalistisk Venstreparti.
Allerførst bør man lige minde sig selv om, at Dansk Folkeparti fortsat er en bragende politisk succes.
Det er i sig selv en præstation, at man har nået en vælgeropbakning, hvor det bliver en krisehistorie, at man ’kun’ står til 15 procent af stemmerne.
Samtidig har man skabt sig en parlamentarisk position og et ansvar for vigtige reformer, som er ganske ekstraordinær blandt indvandringskritiske partier i Europa.
Partiets medlemmer har al mulig grund til at være stolt over resultaterne. Og al mulig grund til at bakke om Kristian Thulesen Dahl, der har sin meget store andel i den historiske præstation, som partiet har leveret fra Pia Kjærsgaard og frem.
Nye vilkår
Medierne serverer hele tiden historien om den store tilbagegang for Dansk Folkeparti siden sidste valg. I meningsmålingerne ligger man i øjeblikket til at tabe hver fjerde vælger fra 2015. Og det er jo meget.
Men det ville være urealistisk af Dansk Folkeparti at tro, at man denne gang kunne holde samme høje niveau som sidste gang. I mellemtiden er der især sket to ting:
Nye Borgerlige stiller op, og det giver et uundgåeligt stemmetab for Dansk Folkeparti.
Nok så væsentligt: Socialdemokratiet er blevet væsentligt strammere i udlændingepolitikken. Dermed er partiet blevet forsonet med en del af sine traditionelle vælgere, der i protest gik til Dansk Folkeparti i 2015.
På den baggrund er det ikke særlig realistisk at tro, at Dansk Folkeparti denne gang kan nå helt op på de 21,1 procent fra sidst. Selv i bedste fald skal man regne med at ligge lavere end sidst.
Efterladt på perronen
Men på tre afgørende punkter har partiet plads til forbedringer i forhold til den kommende valgkamp:
For det første lod man sig overrumple af Socialdemokratiet i velfærdspolitikken. Kristian Thulesen Dahl har selv været inde på det.
Socialdemokratiet har scoret vælgerpoints med sin kritik af sundhedsreformen og med sine forslag om tidligere pension for nedslidte.
Dansk Folkeparti blev efterladt på perronen i forhold til sundhedsreformen. Det lykkedes Mette Frederiksen at definere regeringens udspil som ”centralisering”. Spørgsmålet er, om man får rettet det op med den blå aftale, som er på vej.
Socialdemokratiets pensionsudspil overrumplede også Dansk Folkeparti. Sagligt og økonomisk er dette S-udspil Ebberød Bank, men det har efter alt at dømme en folkelig appel. Dansk Folkeparti skal op i gear i denne debat, hvad man da også er i gang med.
”Paradigmeskiftet”
Samtidig har partiet brug for i højere grad at vise tænder i udlændingepolitikken.
Intet parti har i tilnærmelsesvis samme grad som Dansk Folkeparti sørget for, at Danmark har bevæget sig ind ganske stram kurs i udlændingepolitikken.
Senest har partiet skrevet historie ved at gennemtvinge det såkaldte paradigmeskifte, der sender flygtninge hjem, når der er fred i hjemlandet.
Partiet kan måske godt give vælgerne et tydeligere indtryk af, at man jævnligt har måttet trække regeringen til truget.
Men først og fremmest har man brug for at skærpe profilen over for Socialdemokratiet til den ene side og Nye Borgerlige til den anden.
S-fedtspil
Socialdemokratiet har uomtvisteligt ændret kurs. Men man har i betydelig grad dyrket politisk fedtspil i udlændingepolitikken:
Kun sjældent har man selv taget nye, vigtige initiativer til stramninger. Man har ladet specielt Dansk Folkeparti komme med forslagene, og så har man skyndt sig at gå med.
Det kan DF godt markere skarpere i valgkampen.
I forhold til Nye Borgerlige er er lagt op til en tilsvarende offensiv, som understreger, at det er Dansk Folkeparti, der skaber resultaterne.
Men der er også brug for brod i forhold til Venstre i udlændingepolitikken. Det er ikke Venstre, der fortæller danskerne, at den ikke-vestlige andel af befolkningen bliver ved med at vokse kraftigt. Det er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Samarbejde til begge sider
Endelig har Dansk Folkeparti en udfordring med at forklare sin linje for samarbejde med blå blok og Socialdemokratiet.
Tilsyneladende synes nogle vælgere (og medlemmer), at dette dobbelte samarbejde skaber tvivl: Er DF nu blåt eller halvrødt?
Thulesen Dahl gør absolut det rigtige, når han vil samarbejde til begge sider. Det styrker Dansk Folkepartis indflydelse.
Men Dansk Folkeparti har ingen interesse i, at dette samarbejde kommer til at fylde så meget i offentligheden, at vælgerne kommer i tvivl om, hvad der er Dansk Folkepartis politik.
Samarbejdet til begge sider er ikke noget, der skal fremhæves hele tiden. Det er noget, man bare skal gøre, når der skal laves praktisk politik.
I valgkampen vil vælgerne bekræftes i, at Dansk Folkeparti er som katten på vejen. Sin egen.
