Hvis nogen skulle være i tvivl om, at Dansk Folkeparti er et ægte nationalkonservativt parti, skal den tvivl fjernes.
Sådan lyder udmeldingen fra parti-ledelsen, som nu har nedsat et udvalg, der skal skærpe partiets nationalkonservative profil.
Nu skal det tydeliggøres, hvad det er, Dansk Folkeparti i modsætning til de fleste andre partier står for.
Med værdikrigeren Martin Henriksen som formand består udvalget af Morten Messerschmidt, Søren Krarups datter Katrine Winkel Holm, samt et par af partiets dedikerede medarbejdere.
I forbindelse med nedsættelsen af det idepolitiske udvalg vil partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, i august foretage en rundrejse til partiets lokalforeninger for at drøfte en række forhold.
Tilbage i en ny stærk udgave
Som bekendt fik Dansk Folkeparti noget af en vælgerlussing ved det netop overståede valg, hvor partiet gik tilbage fra 21,1 procent af stemmerne ved valget i 2015 til 8,7 procent ved valget i juni i år.
Af samme grund har DF-ledelsen nu sat gang i det udviklingsarbejde, der skal bringe parti tilbage i en ny stærk og markant udgave.
Dansk identitet skal styrkes
Når udvalget mødes i de kommende uger, vil Dansk Folkepartis kerneværdier såsom familie, skole, kultur, kristendom og udlændinge stå på dagsordenen, fortæller formanden for udvalget, Martin Henriksen, til Den Korte Avis.
Det handler blandt andet om at styrke den danske identitet.
”Vi skal skærpe bevidstheden hos danskerne om, at vi er en del af en historie, der går mere end tusind år tilbage i tiden og med et nationalflag, der med sine otte hundrede år er Verdens ældste, hvilket også er nødvendigt for at skabe modstandskraft i forhold til islam, som fylder mere og mere i det danske samfund,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis.
Der er områder i Danmark, hvor danskerne er i mindretal, og den udvikling vil ifølge Martin Henriksen tage yderligere fart, når det nye politiske flertal begynder at slække på udlændingepolitikken.
”Derfor er der brug for en endnu skarpere udlændingepolitik end den, der har været ført de sidste fire år. Retningen har været den rigtige, men ikke tilstrækkelig. Der skal væsentligt mere til, og det skal vi være bedre til at fortælle danskerne,” understreger Martin Henriksen.
Familien og det kristne værdigrundlag
Men det handler også om meget andet end udlændingepolitik og både familien og det kristne værdigrundlag er højt prioriterede DF-kerneværdier.
Blandt andet vil udvalget diskutere, hvordan man kan skabe nogle modeller, så der bakkes mere op om de traditionelle familiemønstre
”Desværre er der efterhånden skabt en meget politisk korrekt stemning om, at det ikke længere er acceptabelt at sige, at de bedste familieværdier som udgangspunkt for et barn er kernefamilien med en far og en mor, siger Martin Henriksen og understreger:
”Men det mener vi, og det kan man sagtens mene, uden at man dermed taler ned til andre eller ikke synes, at enlige forsørgere skal hjælpes.”
Også skole- og kirkepolitik er vigtige kerneværdier for Dansk Folkeparti.
Her vil udvalget blandt andet diskutere, hvordan skoleelevers bevidsthed om den kristne kulturarv kan styrkes som for eksempel ved at forhindre, at konfirmationsundervisningen presses ud af folkeskolen.
”De fleste danskere går nok ikke rundt og tænker på, om de er nationalkonservative. Men hvis man spørger folk, om de bakker op om folkekirken og monarkiet og om de mener, at skoleelever skal have en ordentlig ballast af viden om deres danske kultur og historie, så gør de fleste det,” lyder det fra Martin Henriksen, som fortsætter:
”Så mange danskere bakker op om de værdier, som Dansk Folkeparti er det eneste parti, der for alvor kæmper for.”
Vi skal lære at lytte bedre
På en helt anden boldgade erkender Martin Henriksen, at der er noget, som partiet har forsømt, og som der nu skal rettes op på.
Det handler om at være partiet, der lytter til folks bekymringer.
”Så snart man træder ind på Christiansborg, bliver man en del af systemet. DF har fra starten søgt indflydelse, og det skal vi fortsat gøre, men så bliver man jo også betragtet som systemet, siger Martin Henriksen og understreger:
”Derfor er det vigtigt, at vi får gennemdrøftet hvordan vi kan vende tilbage til rollen som dem, der protesterer over ting i samfundet, som vi er utilfredse med. Det skal vi gøre, samtidig med at vi arbejder benhårdt på at få ændret tingene. Jeg synes jo stadig vi lytter til danskernes bekymringer, blandt andet når det gælder indvandringen, men det skal danskerne fremover kunne mærke meget tydeligere.”
Hos Dansk Folkeparti handler det således langt ind i partiets sjæl om Gud, konge og fædreland og ikke om Allah, præsident og EU.