Dagens digt af Ole Hyltoft: Gyldent efterår

Foto: Steen Raaschou

 

Gyldent efterår         5.-11.-19

 

 

1

Når vi jokker rundt i blad,

blir vi børn igen, og glade.

Efterår er fuld af charme:

kølig sol, men hjertevarme.

 

 

2

Det er slut med solskinsdage

og med skovens grønne tage.

Men i stedet får vi gyldne

stier, som er helt fortryld’ne.

 

 

 

 

 

3

Minder har vi nu tilbage

om de første grønne dage,

da de forårskolde kviste

pluds’lig gav sig til at briste.

 

 

4

Netop da de dødsens stive

træ’r kom farverigt til live,

og de grene, som var runkne,

lived’  op og blev så prunk’ne.

 

 

5

Kviste gav sig til at føde

hvide blomster – mærk hvor bløde! –

Vi, der så det, blev så rørte

over under’t, de fuldførte.

 

 

6

Men nu sover solens gule

stråler – lissom dagens fugle.

Og de kobberbrune blade

udgør skovens ny facade.

 

 

7

 

Grøn om våren, brun om høsten,

lige stærk er farvelysten.

Hvilket festligt bakanale:

årets kredsløb, med finale.

 

 

 

Ole Hyltoft

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…