Da jeg første gang for årtier siden var på besøg i det franske Champagne-distrikt, stiftede jeg bekendtskab med områdets udgave af Coq au Vin. Det var selvfølgelig Coq au Champagne, altså Hane i Champagne, hvor den mousserende hvidvin var afløst af Champagne. Denne ret har fulgt mig siden, men da jeg ikke er mangemillionær, har jeg i stedet for ægte, kostbar Champagne anvendt spansk Cava, fransk Crémant eller italiensk Prosecco i retten. De koster det halve af de dyre dråber fra Champagne. I nedenstående vinomtale optræder en Corpinnat fra Spanien, og den har spillet en stor rolle i den simrende Bornholmerhane, jeg serverede for familien i søndags. Opskrifter findes på nettet.
Boblevin
Bodega Llopart, 2016 Brut Reserve, Corpinnat, l’Arcelona Wine Valley, Catalonien, Spanien – Normalpris 199 kr. – Tilbudspris 129 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Corpinnat er navnet på en udbrydergruppe af 9 tidligere Cava-producenter, som ønsker at hæve det spanske svar på Champagne til et højere kvalitetsniveau. Deres produkter kom på markedet i foråret. Kravet til deres boblevin er, at den er dyrket og behandlet på den enkelte bodega, og at den skal have lagret mindst 18 måneder. Til denne vin er anvendt 3 druearter: Xarello, Macabeo og Parellada.
Importør: D’Wine, Aalborg.
Hvidvin
Domaine Labouré-Roi, 2018 Le Beaunois, Chablis ACC, Bourgogne, Frankrig – Normalpris 149,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. hos MENY.
Vinbønderne i Chablis, der er Bourgognes nordligste vindistrikt, kalder Chardonnay druen for Le Beaunois, så derfor hedder vinen sådan. Duften har et godt samspil mellem frugt og mineralitet, og smagen er delikat frugtagtig med et strejf af syre. Fin til fisk og skaldyr.
Importør: GOBIvin, Valby.
Weinlaubenhof Kracher, 2017 Pinot Gris, Burgenland, Illmitz, Østrig – Normalpris 134,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.
Kældermester Gerhard Kracher er tredje generation på vingården, som udmærker sig ved at være en af det østrigske alpelands topproducenter. Her laves både ædelsøde dessertvine med internationalt ry og tørre bordvine som denne Pinot Gris. Den har alle de gode egenskaber, som gør den fremragende til både det asiatiske køkken og til en gang nykogte hvide asparges med lufttørret skinke til. Et supergodt køb.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Rødvin
Cantine Bosio, 2014 Boschi del Signori, Barolo DOCG, Santo Stefano Belbo, Piemonte, Italien – Normalpris 199,95 kr. – Tilbudspris 149,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.
Familien Bosio har drevet vinbrug i Piemonte siden 1967 og har siden da opkøbt marker af fineste karat overalt i vindistriktet, så man nu råder over 200 hektarer. Vinen her stammer fra marken Verduno og er fremstillet på Nebbiolo druer. Stilen er klassisk med kraft og krydderi, og duft og smag er karakteriseret af kirsebær, blomme, lakrids og viol. En lækker sag i glasset.
Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Domaine d’Uby, 2017 Byo No, 27, Cazaubon, Frankrig – Normalpris 140 kr. – Tilbudspris 105 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.
Byo No. 27 har fremstillet på 100% Cabernet Franc drue, og det ser man ikke så tit, selvom det er ganske ufortjent. Cabernet Franc er stamfar til den populære Cabernet Sauvignon drue, men den er blødere og mere elegant. Smag og duft er kendetegnet ved hindbær, ribs, blåbær, kirsebær og lidt cigarrøg. Er en rigtig god følgesvend til kogt kalvebryst med peberrodssovs og aspargeskartofler.
Importør: Propperiet, Brædstrup.
Bodegas Viña Vilano, 2013 Reserva, Ribera del Duero D.O., Burgos, Spanien –
Normalpris 135,95 kr. – Tilbudspris 109 kr. På tlf. 20403046 oplyses nærmeste forhandler.
Denne velsmagende og kraftige Reserva er lavet af 100% Tempranillo druer fra marker i Pedrosa del Duero i 800 meters højde over havoverfladen, og før flaskeaftapningen har mosten lagret 20 måneder på franske og slavonske egetræsfade. Lagringen er fuldbragt efter 18 måneder på flaske. Den langt varende smag er præget af mørke bær og et hint af vanilje. Er fremragende til simremad.
Importør: Fortium Wine, Hinnerup.
Anwilka Winery, 2016 Ugaba, Stellenbosch, Western Cape, Sydafrika – Kampagnepris 79,95 kr. hos udvalgte MENY- og SPAR-butikker. – På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
Ugaba er bantufolkets ord for den, der holder ro og orden i stammen, og i forbindelse med denne vin betyder det harmoni og balance. Hvilket passer! Den er produceret af Shiraz, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot druer, som er dyrket på Anwilkas marker i Helderberg 7 km fra havet i et ultrafint mikroklima.
Importør: Amka, Randers.
Cantina Tollo, 2015 Valle d’Oro, Montepulciano d’Abruzzo DOP, Tollo, Italien – Normalpris 79 kr. – Tilbudspris 59 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.
Provinsen Abruzzo ligger midt på skaftet af den italienske støvle ud mod Adriaterhavet. Her styrer Cantina Tollo ikke mindre end 3000 hektarer, så der er tale om en stor spiller på vinmarkedet. Vinen er lavet af den meget imødekommende Montepulciano drue, der behager de fleste smagsløg og elskere af god, gammeldags flæskesteg.
Importør: Vinslottet, Greve.
Azienda Vinicola A6mani, 2018 Negroamaro Salento IGP, Fragagnano, Apulien, Italien – Kampagnepris 78 kr.
Vingården er ung og startet af 3 kusiner, Elise Clerfeuille, Francesca Cavello og Maria Cavello, i 2011. Deres projekt var og er at lave vin, som giver lokaldruerne fuld kredit. Her er det 100% Negroamaro druer, der er fokus på, og vinen er mørk med glimt af violet. Solbær, blommer, balsamico og vanilje over ud af glasset, og smagsløgene behages af blødhed og sødmefuldt krydderi.
Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.