Brian Mørch fra DF: Paludan er ikke det værste, der kan ske

Brian Mørch og Rasmus Paludan

De gamle etablerede partier, medierne, meningsdannerne og alt, hvad der kan krybe og gå fra godhedens segment kan knap få luft af bare chok og forargelse over Rasmus Paludan.

 

Jeg stiller op til folketingsvalget for Dansk Folkeparti, og mit parti står ifølge de sidste meningsmålinger til at miste godt 10 procent af de stemmer, vi fik sidste gang, og de stemmer går til Nye Borgerlige og Stram Kurs.

 

Det kan man så give sig til at fundere over, og det bør da også medføre stor eftertænksomhed. Hvad skete der lige og hvorfor? På trods af mere end 100 stramninger på indvandrerområdet, mener vælgerne ikke, det er godt nok. Er Dansk Folkeparti gået hen og blevet for stuerene?

 

Der er mange bud, og lige nu kan vi ikke gøre andet end tage til efterretning, at vælgerne synes, vi er for forsigtige og måske har fedtet os ind i aftaler og den slags.

 

Rasmus Paludans parti står lige nu til cirka fire procent af stemmerne, og det skule ikke undre mig, hvis han får dem Og lidt til.

 

Det er det nemmeste i verden at lægge armene over kors og være forarget eller vred. Men jeg tror ikke, Rasmus Paludan er et værste, der kan ske Danmark. Han taler om at sende kriminelle, illegale og ballademagere ud af landet. Jeg har ikke hørt ham sige, at de skal kastes i uhumske fængsler og blive der, til de dør af alderdom. Jeg har heller ikke hørt ham sige noget om, at de skal dø, lemlæstes eller på anden måde generes.

 

Intet er så galt, at det ikke kan blive værre

Som bekendt er et intet, der er så galt, at det ikke med en smule umage kan blive endnu værre. Hvis ikke der i den kommende vagperiode gøres noget drastisk, så vil ikke igen oplever en af hovestadens bydele blive smadret, vilkårlige skuddueller eller simpelt hen bare, at offentlige myndigheder må trække sig tilbage, når de omringes af aggressive og truende unge mænd af anden etisk oprindelse end dansk, så kan det meget vel være, at der er nogle ude på venstrefløjen, der ønsker sig tilbage til de glade dage, da Rasmus Paludan var et chok. Og hvem ved, hvad det næste chok har i ærmet.

 

Det minder lidt om en episode, som Naser Khader beskrev i sin bog khader.dk. Han blev tilbageholdt i lufthavnen i Damaskus, og han var rædselsslagen, for han havde hørt rygterne om, hvad der skete i de afsidesliggende lokaler. Han var så rædselsslagen, at han tissede i bukserne, begyndte at græde og ønskede sig hjem til Danmark og Pia Kjærsgaard.

 

Hvis jeg var Rasmus Paludan, ville jeg hver eneste uge sende overdådige blomsterbuketter til alle dem, der taler dunder om ham og hans parti. Og ekstra store buketter til Facebooks ledelse i Danmark, der rutinemæssigt har lukket hans konto og selvfølgelig også til DR’s arabiske medarbejder, der har været så venlig at give ham en uvurderlig reklame. Uanset hvor mange penge, Paludan tjener på at være advokat, ville han aldrig kunne betale den reklame, de helt frivilligt giver ham. Den er helt på linje med eller måske endda endnu bedre end dengang, Simon Spies købte en teaterbillet til sin stok.

 

Facebook, der rutinemæssigt blokerer en politiker, baner vejen for en Paludan nummer to, tre eller fire. Ligesom TV2, der melder ud, at de vil lukke for mikrofonen, hvis han siger noget racistisk, hvilket betyder stort set alt, hvad en sart næse med en overordentlig god vilje kan få færten af. Det minder mig lidt om dengang i mine teenageår, hvor vi var en flok knægte samlet og gav os til at misforstå alting. Hensigten var selvfølgelig at være så sjofle som muligt. Og sikke vi morede os – men ikke vores omgivelser.

 

Vi har et arvelod

Det er egentligt forunderligt, at ikke en eneste af alle de gode mænd og damer har haft kuglerammen fremme. Paludan samlede mere end 15.000 vælgererklæringer på to uger, fordi så mange mener, at han frit skal kunne ytre sig i sit eget land. Gad vide, hvor mange der sætter krydset ud for hans navn af foragt og væmmelse over, at det ikke skorter på udemokratiske metoder for at lukke munden på en politiker, der siger noget, man ikke bryder sig om at høre.

 

Nu stiller jeg som bekendt op for Dansk Folkeparti, og egentlig ville jeg ønske, at hverken Nye Borgerlige eller Stram Kurs kunne stille op, så de over 20 procent indvandrerkritiske stemmer vil havne hos os.

 

Men sådan er realiteterne ikke, så jeg vil nøjes med at ønske dem begge velkommen og håbe på et godt samarbejde.

 

Og lad mig så lige minde om den irske filosof og politiker Edmund Burke, der i 1700-tallet formulerede, at en nation skabes af dem, der allerede er døde, de nulevende og dem, der endnu ikke er født. Og ingen har lov til at forære sit arvelod væk, så der ikke er noget at give til de næste.

 

Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…