Stod det til Børns Vilkår, skulle flere børn bortadopteres ved tvang, end det er tilfældet i dag.
Det er til barnet bedste, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i organisationen.
– Vi håber på, at der vil komme lidt flere sager, for det her er nok et instrument, der for børnenes skyld skulle bruges noget mere, siger han.
– Det er dyrt og ret besværligt juridisk at anvende adoptionsbestemmelserne, men med de lempelser her skulle det blive lidt lettere for kommunerne og også bedre for børnene, tilføjer direktøren.
Ifølge Berlingske er 22 børn siden 2015 blevet indstillet til adoption uden samtykke. Ankestyrelsen, der er indover, har været enig i 16 af dem.
Tirsdag skal Folketinget behandle et lovforslag fremsat af børne- og socialminister Mai Mercado (K). Hun vil gøre det hurtigere og lettere at gennemføre en bortadoption med tvang.
Ifølge Berlingske ser forslaget ud til at få opbakning i Folketinget. Det glæder Rasmus Kjeldahl.
– Med den lov vil man lettere kunne få en adoption igennem. Og frem for alt vil man hurtigt kunne få anbragt børn hos den adopterende familie, siger direktøren.
Ifølge regeringen bør det blandt andet være muligt at placere børn hos den udpegede adoptionsfamilie med det samme. De nuværende regler siger, at barnet skal opholde sig hos en plejefamilie, mens sagen kører.
Derudover bør brugen af bortadoptioner med tvang ifølge regeringen udvides i sager, hvor forældre anses for at være ude af stand til at varetage forældrerollen. Det skriver Berlingske.
Spurgt til, hvorvidt en lempelse af reglerne risikerer at tage børn fra forældre, der efter en periode vil være i stand til at tage vare på deres børn, svarer Kjeldahl:
– I langt de fleste af de her sager er der ingen forældreevne.
– Den kan selvfølgelig komme senere, men det er typisk så meget senere, at et barn ikke kan parkeres hos tilfældige plejefamilier, mens man venter på, at forældrene måske bliver i stand til at tage sig forsvarligt af barnet.
Rasmus Kjeldahl påpeger, at det er barnets barndom og ikke forældres ret til et barn, det drejer sig om.
/ritzau/