Søndagens valg i den tyske delstat Thüringen blev historisk.
Tredive år efter, at det kommunistiske regime i DDR faldt, blev kommunisternes arvtagere i partiet Die Linke igen delstatens største parti med 31 procent af stemmerne. Denne gang ved frie demokratiske valg.
I over 20 år siden Murens fald, har Angela Merkels parti CDU regeret Thüringen. Men søndag fik partiet en kæmpe lussing og mistede mere end en tredjedel af sine vælgere – nu ligger det på 21,8 procent.
Endnu værre gik det for det andet store gamle parti i tysk politik – det ældste af dem alle – Socialdemokratiet (SPD). Partiet røg ned på sølle 8,2 procent af stemmerne.
For tyve år siden fik de to partier til sammen mere end dobbelt så mange stemmer!
For Forbundskansler Angela Merkel, der leder koalitionsregeringen af CDU/CSU og SPD i Berlin, var dette et nyt ydmygende nederlag i flere års nedtur.
Merkel er færdig – ingen kan forestille sig, at hun kan genrejse sig selv og sin borgerlige Union. SPD er endnu mere til rotterne.
Tysklands store gamle partier er i opløsning.
AfDs massive fremgang
I det vestlige Tyskland har det primært været De Grønne, som har hentet stemmer fra de gamle partier. Men i østtyske Thüringen er det anderledes.
De store vindere ved gårsdagens valg var Die Linke, der blev det største parti, og AfD (Alternative für Deutschland), der næsten fordoblede sit stemmetal.
Ikke nok med det. AfD fik sin store valgsejr under ledelse af Björn Höcke, der tilhører partiets yderste højrefløj.
Men en stor del af vælgerne i Thüringen og andre østtyske delstater føler sig i den grad ladt i stikken, at de bare vil vise deres kraftige protest mod de etablerede politikere.
Resultatet er et alvorligt krisetegn.
Vælgerne vender ”Mutti” ryggen
Nu bliver det svært at finde et politisk flertal, der kan regere Thüringen.
Men værre endnu: Dette valgresultat føjer sig til andre tegn på alvorlige problemer i den engang så stabile forbundsrepublik.
Den nuværende ”store koalition” af CDU/CSU og SPD (GroKo) er svag og handlingslammet, og befolkningen vender den ryggen.
Samtidig er Merkel ved at være slidt fuldstændig ned rent politisk.
Hun har i mange år kunnet klare sig ved at være den bredt favnende ”Mutti”, der holdt sammen på nationen. Hun afholdt sig fra dristige og markante udspil, og i stedet hentede hun lidt politik hist og her fra de forskellige partier – mens hun udsendte beroligende lyde til vælgerne.
Men den politiske dvaletilstand, som Merkel skabte, hævner sig nu. Der har spredt sig en politisk misstemning i landet. Den har blandt andet vist sig i en stribe valgnederlag for de to store gamle partier.
Fejlslagen udlændingepolitik
En hovedårsag til misstemningen er, at både CDU/CSU og SPD har været helt ude af stand til at håndtere de enorme udfordringer fra tilstrømningen af ikke-vestlige migranter.
Da strømmen bragede igennem, erklærede Merkel beroligende: ”Wir schaffen das!” (”Det skal vi nok klare!”).
Men det klarede man absolut ikke. Tilstrømningen kom helt ud af kontrol. Det tyske asylsystem brød reelt sammen.
Mange tyskere har det dårligt med at se store parallelsamfund og omfattende islamisering brede sig. Men som en meningsmåling netop har bekræftet: De fleste tør ikke sige deres mening – specielt ikke om indvandringen.
I CDU/CSU findes der trods alt kræfter, der slår til lyd for en strammere udlændingepolitik. I SPD er der derimod ikke meget andet end politisk korrekte floskler. Man kunne lære noget af sine danske partifæller, men det er man åbenbart helt ude af stand til.
I SPD’s valgprogram i Thüringen kan man for eksempel læse følgende om indvandringen: ”Vi har brug for indvandring, men denne indvandring har brug for regler.” Javel. Ikke underligt, at vælgerne løber skrigende væk.
Samtidig har hverken CDU/CSU eller SPD formået at overbevise vælgerne om, at de har klare, troværdige svar på klimaproblemerne. Det er i den grad De Grønne, der løber med stemmerne på dette område.
Det lakker mod enden for Merkel
Man kan tvivl på, om SPD nogen sinde bliver et stort parti igen. CDU/CSU har derimod fortsat en betydelig opbakning hos vælgerne.
Men tilslutningen er langt svagere, end den var, før den store asylkrise brød igennem, og før klimaet blev et stort tema.
CDU’s partisekretær Annegret Kramp-Karrenbauer tildeles en betydelig del af ansvaret for det katastrofalt dårlige resultat i Thüringen.
Men den fatale nedtur rammer først og fremmest Angela Merkel. Hun har ført sit parti gennem en stribe valgnederlag. Og hun har ikke noget, der ligner en slagkraftig plan for, hvordan det skal komme ud af sin store krise.
Merkel fortsætter med at samle lidt politik hist og lidt politik her, mens hun kommer med sine beroligende lyde.
Men det bliver mere og mere åbenlyst, at det kun vil forstærke den politiske mistillid i befolkningen.
Det lakker mod enden for Angela Merkel. Men de frustrerede tyske vælgere er dybt usikre på, hvad de kan få i stedet.
Valget i Thüringen var et alvorligt krisetegn for det tyske demokrati.