Alternativets valg af spidskandidat kan vise sig at være en dårlig strategi

Sikandar Siddique

“Alternativet er ramt af en islamkonflikt”. Sådan lyder overskriften på forsiden af dagens Jyllands-Posten.

 

At det ville gå sådan forudså Britta Mogensen i Den Korte Avis. Hun forklarer baggrunden for konflikten:

 

I min optik har det mest spektakulære op til folketingsvalget været, hvordan Alternativet, der ikke har den fjerneste anelse om, hvad der en dag rammer dem, beredvilligt lægger alt til rette for, at det pakistanske samfund skal kuppe deres parti. Imens ser de lalleglade medlemmer af partiet jublende til.

 

Partier, der (måske) blev kloge af skade

Flere partier har været ude for at brænde fingrene, når de har valgt muslimske kandidater, som de fejlagtigt mente tilsluttede sig demokratiet og ytringsfriheden, og at deres tro var et privat anliggende, der ikke kom andre ved.

 

Når det så viste sig, at et parti havde taget fejl, blev der gjort kort proces, og man lod de politisk-religiøse vælge mellem at blive ekskluderet eller selv forlade partiet.

 

Paradoksalt nok var det kun Enhedslisten (religion er opium for folket-partiet), som for en tid med åbne øjne omfavnede en reklamesøjle for islam. Det havde nær udslettet partiet.

 

Hvordan man kupper et parti

Alternativets leder Uffe Elbæk har gjort den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldts ord til sine egne. Reinfeldt ønskede, at Sverige skulle blive humanitær stormagt. Det samme ønsker Elbæk for Danmark.

 

Som det er sket i Sverige, vil konsekvensen også her blive en fremadskridende udskiftning af den danske befolkning, hvilket ikke mindst er en stor glæde for folketingsmedlem Carolina Magdalena Maier, som under en folketingsdebat sagde: “Ja, det betyder, at vi ændrer sammensætningen i vores land, og det gør vi med glæde.” Hun har da også modtaget årets udskiftningspris.

 

For ikke at risikere samme skæbne som deres mere uheldige trosfæller, er det nødvendigt for muslimer, hvis de har til formål ikke at virke for Danmark, at vælge et parti, hvis leder og medlemmer offentligt har udtalt, at de intet vil vide, intet vil høre og intet vil se.

 

I Alternativet kan de uden fare for at “blive gået” modarbejde danske interesser og arbejde for yderligere islamisering af landet.

 

Det er på den baggrund, at partiet tiltrækker islamistiske kandidater. Den Korte Avis

 

Valg af det mest usandsynlige parti

Skal muslimer være kandidater for Alternativet, skal de kunne sluge en masse kameler. Men hvad gør man ikke, når man mener, man arbejder for en sag, der er højere end en selv?

 

Generelt er mange muslimer mildest talt håndsky over for homoseksuelle.

 

Et parti med såvel en homoseksuel leder som flere medlemmer af samme seksuelle observans skulle man mene måtte være en svær kamel af sluge for islamister. Og at se partimedlemmerne danse med lederen som fordanser af en slags ballet, iført lysegrønne tylsskørter (mens luftkys sendes ud i rummet), når koranen har strenge straffe for mænd, der ifører sig kvindetøj (herfra dog undtaget muslimske mænds lange, hvide kjoler), må kræve et dybfølt ønske om at infiltrere i dansk politik. Rundsendelse af foto af de mandlige medlemmers kønsorganer, er næppe heller noget, der opfordres til under fredagsbønnen.

 

Men for Sikandar Siddique, der overførte pakistansk politik til Danmark ved at starte en pakistansk klanfejde, da han var kommunalpolitiker for Socialdemokratiet i København, er det nok ligegyldigt,  hvordan islam ser på et parti som Alternativet. Bare han kan komme i Folketinget.

 

Når Alternativet i så høj grad promoverer en islamist og gør ham til spidskandidat, kan Siddique og hans støtter også godt sluge (og skjule) deres afsky for alt det, partiet repræsenterer.

 

Af de danske kommentarer til Siddiques facebook opslag fremgår tydeligt, at Siddiques tidligere flirten med Hitzb ut’Tahrir og hans holdning til al-Qaedas morderiske angreb i USA i 2001 er helt uden betydning. Det finder jeg mere bekymrende end en islamist i et lille folketingsparti.

 

Siddiques glæde ved at optræde på sin facebook-side, gør det så meget nemmere at dokumentere hans meriter.

 

Det pakistanske nationalparti

Som om det ikke var nok med Siddique, stillede en anden muslim, Khashif Ahmad, sig op som folketingskandidat for Alternativet. Der blev taget imod ham med kyshånd.

 

Sammen med sine brødre havde Khashif Ahmad forsøgt at samle nok vælgererklæringer til deres nyoprettede Nationalpartiet til folketingsvalget i 2015. Det lykkedes som bekendt ikke. Kun et par tusinde vælgererklæringer blev det til – måske fordi familien er ahmadiyyah-muslimer, som der næppe er så mange af i Danmark.

 

Da Khashif Ahmad mente, det havde været et stort arbejde at prøve at få etableret partiet, og at det var lidt nemmere bare at glide ind i et andet parti, blev aftalen mellem brødrene, at brødrene fortsætter ufortrødent med at samle vælgererklæringer nok til en dag at kunne stille op til folketingsvalget.

 

Ahmadiyyah-muslimer regnes ikke for at være ”rigtige” muslimer af shia- og sunnimuslimer. Af pakistanske (engelsksprogede aviser) ses, at ahmadiyyah-muslimer lever livet farligt i Pakistan, hvor de betragtes som ”frafaldne”. Om de kommer lidt bedre ud af det sammen i Folketinget, må tiden vise.

 

Den tidligere kommunale klanfejde med Sikandar Siddique i hovedrollen på Københavns Rådhus kan vise sig blot at have været et lille skvulp i vandkanten i forhold til den fejde, der kan opstå i Folketinget, når en ”rettroende” skal arbejde sammen med en ”frafalden”.

 

En børnehistorie

Det pakistanske samfunds strategi for at tilslutte sig et politisk parti, ikke mindst når det sker en bloc, er analog til den historie, vi som børn fik fortalt om gøgen, som det aldrig lykkedes at lære  redebygningsteknikken.

 

Det var dog ikke noget problem for gøgen.

 

Der var masser af andre fugles reder, hvor gøgen uden at pippe et ord om hensigten kunne lægge sine æg og få unger. De andre fugle kunne ikke se forskel på egne og de fremmede æg, så forældreparret udklækkede gøgeæggene og fodrede plejebørnene, indtil disse var store nok til at kunne puffe deres plejeforældres små børn ud af reden. Vi børn græd vores modige tårer, når de bittesmå fugleunger trimlede ud af reden og ned på jorden.

 

Gøgens strategi virker. Gør det pakistanske samfunds mon også det?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…