Nye Borgerlige: Alle kriminelle udlændinge skal udvises. Og det kan vi godt

Peter Seier Christensen og modelfoto

Alle udlændinge, som begår kriminalitet, skal udvises af Danmark, konsekvent og uden undtagelse.

 

I dag kræver det meget alvorlige lovovertrædelser, før en udvisning kommer på tale. Det skal laves om.

 

Naturligvis skal en udlænding, som begår kriminalitet i Danmark, ikke fortsat have lov til at opholde sig her.

 

En udlænding har ikke ret til at opholde sig i Danmark i modsætning til en dansk statsborger. Hvis en udlænding begår kriminalitet, har han misbrugt den chance, vi har givet ham for at være i landet, og han skal derfor ud af landet.

 

Men hvad så med alle dem, som vi ikke kan udvise

I Nye Borgerlige vil vi ikke udvise kriminelle til et land, men fra et land (Danmark).

 

Vi er ligeglade med, hvor den kriminelle vælger at rejse hen. Han skal blot ikke være i Danmark. Når det er sagt, er det korrekt, at det i mange tilfælde kan være svært at effektuere udvisningen.

 

Når vi i mange tilfælde ikke kan gennemføre udvisningen, er det fordi, fordi den kriminelles hjemland ikke vil tage imod ham. Det skyldes meget ofte, at den kriminelle ikke vil samarbejde om udvisningen. Mange lande tager ikke imod egne statsborgere, hvis ikke de rejser frivilligt. Resultatet er, at den kriminelle kan fortsætte sit liv i Danmark stort set som før.

 

Nye Borgerlige ønsker, at udviste skal holdes indespærret, indtil de kan udvises. Det vil uden tvivl virke motiverende for, at den udviste samarbejder.

 

I dag har det ingen konsekvenser ikke at samarbejde om hjemsendelsen.  Hvis vores politik bliver gennemført, vil den udviste kunne se frem til at være indespærret uden mulighed for at slippe ud igen, medmindre han vælger at rejse fra Danmark.

 

Vi ønsker også en permanent og effektiv grænsekontrol, så han de ikke bare kan rejse ind i landet igen, når han er blevet udsendt, sådan som det sker i dag.

 

Men hvad med konventionerne

”Det kan jo ikke lade sig gøre. Det kan vi ikke på grund af vores internationale forpligtelser.” Det hører vi igen og igen fra politikere og fra interesseorganisationer. Det passer ikke. Nye Borgerliges politik kan sagtens gennemføres.

 

I Nye Borgerlige mener vi, at hvis internationale konventioner står i vejen for at gøre det, som åbenlyst er det rigtige, må konventionerne vige.

 

De fleste andre partier mener det modsatte: hvis konventioner forhindrer, at vi gennemfører den rigtige politik, så undlader vi at gennemføre politikken.

 

I tilfældet med kriminelle udlændinge er det menneskerettighedskonventionen, som er den centrale konvention. Det er stensikkert, at den europæiske menneskerettighedsdomstol vil dømme, at vi ikke kan udvise alle kriminelle udlændinge, og at vi ikke kan holde udviste kriminelle udlændinge indespærret. Men Danmark behøver ikke at rette sig efter det.

 

Som det er i dag, har vi skrevet menneskerettighedskonventionen ind i dansk lovgivning. Men vi kan og skal skrive den ud igen. Så behøver vi ikke at følge domstolens afgørelser.

 

Nye Borgerlige mener derfor ikke, at vi behøver at melde os ud af menneskerettighedskonventionen. Vi skal blot fortolke den på en anden måde end i dag. Og udvise alle kriminelle udlændinge. De har intet at gøre i Danmark.

 

Peter Seier Christensen

Politisk næstformand og spidskandidat i Sjællands Storkreds for Nye Borgerlige

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…