75-årige Detlef blev slået til grønsag af somalier – nu giver hans fortvivlede søn luft for sin harme over retssagen

Den 75-årige pensionist Detlef Janetzky, der bor i den tyske by Offenburg, kom en aften gående på vej hjem fra et arrangement i byen. Han var en aktiv og livskraftig pensionist.

 

Tilfældigvis løb han ind i somalieren Ali M. Denne kom til Tyskland i 2015 og fik sin asylansøgning afvist, men han blev bare i landet alligevel. Siden fik han officielt lov til at blive – formentlig på såkaldt tålt ophold.

 

Mødet med somalieren ændrede totalt Detlefs liv. Ali slog ham til jorden og sparkede ham i hovedet – uden nogen grund.

 

Detlef blev sendt i koma, og i dag er han en grønsag, der ligger i sin seng og fatter meget lidt af, hvad der foregår omkring ham.

 

Han kræver permanent pleje. Han kan ikke selv klare at spise. Han er blevet blind på det ene øje. Og han kan ikke kommunikere med sine to sønner.

 

Voldsmandens selvmedlidenhed

Ali blev i første omgang anbragt på en psykiatrisk afdeling. Her gav han sin version af sagen i form af en slags brev, der skulle fremstille ham som uskyldig.

 

Brevet var gennemsyret af medlidenhed. Men det var vel at mærke ikke medlidenhed med hans offer – det var selvmedlidenhed. ”Ingen er klar over, at jeg græder”, som han skrev.

 

Detlefs søn Ralf har haft meget svært ved at klare denne selvmedlidenhed hos voldsmanden. Og han anklager myndighederne for at svigte:

 

”Gerningsmanden har ikke kun slået min far næsten ihjel, så han nu er bundet til sengen. Han har også tidligere slået en taxachauffør ned. Han er flere gange blevet kontrolleret af Forbundspolitiet, fordi han opførte sig mærkeligt.”

 

Samtidig rettede Ralf Janetzky skytset mod de tyske politikere: ”Med deres usammenhængende udlændingepolitik har de et medansvar for denne voldshandling.”

 

”Så ser han på mig – hjælpeløs, fortvivlet og ængstelig”

Nu har det modbydelige overfald på faderen været for retten. Ralf var til stede, og han har skrevet en beretning til avisen BILD om, hvordan han oplevede det. Vi bringer nogle pluk fra de betragtninger, han gjorde sig, da han havde overværet forløbet i retten.

 

Indlægget i BILD bærer overskriften: ”Far, kom tilbage til min verden!” Men Ralf ved godt, at det ikke sker.  Han skriver om sin far:

 

”Han blev pryglet ud af livet af flygtningen Ali M. Hans hjerne er så beskadiget, at han ikke rigtig kan genkende min bror og mig længere. Så ser han på mig – hjælpeløs, fortvivlet og ængstelig. Han kan ikke længere fortælle, hvad han har brug for, og hvad han føler.”

 

”Han raser og råber, brøler vers fra Koranen”

I retten så Ralf for første gang Ali M. Han beskriver det således:

 

”Under retssagen ser han ikke på os. Det er han for fej til. I stedet holder han hænderne foran ansigtet. Som et lille barn, der leger skjul og på den måde forsøger at undgå at blive opdaget.”

 

Ali M. ser dog op, da der bliver vist en video fra hans anholdelse. ”Han raser og råber på videoen, brøler vers fra Koranen,” skriver sønnen.

 

Ralf Janetzky ser, at Ali M. har hvide sportssko på, og han forestiller sig, at det er de sko, han havde på, da han sparkede løs mod faderens hoved. Han føjer til:

 

”Jeg ser ofte disse sportssko for mig om natten, når jeg endnu engang ikke kan sove.”

 

Voldsmanden blev idømt … et bofællesskab

Ralf beretter om en psykiatrisk vurdering, der blev fremlagt i retten. Den konkluderede, at Ali lider af paranoid skizofreni. Det udløser denne kommentar fra sønnen:

 

”Den sagkyndige anbefaler, at Ali M. skal anbringes i et bofællesskab. Ikke fængsel, ikke psykiatri, men bare et bofællesskab (…) Hver 14. dag skal han så til en læge til en terapeutisk samtale. Det skulle være tilstrækkeligt til at håndtere risikoen ved Ali på ansvarlig vis. Sådan udtrykte den sagkyndige sig.”

 

”Mon den sagkyndige nogen sinde har oplevet, når ens far bliver udsat for så megen uret, smerte og lidelse?”

 

Faderen blev sendt på lukket afdeling

Mens voldsmanden blev anbragt i bofællesskab, fik faderen, Detlef Janetzky, en ganske anden behandling. Sønnen skriver:

 

”Far er svært traumatiseret og slår nogle gange om sig. Han må bringes til ro og har derfor med mellemrum været anbragt i psykiatriske rammer. På en lukket afdeling, så han ikke skader nogen. Så HAN ikke skader nogen! Og han, der overfaldt ham og efterlod ham i en sådan tilstand, går i realiteten fri.”

 

”Jeg ønsker Dem alt godt”

Ralf Janetzky gør en iagttagelse fra retssalen, efter at retsmødet er slut:

 

”I retssalen rørte den psykiatrisk sagkyndige Ali M. på overarmen og opmuntrede ham. ’Jeg ønsker Dem alt godt,’ hviskede han til ham. Alt godt! Hvad i alverden skal blive godt her? Gerningsmandens liv? Vores liv bliver det bestemt ikke!”

 

”Vi havde netop tømt fars bolig, vi stuvede alle de erindringer, som han havde samlet, af vejen. Vi pakkede han liv sammen. Han vil aldrig kunne pakke det ud igen.”

 

Detlef Janetzky var en mand, der bare ville nyde livet. Men det fik han ikke lov til. Vreden og bitterheden flammer i sønnen.

https://www.bild.de/bild-plus/regional/stuttgart/stuttgart-aktuell/bewegender-brief-nach-pruegel-attacke-an-rentner-detlef-76-65791956,view=conversionToLogin.bild.html

 

https://denkorteavis.dk/2019/afvist-asylansoeger-slog-pensionist-til-invalid-nu-siger-gerningsmanden-at-det-er-frygteligt-synd-for-ham-selv/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…