Når læreren eller alfagruppen siger det, så er det rigtigt. Vi kan alle godt huske, hvordan vi i skoletiden tog farve af dem, vi gerne ville accepteres af. Det er for så vidt helt normalt, så det er noget af et ansvar, der påhviler de autoriteter, vores børn færdes iblandt.
Det er bestemt i orden ikke at bryde sig om den amerikanske præsident. Der er mange, der heller ikke kan lide ham. Virkelig mange. Men når man koger sagen ind til en bouillonterning, så har de amerikanske vælgere valgt ham, og han skal ikke spørge lærerne i 4. klasse, om han må regere, sådan som de amerikanske vælgerne har besluttet, han skal gøre.
4. klasse har på en skole, jeg kender til, fået udleveret en bog – oversat fra svensk – med titlen ”Dumme Donald bygger en mur i børnehaven”. Bogen handler i korte træk om en ny dreng i børnehaven. Drengen hedder Donald, og han har en mærkelig orange frisure. Og så er han typen, der vil bestemme alt. Han vil bestemme, hvad de andre børn skal lege, hvilke sange, de skal synge og hvordan de skal forholde sig til hinanden.
Til sidst bliver han så sur, at han giver sig til at bygge en mur midt i børnehaven.
Er der nogen, der er i tvivl om forfatterens holdning til den demokratisk valgte amerikanske præsident? Er der nogen, der er i tvivl om, hvad ærindet er med at præsentere denne bog for 10 – 11 årige danske skolebørn? Og er der nogen tvivl om, at lærerne i 4. klasse synes, det er en mægtig god bog, og at eleverne skal se lyset?
Jeg kan ikke lige komme i tanke om, at jeg har set en lærebog med titlen ”Erdogan er et fjols, der tror, han er kalif” eller ”Derfor er araberne for tovlige til at vinde en krig”. Hvorfor egentlig ikke? Jeg mener, man vil jo så gerne være neutral og lade eleverne selv nå frem til, hvad de mener, så det er vel fair at lægge forskellige synspunkter frem.
Hvad med Mohammed og Fatima?
På samme skole synes man også, at spillefilmen ”Kald mig bare Aksel” er alletiders. Filmens målgruppe er 3. til 6. klasse. Altså 9-12 årige skolebørn.
Filmen handler om Aksel, der gerne vil være muslim. Men børn vil så meget. Jeg ville gerne være en berømt fodboldspiller på landsholdet. Jeg kender en, der gerne ville være skøjteprinsesse. Og en anden der gerne ville vinde i Lotto, så hun kunne få lige nøjagtigt den konfirmationskjole, hun så gerne ville have. Og en tredje, der ville være en berømt Hollywoodstjerne.
Tilbage til Aksel. Der er i og for sig ikke noget galt i at lade de 9-12 årige se den film. Men så skal de følges op af ”Kald mig bare Mohammed” om Mohammed, der gerne vil være kristen og få flæsestegssandwich hver dag og så bliver beundret af sin familie, nærmiljø og skole for sit modige valg. Eller ”Kald mig bare Fatima” om Fatima, der smider tørklædet og går hånd i hånd med sin lyshårede kæreste mod solnedgangen og bliver tiljublet af sin far, sine brødre, fætre og alle imamerne. Alt sammen i mangfoldighedens navn. Vi venter spændt på, at Zentropa får fingeren ud og kommer i gang med at filme.
Lad os være realistiske og erkende, at det aldrig sker. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet – nemlig hvordan kan det lade sig gøre, at lærere ansat i den danske folkeskole og lønnet af danske skatteydere i den grad tværer deres politiske overbevisning af på skolebørn.
Det er én sag. Men værre er det, hvordan det kan være, at forældrene ikke reagerer? Eller skoleledelsen? Står vi med en ”Thyregod, 2.2”. Det var jo i en af de mindre klasser på en folkeskole i Thyregod, hvor en fremmed dreng iført arabisk klædedragt fik lov til at stå i spidsen for et muslimsk bønnemøde, hvor de etnisk danske børn bøjede sig og stak numserne i vejret for at tilbede Allah.
Det skete med lærerens accept og deltagelse samt med skoleledelsens velsignelse.
Hvad med ”Kald mig bare Aksel” og ”Dumme Donald bygger en mur i børnehaven”. Er det også sanktioneret af skolebestyrelse og skoleledelse. Og hvad med det politiske lag? Jeg sidder selv i Familie- og uddannelsesudvalget, og her har der ikke været nogen debat om politisk påvirkning af eleverne i kommunens skoler.
Jeg erkender, at jeg er vred. Vred over, at små skolebørn bruges som skakbrikker i et politisk spil. Den slags bør ingen gang på jorden have, men jeg ved ikke lige, hvad sanktionen bør være. Det er noget, vi i det politiske bagland bør tale om og finde en løsning på, men jeg er godt klar over, at det er op ad bakke i en kommune, der end ikke vil give borgerne frit valg mellem halal eller non halal i de kommunale madordninger.
Brian Mørch, byrådsmedlem og Folketingskandidat Dansk Folkeparti
