Hvorfor vil de radikale ikke demokratiet?

Foto: radikale.dk

Det Radikale Partis åndelige fader, Viggo Hørup (1841-1902), formulerede i 1878 i forbindelse med Forfatningskampen, hvor kongen udnævnte ministerier hen over hovedet på folketingets flertal, sloganet: ingen over og ingen ved siden af folketinget.

 

Det slogan burde vi og de radikale gøre til vores i dag. Vi har siden 1992 måttet se til, medens Den Europæiske Domstol har overtrumfet vores demokrati og Folketing med en række konventioner om menneskerettigheder, der, selv om de er os dybt fremmede, har status af gældende ret i landet.

 

Hvorfor pokker har vi tilladt, at juridiske afgørelser truffet af en gruppe dommere udpeget af Europa Parlamentet skal danne norm uden om demokrati og Folketing? Det skal da ikke være jurister i Strasbourg, der bestemmer, hvad der er gældende ret i Danmark!

 

Og som om denne ydmygelse ikke var nok, så har de juraforgabte oprettet ”Det danske institut for menneskerettigheder”, der som Den Europæiske Domstols vagthund råber vagt i gevær, hvis vi formaster os til at tro, at vi selv kan bestemme.

 

Det er de radikales skyld!

Det er selvfølgelig en joke, men alligevel: Som al anden ulykke i dette land, er også dette De Radikales skyld!! Man kunne ganske vist have forventet, at de radikale som Hørups børn ville have vedgået gæld og arv og var draget i leding for demokrati, folkestyre og Folketing, men det gjorde de ikke. De radikale har nemlig siden Folkeforbundet i 1920 oprettede Den Internationale Domstol været håbløst forgabte i den for dem at se meget tiltalende ide om, at magten i alle internationale forhold skal erstattes af retten. Internationale konflikter skal finde deres løsning – ikke med våben – men med retsafgørelser truffet af dommere og jurister udfra et internationalt retsgrundlag. Magten skal erstatte retten, sagde og siger man hos de radikale.

 

Denne dysfunktionelle utopi bestemmer også de radikale, Alternativet og flere andre i dag. Teorien er ganske vist et flop, for den har aldrig virket, men ikke desto mindre fik de radikale i Mellemkrigstiden og under 2. Verdenskrig, hvor de besad udenrigsministerposten, gennemført en afvikling af det danske forsvar. Resultatet var, at Danmark under 2. verdenskrig skønt neutralt var ”FREDSTIDSBESAT” og førte den umandige samarbejdspolitik, der blot er en omskrivning af, at vi bistod nazismen i dens kamp, hvilket jo ikke ligefrem i bagklogskabens klare lys er synderligt rosværdigt.

 

Man kunne så måske have forventet, at de radikale efter 1945 havde skiftet linie, men det har de ikke. De tror stadig på, at jurister og dommere i overnationale organisationer som FN og Den Europæiske Domstol kan sikre nationerne og den enkelte. Magten skal nu som før erstattes af retten.

 

De radikale og menneskerettighederne

Så de radikales illusionsfyldte drømmeri og ubegrundede idealiseringer kører uændret videre, men de radikale har nu fået et nyt fokus på det internationale samfunds realisering af de universelle menneskerettigheder. Det er her de radikale i dag primært satser på en realisering af deres hede utopiske drømme. Det nye fokus er bestemt af efterkrigstidens individualisme og eksistentialisme. Men nu som før skal utopien realiseres af internationale domstole, hvor skarpsindige jurister og dommere på et uendeligt idealistisk grundlag træffer afgørelser af universel gyldighed løst fra enhver national kontekst.

 

Pligter

Nogle vil mene, at alt dette internationale juristeri er en underløbning af folkestyre og demokrati. Og de kan i al stilfærdighed også henvise til, at den moderne opfindelse af menneskerettigheder giver anledning til en syg kultur, hvor man tilsyneladende er blind for, at mennesker ikke bare har rettigheder. Mennesker har også pligter i forhold til sig selv og hinanden, og den usunde pukken på ideale rettigheder give anledning til groteske tilstande.

 

Som det kan iagttages i Danmark for indeværende, hvor vi ikke kan udvise dybt kriminelle udlændinge, hvis deres sikkerhed ikke kan garanteres i modtagerlandet, eller hvis de f.eks lider af en behandlingskrævende sygdom, som de ikke vil kunne modtage behandling for i modtagerlandet. Det er vanskeligt at forstå, at Danmark krænker deres menneskerettigheder, men sådan forholde det sig altså iflg Den Europæiske Domstol. Og vi, der er uenige, må bare lægge os fladt ned, for her i landet overtrumfer Domstolens konventioner det danske demokrati. Det er med begge ben solidt plantet i den blå luft, men den vildmand har de radikale altså sammen med sympatisører på venstrefløjen som Uffe Elbæk m. fl fået accepteret som gældende norm.

 

De radikale og patos

Hvis man skal forsøge sig med en forklaring af de radikales religiøse identificering med menneskerettighederne, må man tage udgangspunkt i retorikkens patos, der er det stilleje man anvender, når man formulerer sig om det, der er så absolut og åbenlyst sandt, så det ikke behøver nogen kvalificering. Det er simpelthen som SANDHEDEN sandt i sig selv. Vi kan også iagttage anvendelsen af patosstillejet i miljøspørgsmålet, hvor man, hvis man problematiserer Greta Thunbergs hysteri, udlægges som forræder overfor kloden og de ufødte.

 

Lad os få folkestyret og Folketinget igen

Vi burde byde Domstolens og de radikales hysteriske og religiøst bestemte menneskeretskonventioner et hjerteligt farvel. Ikke sådan, at man ikke skal tage hensyn til mennesker, men det er os og vores folkevalgte, der bestemmer, hvordan det nærmere skal forme sig, ikke jurister i EU, der intet folkeligt mandat har. Vi burde gøre front mod den tendens, der i al for lang tid har været til, at demokratiske afgørelser erstattes af jura.

 

De radikale og deres medløbere har åbenbart et stærkt behov for at kunne identificere sig med dybt ideale forestillinger af utopisk karakter. Det har karakter af et trossamfund, hvor de med den vaktes glød gør rede for menneskerettighedernes selvfølgelige og absolutte sandhed. Og det er som at slå en fis ved hoffet, hvis man formaster sig til at spørge, om ikke de meget stejle krav i det mindste kan relativeres, så de bedre kan forenes med befolkningsflertallets opfattelse. Svaret på dette spørgsmål er altid et absolut nej, for guddommeligt given sandhed transcenderer noget så uformående som flertallet. Man stemmer ikke om guddommeligt skænket indsigt.

 

Men alligevel: Hvor ville det være dejligt, hvis de radikale sammen med deres mange sympatisører på venstrefløjen kunne finde tilbage til Viggo Hørup og hans fundering i demokratiet, så de i denne nye forfatningskamp, hvor demokratiet bliver tilsidesat af dommere og juristeri, endnu en gang som Hørups børn valgte side til fordel for  folkestyre og demokrati.

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…