Blev anholdt tidlig søndag morgen, og inden dagen var slut, stod han med en lang fængselsdom

Natten til søndag omkring klokken 1.20 fik politiet flere tip om, at en mand skabte utryghed bl.a. ved at gå rundt med en pistol i Stege by.

 

En times tid senere fandt politiet frem til en adresse i byen, hvor der befandt sig en mand, som svarede til signalementet. Det drejer sig om en 36-årig mand fra Rødovre.

 

Fandt våben og narko

På et bord i boligen fandt politiet en pistol og på den 36-årige fandt betjentene noget kokain og en ulovlig kniv. Han blev anholdt og sigtet efter våbenloven, knivloven og efter lov om euforiserende stoffer.

 

Den 36-årige blev senere søndag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fik en straksdom på to år og seks måneders fængsel, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…